Viser opslag med etiketten Indre styrke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Indre styrke. Vis alle opslag

mandag den 19. august 2019

Det er ikke venlighed at finde sig i hvad som helst...

Ofte - faktisk alt for ofte har jeg i venlighedens navn bidt alle mulige ting i mig. Alt fra at blive gjort grint med, skældt ud, trådt for nært, hængt ud, blive overset og mange andre ting. Og jeg har ikke sagt noget til det - for jeg vil gerne være venlig og forstående overfor andre. Så jeg har bare smilet, prøvet at bevare den gode stemning og har bidt det i mig.

Men erfaringen har lært mig, at det ikke er venlighed at bide andres uforskammetheder i mig. Det er derimod rigtig dårlig behandling af mig selv. Og det er der intet venligt i.
Derfor vil jeg nu hellere sige fra, sige stop og nogen gange helt holde mig fra visse mennesker, end at blive trådt på. Jeg er erkendt, at andre ikke altid er klar over, at deres måde at begå sig på i verden går ud over deres omgivelser, men det betyder ikke ,at jeg behøver at blive i deres drama.
Jeg vil dog gerne sige fra på en ordentlig og venlig måde. Ja, jeg håber, at når jeg gør det, kan jeg vise andre, hvordan vi passer på os selv. Uden at jokke på hinanden.

Så står du i samme situation, som jeg ofte har gjort, så er du i din fulde ret til at sige fra. Øv dig i at gøre det med venlighed - men gør det! Det er nemlig ikke venlighed at finde sig i hvad som helst.

søndag den 11. august 2019

Disciplin

Disciplin.., i mange år havde jeg det faktisk lidt svært med det begreb. Jeg forbandt det mest med topsportsfolk, der trænede ud over det sædvanlige. Altså sådan noget med tidligt op, mange timers træning, særlig kost (nej tak til lækkerier og alt det sjove) - kort sagt et liv i meget faste rammer.

Men gennem årene har jeg lært at sætte pris på...måske ikke lige frem selv disciplinen, men hvad disciplin kan gøre for mig.
For mig handler det om, at når jeg laver aftaler med mig selv - og så overholder jeg dem! Jeg letter min nogle gange dovne krop og det til tider lige så dovne sind, og gør det, jeg ved, jeg skal - og gør det med det samme.

Alt det der følger efter disciplinen er i den grad, det hele værd.
Når jeg kommer op af sofaen eller sengen om morgenen og dyrker motion, så bliver jeg gladere. Eller når jeg færdiggør svære eller kedelige opgaver, så frigøres der en masse energi.
Vigtigst er nok, at jeg med hjælp fra disciplinen, når det jeg gerne vil i mit liv - eller I det mindste bevæger mig i den retning, jeg gerne vil. Og jeg bliver stolt af mig selv, for det kunne være så nemt bare at hoppe over, hvor gærdet er lavest.




torsdag den 11. april 2019

Vend venligheden indad

”Jeg vil bare så gerne være sød og rar.”
“Jeg vil gerne være der for de andre.”
“Jeg synes jo, at mine problemer er små i forhold til de andres.”
“Jeg kan ikke lide at sige, at jeg ikke har tid til at lytte (eller hjælpe).”

Sådanne sætninger hører jeg ofte, når jeg taler med mennesker om deres trivsel. Især når de er presset på trivslen. De har lagt låg på deres egne følelser og har gemt problemer væk, mens de i timevis har lyttet til andre. De har skubbet egne behov i baggrunden eller helt væk for at opfylde andres.
Og det er også godt, at de gerne vil være der for andre. At de vil være hensynsfulde, ordentlige og venlige. Det må bare ikke betyde, at de ikke viser sig selv den sammen hensynsfuldhed, ordentlighed og venlighed.

Det er svært for mange af os at give os selv tilladelse til at passe på os selv. Det betyder ofte, at vi bliver skubbet ud over grænserne for, hvad vi synes, vi vil være med til. Vi bliver selvbebrejdende over, at vi ikke har overskud HELE tiden.

