Tak for lyset

Nu har julelyset for alvor gjort sit indtog i det decembermørke land. Og hvor er det dog skønt. Når jeg bevæger mig gennem de vestsjællandske landevej oplyser istapper, juletræer og blinkende lygter mine omgivelser.

For nogle mennesker begyndte oppyntningen allerede i midten af oktober, hvilket betød, at helt andre mennesker blev vildt irriteret og oprørte over, at de førstnævnte allerede julede - langt tid før "man" burde begynde på den slags. Det er ikke kun tidpunktet for oppytningen, der sætter sindene i kog - det gør selv dekorationerne også - og omfanget af dem. Det kan enten være alt for meget eller alt for grimt.

Og egentlig har jeg også altid synes, at det var nok lidt vel tideligt for den slags pjat - og alt noget julelyspynt var alt for grimt. Men ikke i år. I år er jeg bare glad for julelysene. I år er jeg taknemmelig over, at de julehyggende mennesker bruger energi på at sprede lys og glæde for os andre. At de har en lyst til at gøre noget, der kan glæde helt fremmede mennesker - og er det ikke bl. a. det julen handler om?
Når jeg en mørk sen eftermiddag kører hjem fra arbejde, og solen har kastet sine sidste stråler, så varmer lysene helt inden i, og jeg bliver mindet om, hvad det betyder at lyse i mørket. Jeg bliver mindet om, at selv små lys gør en stor forskel i det ellers altomsluttende mørke. Og ikke mindst bliver jeg mindet om, at jeg i hvert fald ikke har det rigtige svar på, hvor tideligt eller hvor meget der skal julepyntes.