Giv kroppen fred

Normalt har jeg et rimeligt fint forhold til min krop. En krop som har båret mig igennem 45 år, født to børn og ikke altid er blevet passet lige godt på. En krop som har ar og strækmærker, der hver især fortæller dele af mit livs historie. En krop som sørger for, at jeg kan bevæge mig rundt i verden og mærke livet. En krop som fortjener taknemmelighed.

Når jeg nu siger, at jeg har et rimeligt forhold til den, så er jeg meget klar over, at dette forhold kunne være bedre. At det ikke er helt godt. Jeg er klar over, at jeg ligesom alt for mange andre mennesker kritiserer min krop - og dermed også mig selv. Jeg synes ikke, at den lever op til de standarder, jeg åbenbart giver medierne ret i, at jeg burde følge. Der er for meget 45 årige jeg-har-ofte-for-travlt-til-at-passe-ordentligt-på-mig-selv over den.
Jeg ved selvfølgelig godt, at alt dette bare er et problem inde i mit hoved. Og at hvis nogle ikke bryder sig om mit udseende, så er det i virkeligheden deres problem. Men hvorfor føles det så som om, at det er mit problem? Hvorfor føler jeg, at jeg skal leve op til en standard, som jeg ikke helt selv har sat?

Forleden da jeg så mig selv i spejlet og  kæmpede lidt med modstridende tanker om mit udseende, tænkte jeg:"Jeg er omsorgsfuld, kærlig, dygtig og stolt af mig selv. Jeg kan så utrolig mange ting og har opnået mange ting. Alligevel tillægger jeg min krop ufattelig stor betydning i forhold til, om jeg er god nok. Det er da ubegribeligt!" Jeg ved ikke, om andre har haft samme tanker, men jeg havde virkelig et AHA-øjeblik lige der. Jeg synes, at vi alle skal passe på vores kroppe, både indvendig og udvendig. Jeg synes, at vi skal være glade for vores kroppe og huske på, at uden en krop kunne vi ikke gøre alt det, vi har lyst til. Men jeg synes så sandelig også, at vi skal lade være med at fokusere så meget på vores udseende. Jeg er så meget mere end min krop. Faktisk vil jeg være temmelig skuffet, hvis jeg blev husket for mit udseende, og ikke for min måde at møde andre mennesker på, eller for det jeg har givet til mine omgivelser og samfundet.

Forfængelighed kan være en god ting. Det er bl.a. grunden til at vi går i bad, tager rent tøj på og i det hele taget sørger for, at vi byder ind i sociale fællesskaber på en ikke-stinkende og lidt mere lækker måde. Og lad os endelig blive ved med det. Forfængeligheden må bare ikke blive til en forglemmelse i forhold til os selv og vores omgivelser. Den må ikke overskygge resten af livet eller definere vores værd.
Så giv kroppen fred fra de hårde ord og negative tanker. Ros den for det den er og kan. Og ikke mindst giv kroppen fred til at være, som den er. I dit møde med andre mennesker, hav da fokus på hvad de bidrager med, og ikke om de ser godt ud i dine øjne.