Uforventet venlighed

I dag hørte jeg en kvinde tale om at holde fast i venligheden. Hun talte om den uforventet venlighed som et modstykke til den forventet uvenlighed, som vi desværre ofte kan møde i os selv og andre.

Emnet er jo et af mine yndlingsemner at udøve, at tale om, at fordybe mig i og at blive klogere på, så det satte en masse tanker i gang hos mig.

Jeg er overbevist om, at selv mindre ændringer i vores adfærd og tankegang kan skabe store forandringer i vores liv.
Så hvad ville der ske, hvis jeg stoppede med at forvente uvenlighed?
Nej - stop det gør jeg jo heller ikke... Eller gør jeg måske det det, ét eller andet sted?
Når jeg bliver lidt usikker på at møde nye mennesker, så skyldes det vel, at jeg er usikker på deres venlighed overfor mig.
Eller når jeg oplever at stå i ukendte situationer og bliver lettere nervøs for, hvordan andre vil forholde sig til min håndtering af disse situationer. Bunder det så ikke også i, at jeg ikke stoler på deres venlighed overfor mig?


Det er egentlig underligt, at jeg kan have det sådan, når jeg i allerflest anliggender i mit liv har oplevet, at mennesker dybest set var venlige - og ønskede at være det.

Kvindes ord i dag har fået mig til at få øjnene op for, at jeg kan møde mine medmennesker på en helt anden måde. Jeg er klar til en mindre ændring, som jeg tror vil gøre en stor forskel!