Har du tid til, at jeg lige kaster op....

Livet bliver nemmere, når vi er positive og taknemmelige... men nogle gange rammer livet os altså... sådan lidt hårdere end rart er - og så kan vi godt have brug for at "læsse af" og få nye perspektiver på tilværelsen.

Det er bare ikke altid lige nemt at være den, som er den negative, den som er så ramt, at livets lyse sider ikke synes så tydelige...om end så bare for en stund.
Og hvad gør vi så? Hvem er det lige, at vi ringer til og siger: "Har du lige tid til, at jeg kaster alverdens dårligheder op den næste halve time - uden at dømme mig?"

For selv med gode venner og en støttende familie, så er det sårbart at være den, som er i minus overskud. Den som har svært ved at bidrage positivt til fællesskabet. Det er selvom, at jeg har mange gode erfaringer med at lukke op for, hvordan jeg sådan helt inderst inde og helt ærligt har det. Erfaringer med venner og familie, som har taget mig seriøst og har mødt mig med empati.

Der er bare en masse sårbarhed forbundet med at være den, som "kaster" al livets modgang op i selskabet - at være den, som igen (sådan kan det i hvert fald føles) fortæller om modgang, og det der er svært.
Jeg har ikke løsningen på, hvordan jeg eller andre kommer over den slags forhindringer. Jeg ved dog fra erfaring, at livets tunge følelser ikke bliver nemmere at bære, når vi prøver på at gemme dem væk eller stoppe dem så langt ned, at andre ikke kan se dem. Og selvom vores problemer kan være svært for andre mennesker at forholde sig til - så vil mange altså gerne prøve...
Så måske skal vi bare blive bedre til at spørge om vi lige må kaste op...