lørdag den 4. juni 2016

Livets store buffet

I flyet på vej til Riga sad jeg og læste om Letlands historie. En historie som jeg ikke kendte særlig meget til udover min mere generelle viden om de tidligere østbloklande. Noget af det, jeg læste, handlede om, hvordan letterne under Sovjetunionens styre stod i kø for at købe de mest basale ting til at få hverdagen til at hænge sammen. Og der var ikke tale om at stå i kø for at kunne vælge, hvad du ville købe - men for at overhovedet kunne købe de få ting, som styret havde bestemt, folket skulle have adgang til. Jeg læste også, hvordan disse triste butikker var blevet erstattet af restauranter med store buffeter, hvor de kulinariske retter er inspireret af madtraditioner fra hele verden. Buffeter, hvor det bare handler om at vælge, hvor du starter og i hvilken rækkefølge du vil forsætte - og om du vil stoppe før du bliver dårlig...

Netop den kontrast var virkelige slående for mig. Gad vide hvordan det må være at stå overfor en sådan buffet første gang, når man er vokset op med at vente i kø i timevis på et næsten ikke-eksisterende vareudbud.  Endnu engang blev jeg ramt på taknemmeligheden. Når jeg ikke synes, at jeg har nok - har jeg allerede så meget mere end store dele af verdens befolkning. Hvis jeg virkelig skal være ærlig, så bruger jeg for meget tid på at se manglerne. Jeg står jo overfor den store buffet i verden, hvor jeg frit kan vælge alt fra job til kærlighed. Jeg har ingen mangel på tid eller andre ressourcer, jeg har mangel på prioritering af disse. 

Så jeg vil give mig selv - og forhåbentlig også dig - denne udfordring...
Jeg vil skrive minimum 5 ned hver dag, som jeg er taknemmelig for at have mulighed for at vælge til i mit liv. Jeg vil droppe min hemmelige offerrolle, som handler om, at jeg ikke har valgmuligheder, men i stedet indtage en vinderrolle, hvor jeg er bevidst om muligheder, valg og konsekvenser. Under de ting jeg er taknemmelig for, vil jeg skrive, hvordan det føles at have en vindende tankegang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar