Ingen kaffekøer her.

På vej ud af parkeringspladsen ved et af de lokale supermarkeder holdt jeg tilbage for en mand, som skulle krydse vejen. Han så ikke specielt glad ud og jeg tænkte, at her var sikkert en lidelsesfælle, som også hadede at skulle købe ind til familien.
I det samme jeg havde tænkt den tanke, blev jeg ramt af en følelses af utaknemmelighed. Jeg havde netop sørget for, at min familie (og de gæster vi skulle have på besøg sammen aften) kunne få et lækkert måltid. Mit problem havde ikke været om der var mad nok, eller om der var forskellige lækkerier at vælge mellem. Det største problem havde været at prioritere og vælge fra.


Jeg kom til at tænke på filmen En russer i New York (Moscow on Hudson) fra 1984, hvor Robin Willimas spiller en russisk (egentlig en sovjetborger) afhopper, som pludselig skal lære at begå sig et kapitalistisk forbrugersamfund. Den ene dag tager han i supermarkedet for at købe kaffe. I Moskva havde han været vant til at stå i kø i timevis for at få lov til at købe kaffe - en slags kaffe, bestemt af staten. Ofte havde han ventet forgæves.... Inde i det amerikanske supermarked spørger han på gebrokken engelsk efter kaffekøen. En medarbejder peger hen mod hylderne med kaffe. Først forstår russeren ikke svaret, og kigger sig om efter kaffekøen. Han spørger igen og får sammen svar. Langsomt bevæger han sig langs de mange hylder med alle mulige forskellige slags kaffe inden han til sidst nærmest besvimer af overvældelse.
Selvom det er mange, mange år siden, jeg har set filmen, stod denne scene lysende klart for mig denne eftermiddag på vej væk med ugens indkøb. Jeg er ikke vokset op med mangel på fødevarer. Alligevel gjorde kontrasterne i denne scene så stort indtryk på mig, at den har prentet sig ind i min hukommelse.  Og det var den scene, som talte til min dårlige samvittighed og følelsen af utaknemmelighed.


Hvorfor har jeg så negativ en holdning til den luksus, det er at kunne sørge godt for min familie? Jeg lever i et samfund med masse af muligheder. Ikke bare med hensyn til de store valg i livet, men så sandelig også i forhold til de små daglige valg. Jeg har valget om at købe lige præcis den slags mad jeg har lyst til. Jeg som forbruger kan vælge til og fra, en luksus som er så vigtig for mig, og alligevel har jeg ikke sat pris på den.


På parkeringspladsen forleden kunne jeg mærke noget ændre sig i mig. Jeg var pludselig glad for at jeg havde være ud og handle. Jeg var glad for de varer, som lå i mit bagagerum - og jeg var taknemmelig over at have de mange valgmuligheder.