Men vi kan sagtens være venlige mennesker, der viser omsorg og empati for vores medmennesker, selvom vi ind imellem siger fra.
Og det er vigtigt for vores egen trivsel og vores overskud, at vi også husker at vende venligheden indad.

Så når du ikke har overskud til andre, så tal til dig selv, som du ville til din bedste ven. Tilgiv dig selv for al det uperfekte. Behandl i det hele taget dig selv lige så godt, som du behandler dine omgivelser. Det er ikke egoisme, det er et tegn på, at du sætter pris på dig selv.


mandag den 8. april 2019

Det er, hvad det er... indtil det lige er lidt mere

Der er bare nogle ting i livet, som nu engang bare er, som de er. Noget vi ikke kan lave om på. Og mange af os ved også godt, at det ofte handler om, hvordan vi reagerer, når livets realiteter rammer os... mere end, hvad der rent faktuelt sker.

Derfor siger jeg også ofte: “Det er, hvad det er.”
Og det har generelt virket fint.

Men det sker alligevel, at følelserne taget over. At det er lagt for meget ned i baljen med ting, som bare er, som de er... Også bliver virkeligheden ganske anderledes. Så virker det som om, at alt det, der er lagt til side, trænger sig på - sådan på en temmelig irriterende og insisterende måde. Lidt som om at baljens indhold er vokset - og der er ingen måde, hvorpå det kan komme tilbage på plads igen, indtil vi har taget hver enkel del op - og har forholdt os til det.

Alt dette er jo naturlig nok. Men i vores forsøg på at være evig positive og overskudsagtige, så kan det være svært at indse. Altså lige indtil virkeligheden tvinger os til det....


mandag den 1. april 2019

Har du tid til, at jeg lige kaster op....

Livet bliver nemmere, når vi er positive og taknemmelige... men nogle gange rammer livet os altså... sådan lidt hårdere end rart er - og så kan vi godt have brug for at "læsse af" og få nye perspektiver på tilværelsen.

Det er bare ikke altid lige nemt at være den, som er den negative, den som er så ramt, at livets lyse sider ikke synes så tydelige...om end så bare for en stund.
Og hvad gør vi så? Hvem er det lige, at vi ringer til og siger: "Har du lige tid til, at jeg kaster alverdens dårligheder op den næste halve time - uden at dømme mig?"

For selv med gode venner og en støttende familie, så er det sårbart at være den, som er i minus overskud. Den som har svært ved at bidrage positivt til fællesskabet. Det er selvom, at jeg har mange gode erfaringer med at lukke op for, hvordan jeg sådan helt inderst inde og helt ærligt har det. Erfaringer med venner og familie, som har taget mig seriøst og har mødt mig med empati.

Der er bare en masse sårbarhed forbundet med at være den, som "kaster" al livets modgang op i selskabet - at være den, som igen (sådan kan det i hvert fald føles) fortæller om modgang, og det der er svært.
Jeg har ikke løsningen på, hvordan jeg eller andre kommer over den slags forhindringer. Jeg ved dog fra erfaring, at livets tunge følelser ikke bliver nemmere at bære, når vi prøver på at gemme dem væk eller stoppe dem så langt ned, at andre ikke kan se dem. Og selvom vores problemer kan være svært for andre mennesker at forholde sig til - så vil mange altså gerne prøve...
Så måske skal vi bare blive bedre til at spørge om vi lige må kaste op...

torsdag den 21. marts 2019

Nej.

Nej.

Mere skal der ikke til for at få sagt fra...
Altså jeg er godt klar over, at det sikkert ikke føles så nemt. Det ved jeg fra mig selv - og fra de mange, mange mennesker i alle alder, som jeg gennem årene har talt med om netop dette emne.

