Når tak er svært...

Taknemmelighed falder mig nemt - og har sådan set altid gjort det.

• Jeg er taknemmelig over at møde andre mennesker i overfyldte toge - fordi jeg måske ellers aldrig ville have mødt dem.
• Jeg er taknemmelig over at skulle tidligt op, fordi jeg så oplever mange smukke solopgange.
• Jeg er taknemmelig over fysisk arbejde, fordi jeg mærker, hvad min krop rent faktisk kan.
• Jeg er taknemmelig over de samtaler, som måske kan tolkes som brok, fordi det viser, at andre har tillid til ,at jeg vil lytte til dem og prøve at forstå.

Og jeg er taknemmelig over, at jeg ser så mange ting, som jeg kan være taknemmelig over.

Men nogle gange er der dog også tider, hvor et tak kan være svært. 

• Når jeg foler mig alene.
• Når jeg føler, at andre ikke ønsker at forstå mig.
• Når jeg føler, at venlighed ikke er oprigtigt ment.
• Når jeg føler, at livets hændelser bliver for tunge - og skygger for selv de smukkeste solopgange.

Og netop i disse perioder er det vigtigt for mig at huske på, at jeg ikke er utaknemmelig bare fordi jeg mærker op- og nedeture. Jeg er derimod helt normalt - og det er på ingen måde usundt ikke at være ovenpå HELE tiden.

Så når vi snakker sammen om taknemmelighed og glæde i livet, så synes jeg, at vi skal huske at omfavne, at livet godt kan være svært og se lidt trist ud. Det er en del af tidernes skiften...

Og vi er ikke utaknemmelige bæster af den grund.