Det er bare endnu en årstid...

Gennem det sidste lange stykke tid har det været mørkt, når jeg kørte til arbejde - og mørkt når jeg kørte hjem igen. Mørket har ligesom bare været der hele tiden.
Vinterens mørke tynger mange, dette til trods at vi ved, at lyset venter forud. Det er jo bare en årstid, og snart kommer en ny.

Vores liv er også sat sammen af årstider. Nogle gange er vi fyldt af foråret håb og spirende nye ting. Nogle gange er det sommerens lyse lethed, der præger vores liv. Andre gange er det efterårets afsluttende skønhed, vi ser. Og så er der vinterens mørke tunghed... Det som vi så ofte vil undgå for alt i verden. De andre årstider virker sjovere - og har helt sikkert flere ting, som jeg ønsker at identificere mig med.  Vinter symboliserer tristhed, tungsind og triviel hverdag. Hvem gider at være det???
Jeg har gennemgået nogle svære år - år som på mange måder har været en vinter med netop tristhed, tungsind samt en triviel og vanskelig hverdag. Mørket fyldte meget i mit sind. Forskellen på sindets vinterens og naturens vinter er, at vi ikke ved, hvornår lyset vil vende tilbage. Vi kan ikke tælle ned til solhverv. Vi kan bare vente. Vente på at lyset viser sig.
Hvad kan vi så bruge ventetiden på? Det samme som vi gør i naturens vinter. Nemlig at hygge med de mennesker, der står os nærmest. Indgå i dybe samtaler over stearinlysenes skær om, hvad livet virkelig betyder for os. Bruge tiden indendørs til at pleje os selv - både fysisk og mentalt. Eller samle vores kære til en fejring af livet eller at lyset VIL komme tilbage.

Så jeg har fundet ud af, at livets vintre ikke er så forfærdelige endda. Vi kan gå i dvale. Gøre os klar til at komme tilbage endnu mere storslående, end vi gjorde året inden. Vi har brug for vintrene for at kunne forberede os til et forår, hvor vi igen skal springe ud som smukke blomstrende afgrøder, der giver til den verden, vi er en del af.