Men vi har hver i sær retten til at sige fra, når vi bliver trådt for nært uanset om det drejer sig om ord, der sårer, grænser der overskrides eller bare når vi ikke har lyst til at passe ind i andres planer for os eller ideer om, hvordan vi bør være.
Vi kan sagtens sige nej til et besøg.
Vi kan sige nej til at gøre andre en tjeneste.
Vi kan sige nej til at låne vores ting ud.
Vi kan sige nej til at påtage os en opgave.
Vi kan i høj grad sige nej til at finde os i, at andre udstiller os med ord og handlinger.

Vi behøver ikke at forklare, hvorfor vi siger nej og siger fra, når nok er nok. Vi behøver ikke at undskylde, at vi føler os trådt på - og vi behøver ikke at få den anden til at forstå, hvorfor vi rammes.

Alt hvad vi behøver er gøre, er at sige:"Nej."
Og lade det være hele sætningen.

søndag den 10. marts 2019

Modet til nye venskaber

Vi har alle brug for gode venner i vores liv - og ikke mindst for tætte relationer, som vi åbent og ærligt kan dele livet med.
Jeg er så heldig, at jeg har sådanne venskaber, som går flere årtier tilbage.

Men en gang var disse venner ukendte for mig, så blev de bekendte og på et tidspunkt tog vi springet ud i det vidunderlige og forpligtende venskab.

I mit liv dukker der stadig skønne og (for mig) interessante mennesker op, hvis bekendtskab er så særligt, at jeg ønsker at blive venner med dem.
Det kræver dog mod at krydse grænsen mellem bekendt og ven. Mod til at vise sårbarhed og ærlighed. Mod til at vise dele af os, som offentligheden ikke ellers kommer til at se. Og mod til at holde af den anden, når maskerne først er faldet.

Gevisten ved gode venner er dog det hele værd.

Jeg ønsker for her alle, at I har modet til at finde gode venner med alt det kræver. Og at I har modet til, når I møder nogle,  som virker særlige for jer, at I så også inviterer dem ind i jeres liv.

tirsdag den 5. marts 2019

Selvomsorg

Hvem du end er, som læser dette nu... Så skal du huske at passe på dig selv.
Du ved det sikkert godt - og du ved sikkert også, at du ikke altid sådan helt husker det.

Måske er du blevet god til at tage tid tid dig selv og huske selvforkælelse. Måske passer du godt på din krop - husker motion og er disciplineret nok til at spise sundt.
Men at passe på dig selv handler i høj grad også om alt det du - og vi andre ikke lige kan se.

Selvomsorg handler meget om omsorgen for vores tanker. For nok er de andre ting vigtige. Vi skal jo leve i den samme krop hele vores liv. Men vi skal godt nok også leve med vores tanker - og det vi siger til os selv.

I mange år var jeg rigtig dårlig til den form for selvomsorg. Faktisk troede jeg, at hvis jeg talte pænere om mig selv - og til mig selv, så var det ensbetydende med, at jeg var egoistisk.
Jeg har dog fundet ud af, at når jeg passer på mig selv og mine tanker. Når jeg har empati overfor mig - og en tro på, at jeg gør det godt nok, samtidig med at jeg ved, at jeg har ressourcer til endnu mere... så yder jeg ikke bare selvomsorg, jeg fylder reelt så meget omsorg på, at jeg har nok ikke alle omkring mig.

Det ikke uvæsentlig, at huske på dig selv med kærlige ord og positive tanker. Det er helt grundlæggende for dit velbefindende.



mandag den 10. december 2018

Sig det bare til hinanden...

Ofte har vi en masse positive oplevelser med vores medmennesker - og rigtig mange gange fortæller vi gerne om de oplevelser... bare ikke til dem, som vi havde dem med.

Om det er fordi, at vi er bange for, at det vil være underligt at anerkende andre, mens vi kigger dem i øjnene, ved jeg ikke. Men jeg ved, at det glæder og varmer, når der er én, som netop fortæller mig, hvis jeg har gjort det godt.

