Sæt spor - et skridt ad gangen.

Hjemme igen efter fantastiske oplevelser på Spejdernes Lejr 2017, hvor jeg har tilbragt lidt over en uge sammen med ca. 37.000 spejdere fra ind- og udland.

Lejrens vision var: Vi sætter spor. - I os selv, i hinanden og i vores omverden.

Og for mit vedkommende er der uden tvivl blevet sat en masse dejlige og betydningsfulde spor på lejren.

 

Dette fik mig til at tænke på de spor, vi sætter i vores hverdag. For trods regn, mudder, lange gåture og manglende søvn, er det stadig forholdsvis nemt at sætte positive spor, hvis vi kun skal gøre den i en uge. Spor sætter vi dog uanset hvad...

Så hvilke spor sætter du i dig selv? I andres liv? og i samfundet? Hvis vi ikke er opmærksomme på de skridt vi tager, er det ikke sikkert, at vores spor bliver dem, vi ønsker os! Alt for ofte tror vi desværre, at det vi byder ind med ikke har betydning. Men det har det!

Så træd frem og træd sikkert med mod og venlighed.
Find ud af hvilke spor du vil sætte i dig selv. Hvad skal kunne mærkes og ses i dig?
Dernæst skal du finde ud af, hvad du vil give til andre? Hvordan skal dine relationer til andre se ud? Hvilke spor skal du sætte i fællesskabet med andre?
Sidst skal du flytte dit fokus til det store fællesskab. Hvad skal dit bidrag være til alle os andre - sammen med os? Hvordan skal det kunne mærkes, at du var her?

Trods det kan virke stort og forkromet, er rejsen egentlig ganske enkelt. Vi sætter spor ét skridt ad gangen. Alt hvad vi behøver er blot at gå fremad - og starte rejsen...

 

 

 

 

 

Det kræver en landsby...

Det er et ordsprog (vist nok afrikansk), der lyder: "Det kræver en landsby at opfostre et barn." Og jeg kunne ikke være mere enig.

En af de bedste gaver, vi kan give vores børn, er at lade dem indgå i større fællesskaber, hvor de møder voksne, der bekymrer sig nok om barnets udvikling, at de stiller krav. For uanset hvor gode forældre vi er, så repræsenterer vi kun en lille bitte del af samfundet.
Landsbyen kan have mange forskellige størrelser og sammensætninger. Det kan bl.a. være storfamilien, spejdergruppen, skolen eller daginstitutionen, sportsforeningen, vennekredsen eller lignende - og selvfølgelige dem alle sammen i fællesskab.

For nogle børn bliver landsbyen et fristed, hvor deres fremtids fundament bliver stabiliseret, mens den for andre bliver en tilbygningen til den nære families allerede eksisterende styrker.
Uanset hvad det end måtte være for ét enkelt barn, så skal vi som voksne huske at være en del af landsbyen for de børn, vi møder.

Vi skal viser børnene, at de har værdi i vores øjne. Det kan vi fx gøre ved at stille krav til dem. Alderssvarende krav - selvfølgelig. Ikke krav om præstationer, men krav om deltagelse i vores fællesskab. Lad dog barnet - gøre tingene selv.
Vi kan også gøre det ved at vise barnet oprigtig interesse. Lyt til barnet og del oplevelser. Grin sammen - og vær alvorlig sammen. Mest af alt skal I bruge tid sammen.

I morgen drager jeg sammen med næsten 40.000 andre spejdere fra ind- og udland til Spejdernes Lejr i Sønderborg. Spejderbevægelsen har altid været en vigtig del af min landsby - og mine børns, derfor har den en særlig plads i mit hjerte. Jeg er dog sikker på, at landbyen også findes i sportsforeninger og fritidsklubber.
Når jeg bevæger mig rundt blandt alle de forskellige spejdergrupper på en sådan lejr, så ser jeg netop mange forskellige tilgange til, hvordan vi kan hjælpe med at opfostre et barn. Og der er ingen facitliste til, hvordan de gøres helt rigtigt. Men jeg ser, at der stilles krav, gives knus og bruges tid sammen.

Det der er fascinerende er, at så mange voksne bruger en stor del af deres fritid og deres liv på at give børn og unge noget ekstra med i livet.
Så uanset om du er en del af et barns liv, fordi du er pædagog eller lærer, om du møder dem i din og deres fælles fritid, eller du er en del af barnet familie - så husk at gøre en forskel. Du er en del af barnets landsby - og du har et ansvar for opfostringen af barnet.

Flyt fokus for at være en ligeværdig del af fællesskabet.

Alle de mennesker, jeg har mødt, har på den ene eller anden måde ønsket at være en del af et fællesskab større end dem selv. Det føles berigende at være vigtig for andre - at mærke samhørigheden. Desværre er det ikke alle, der har opført sig, som om de virkelig ville være et ligeværdigt medlem af fællesskabet.

Du kan nemlig ikke være en del af det fællesskab, der er større end dig, hvis du hele tiden kun har fokus på... DIG!
Det er der, det er gået galt for en del ( og jeg er ingen undtagelse!). Vi går alt for ofte ind i et fællesskab med tanke på os selv. Vi stiller mere eller mindre ubevidst os selv nogle af disse spørgsmål:

• Hvad vil de andre synes om mig? 
• Hvad skal jeg sige til dem? 
• Hvad hvis jeg kommer til at gøre noget forkert? 
• Hvad kan jeg få ud af dette bekendtskab? 
• Hvordan kan vi gøre det på min måde?

