Det er ikke for sent at sige, hvad du mener

Kender du det? At stå i en situation, hvor du bliver spurgt til din mening eller gerne ville dele et synspunkt med andre... men hjernen er ligesom tom, og der kommer intet fornuftigt eller sammenhængende ud af din mund.

Så kommer du hjem - og som med et trylleslag falder tanker og ideer på plads, smukke, fornuftige sætninger formuleres og flyder ubesværet ud i verden.
Du får nærmest lyst til at gå tilbage til situationen igen. Samle alle de samme mennesker for at dele dine brillante observationer og overvejelser med dem.
Men øjeblikket er bare passeret. Forspildt kunne det føles som.

Næste gang du mødes med de mennesker igen, kunne du jo dele dine tanker og ideer, men det føles ligesom bare lidt for sent... Og derfor siger du intet om det.

Måske kan du nikke genkendende til sådanne situationer, måske ikke. For mig er de forholdsvis almindelige.
Men jeg har gjort det til en vane at vende tilbage til det, som jeg gerne vil dele med andre - også selvom det kommer dage efter tankerne først blev sat igang. Og min oplevelse er, at de fleste mennesker godt kan lide at få disse inputs.
For der er ikke en deadline eller en udløbsfrist for gode ideer, inspirerende tanker,  vigtige holdninger eller dine personelige synspunkter.
Pyt med om der er gået timer, dage eller år - har du noget på hjertet, så del det med os andre.