Nej tak... Tror jeg

Ja-hatten har alt for længe siddet alt for fast på mit hoved. Den har tynget og trykket alt for meget. Og det til trods for, at en telefonsælger for ikke så lang tid siden klagede over, at jeg ikke have ja-hatten på, da jeg sagde nej til hans sikkert super gode tilbud...


Ja-hatten er en fast del af mig. Igennem mange, mange år - ja lige så lang tid jeg kan huske tilbage i mit voksne liv - har jeg haft den på. Jeg vil nemlig så gerne være med i al ting.
Desuden bor der inden i mit hoved en pæn pige, som gerne vil være perfekt. Ikke sådan med at have styr på hår og tøj eller mine ting, for det har jeg opgivet for lang tid siden. Men perfekt på den måde, hvor jeg kan klare det hele, tør det hele og vil være god til det hele. Mine tanker, og det jeg siger til mig selv, fodrer denne pæne pige. Nogle gange fylder hun utrolig meget. Det er, når jeg på alle andre måder føler mig lille - eller "mindre end". Andre gange fylder hun knap så meget, nemlig når jeg tror på mig selv og ikke behøver at følge regler og idealer, som bare er skabt inde i mit hoved...
Vi forsvarer hinanden, og selvom jeg egentlig gerne vil af med hende, passer jeg også utrolig godt på hende, og den plads hun har i mit liv. Måske mest fordi jeg kender hende så godt. Desværre er hun ikke en god ven. Hun får mig til at gøre og sige ting, som jeg helt inderst inden i ved slet ikke passer til den person, jeg vil gerne være. Derfor har jeg besluttet, at hun skal et andet sted hen.


Svend Brinkmann råder os i sin bog Stå fast til at tage nej-hatten på. Vi skal simpelthen sige NEJ oftere. Måske er det netop vejen til et ordentlig farvel til den pæne pige i mit hoved. Jeg har i hvert fald tænk mig, at prøve det af.
Jeg vil sige nej til det, som ikke giver mening i forhold til mine værdier i livet. Nej til at passe ind i andres billede af mig - eller det jeg tror, de har af mig! Nej til at ordne alt muligt for andre. Nej til at gøre ting jeg slet ikke har lyst til. Men vigtigst af alt. Jeg vil sige nej uden at give forklaringer... Mit nej skal hverken forklares eller forsvares.


I dag har jeg netop sagt nej til at gøre noget for et andet menneske. Bruge nogle timer til at gøre noget, som ikke giver menig for mig. Jeg kunne have sagt ja... Men konsekvensen havde været, at jeg ville få alt for travlt. Og dermed ville konsekvensen nok også være, at jeg ville dumsur og snerre af min familie. Den pæne pige ville have sagt ja - for ellers kunne det være, at nogle ville blive sure eller i værste fald ikke kunne lide mig lige så godt. Men den stærke kvinde, jer også er, har sagt nej.


Så forhåbentlig kommer der flere og flere nej'er fra min side - og mere og mere glæde over det jeg så kan vælge til i stedet - mig selv for eksempel.