Hvor mange ord er nok?

Harper Lee døde forleden. Hun blev verdensberømt tilbage i 1960, da hun udgav sin bog To Kill a Mockingbird (Dræb ikke en sangfugl). Jeg skriver netop bog i ental, da den igennem mange mange år var den eneste bog, hun havde udgivet - og tilsyneladende også den eneste hun ønskede at udgive.

Som menneske var hun meget genert og ville ikke lade sig interviewe. Til trods for at hun vandt en Pulitzer pris, og at bogen blev filmatiseret - og herefter vandt tre Oscars, så stillede Harper Lee ikke op til offentlig skue eller til mediernes til tider nærgående spørgsmål. Hun skulle engang have udtalt, at hun med sin bog havde sagt, det hun ønskede at sige. Så var der ingen grund til at tale mere om det.
I 2015 udgav hun alligevel endnu en bog Go Set a Watchman (Sæt en vagtpost ud). Bogen blev dog skrevet før To Kill a Mockingbird, så måske var der ikke mere at sige...

Denne vedholdenhed omkring hendes eget ønske om at dele noget med verden - og samtidig hendes bevidsthed om, det hun delte, netop skulle være efter hendes eget ønske, og ikke forbi nogle andre synes, at hun burde - det fascinerer mig. Måske fordi jeg selv ofte føler, at når jeg har udført en opgave godt, så skal jeg igen og igen bevise, at jeg stadig kan gøre det - og forhåbentlig en lille smule bedre end sidste gang. Jeg synes, det kan være svært at modstå andre forventninger.

Hvad ville der ske, jeg ikke var drevet af  andre holdninger til det jeg lavede? Især de ting som jeg for alvor brænder for.
Jeg kender godt svaret! For de dage, hvor jeg husker mit overordnede hvorfor og lader det være mit kompas, forstyrrer andres holdninger mig slet ikke. Holdningerne kan sagtens give anledning til refleksion og til at korrigere retningen. Men aldrig til forvirring eller mismod. De dage ved jeg, at jeg har sagt, det der skulle sige, og at det var ord nok.