Det er ganske naturligt at spørge os selv dette, men et gavner ikke fællesskabet eller vores glæde ved at være en del af det.

Når jeg virkelig oplever en boblende og altoverskyggende glæde ved fællesskabet, sker det når jeg flytter fokus fra mig til os. Jeg mine mig selv om, at hele verden - pånær en lillle bitte undtagelse - består af alle andre end mig 😉. 

Så spørg i stedet:

• Hvordan kan jeg få andre til at føle sig tilpas?
• Hvad har de at sige til mig og andre?
• Hvordan kan jeg hjælpe andre?
• Hvad kan vi sammen skabe eller opnå?
• Hvad kan jeg lære af disse bekendtskaber?

På den måde kan vi opleve et stærkere og mere berigende fælleskab. Husk at du har brug for fællesskabet - og fællesskabet har brug for dig.

Hvad ser du, når du ser andre?

Vi ser ikke på hinanden objektivt!

Alle dem, jeg kender, ser anderledes ud i mine øjne, end de gjorde før, jeg lærte dem at kende. Sådan er det bare. Mit forhold til dem farver mit syn. Dem, jeg har en rigtigt godt forhold til, er på den ene eller anden måde smukke i mine øjne. Uanset hvad der kendetegner deres udseende, så kan jeg uden at kigge på dem fortælle om alle deres fortrin.

Men vi ser heller ikke objektivt på fremmede.
I dag snakkede jeg med en rigtig god veninde. Hun er et meget positivt menneske, der altid har noget godt at sige om sine medmennesker. Alligevel havde hun opdaget, at hun nogle gange kiggede efter andres fysiske fremtræden på en negativ måde. Og jeg indrømmer, at jeg også af og til falder ned i det hul.

Hvad er det egentlig vi ser, når vi ser andre? Er det deres fysiske fremtræden? Eller deres påklædning? Bliver vores syn farvet af fordomme om, hvordan vi tror nogle mennesker bør være?

Jeg tror, at vi alt for ofte glemmer at se mennesker, som vores ligeværdige, venlige og omsorgsfulde medmennesker. Vi kommer i stedet til at fokusere på om de er tykke eller tynde - høje eller lave. Om de klæder sig efter vores smag eller ej.
Alt for ofte ser vi slet ikke hinanden - men kun indpakningerne.

Mandela Day

Det er International Mandela Day (www.mandeladay.com). Lige siden 2009 har denne dag været dedikeret til, at vi alle kan gøre en forskel.

Allerede som teenager var jeg meget fascineret af Mandela og ANC's (African National Congress - i en lang årerække det forbudte parti, der kæmpede mod apartheidsystemet. Siden 1994 har Sydafrikas præsidenter været fra dette parti.)  kamp for et mere retfærdigt systemet i Sydafrika. Et system, der ikke skulle være raceopdelt eller undertrykke befolkningsgrupper.

Derfor husker jeg også tydeligt, da Mandela i 1990 blev løsladt - og jeg husker det håb, det tændte i ikke bare mig, men i mennesker over hele kloden.
Glæden var ikke mindre, da Mandela i 1994 blev den første sorte præsident i Sydafrika. Selvom mange siger, at magt kan ødelægge selv de bedste mennesker, vidste det sig, at Mandela forstod at finde det bedste frem i sig selv - og så sandelig også i andre.

Hans metode var ydmyghed. Tilgangen til andre var ligeværd. Mandela så ikke sig selv, som vigtigere eller mere betydningsfuld end dem omkring ham, hvilket virkelig gjorde ham bemærkelsesværdig.

Lad denne dag give os et spark bagi, så vi også kan gøre det bedre. Bedre for andre. Og ikke på bekostning af andre, men pågrund af dem.

Kærligheden i madlavning

Jeg har ikke den store interesse i madlavning, og jeg er nok heller ikke super god til det. Derfor har jeg også ofte undgået at lave mad til andre, udover hverdagsmaden til min familie.

Men jeg har gennem årene fundet værdien af at servere et veltilberedt og velvalgt måltid til andre. Det er nærmest som en kærlighedserklæring.
Jeg kan glædes ved den blotte planlægning... Af at finde frem til mine yndlingsmenneskers livretter.

Hvem af os føler sig ikke værdsat, når vi bruger tid og energi på deres (mad-) interesser?

Så næste gang du får serveret et veltilberedt måltid, husk at sætte pris på det. Og ikke mindst på dem, er har lagt tid og energi i at gøre noget særligt for dig.

Regnvejrsdag i juli

En sommersøndag fyldt med regnvejr kan lyde trist og kedeligt, men den kan være lige præcis det mange har brug for i deres ferie.

For sådan en regnvejrsdag lægger overhovedet ikke op til ret mange aktiviteter. Faktisk lægger den mest op til at lave absolut ingenting, måske kan man lige svinge sig op til at spille et spil elle læse en bog (eller er ugeblad, hvis det virkeligt skal være letfordøjeligt).

Regnvejrsdage giver os de pauser, som vi virkelig har brug for. Der er ingen planlægning, tidspres eller forventninger involveret. Det er slow-living, når det er bedst.

Alt for ofte har vi supertravlt med at fylde på med oplevelser i vores tiltrængte ferie. Og selvom det også kan være fint. Så har vi godt nok brug for at stoppe op, tage det roligt samt give ro til krop, tanke og sjæl.

Hvis du alligevel er kommet til at bruge regnvejrsdagen på noget konstruktivt, så fortvivl ikke... Du kan altid planlægge med din egne regnvejrsdag igen i morgen.