Det behøver jeg altså ikke synes noget om...

I mange år havde jeg ufattelig travlt med at synes alt muligt om mine medmennesker - desværre...
Og det var for det meste ikke i den positive afdeling.

Jeg syntes noget om andres påklædning  - også selvom jeg slet ikke kendte dem.
Jeg synes noget om deres job - også hvordan de udførte det, på trods af at jeg måske slet ikke kendte til jobområdet.
Ja faktisk syntes jeg alt muligt og umuligt. Bare jeg så et menneske på gaden, gik alle mine synsninger i gang.

Men det er jo egentlig en ordentlig opgave at påtage sig. Og det gjorde mig på ingen måde gladere. Derfor bestemte jeg mig for, at jeg skulle hold op med at dyrke alle de synsninger.

Og hold da op hvor har det været en befrielse. Det lyder måske lidt plat. Men det ændrede min måde at se andre (og mig selv) på. For da jeg ikke længere skulle forholde mig til, hvad jeg syntes om dem og deres valg, så begyndte jeg at se mennesker på en helt anden måde. Hvilket har lært mig så meget mere om andre, end jeg havde forestillet mig.