Så vær ikke bekymret over at virke underlig... bare fortæl dine medmennesker om alt det gode, du ser i dem - og oplev hvor meget glæde det kan spree.

onsdag den 5. december 2018

Lev så det kan mærkes

Julekalendere har gennem mange år præsenteret os for børn med stærk tro  - og voksne fyldt med mistro... Og børnene må klare skærene, der hvor de voksne giver op.

Ofte er det fine fortællinger, som forhåbentlig giver alle børn mod til at tro på dem selv. Men hvad med os voksne?

I det virkelige liv, håber jeg på at leve, så det kan mærkes (også af mine børn), at jeg har en stærk tro på det gode, på andre og på mig selv - og at jeg ikke giver op, når jeg møder modgang.
Det virkelige måske basalt og ligetil... men vi skal huske at leve, så det kan mærkes!

fredag den 9. november 2018

Temperament... er også en gave.

Temperament har jeg ofte hørt omtalt som en dårlig ting - eller ihvertfald ikke som en særlig positiv ting. 
Hvilket nok skyldes, at mange omkring mig har ment, at jeg havde rigelig af det...

Men min måde at reagere og agere på i verden har også betydet, at jeg har gjort mange ting, haft modet til at stå for noget og har været hurtigt til at hjælpe eller handle.
Mit temperament har været katalysator for meget af det, jeg er så stolt af i dag.

I mange år var mit temperament fyldt med skam - fordi det på en eller anden måde ikke passede til det billede, andre gerne ville have af mig.
Men temperamentet er mit, og det er på ingen måde hele mig! Og temperamentet er som en del af livserfaringen blevet en god ven og hjælper.

fredag den 2. november 2018

Der er en første gang for alt...

Der er mange, som er blevet mere eller mindre kendte for, at de var de første til at gøre én bestemt ting. Og mange af de mennesker har ændret verdens opfattelse af, hvad der er muligt.

Men når man som mig er et helt almindeligt menneske i et land med mange og gode muligheder, så ligger det måske ikke lige først for at blive den første til et eller andet. Ihvertfald ikke sådan set i verdenshistorisk perspektiv.

Alligevel henter jeg ofte inspiration i disse "jeg-var-den-første" menneskers handlinger. Jeg tænker ofte, at når andre har haft mod til at gøre, det som var rigtigt for dem, så kan jeg også...

I mit liv (og i dit) er der plads til en masse første-handlinger.
Og selvom de måske ikke kommer til at påvirke verdenshistorien, så kommer de til at påvirke vores syn på os selv og på vores egen styrke og muligheder. De kommer til at påvirke vores nærmeste. Ikke bare lige nu, men også på længere sigt. Og de enkelte modige handlinger kan sprede sig som ringe i vandet - og give andre lyst og mod til det samme...

onsdag den 31. oktober 2018

Det må godt være træls!

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Noget af det værste jeg kan forstille mig, er at leve et fuldstændigt monotomt liv. Ingen forandringer og ingen udsving.

Når vi virkelig mærker livets modgang og skal grave dybt for at finde frem til vores egen styrke... så kan det virke tiltalende at leve et liv, hvor alt bare er sådan lige ud af landevejen.
Ingen "ups and downs". 
Og så alligevel ikke...

For mig et det gode liv nemlig ikke monotomt eller ensformigt.
Det er store øjeblikke, små øjeblikke - svære, gode, sjove og sørgelige. Det er der, hvor jeg mærke værdien af livet, betydning af dem omkring mig og netop finder ud af, hvad jeg også er gjort af.

Så det er helt i orden, at livet, hverdagen eller oplevelserne ind imellem er træls!

torsdag den 18. oktober 2018

Hvis alt var muligt...

Hvis alt var muligt i din verden...

Hvordan ville du så udleve dit fulde potentiale?
Hvordan ville du bruge din tid?
Hvem ville du omgive dig med?
Hvad ville bruge din opmærksomhed på?
Hvordan kunne andre mærke det?

søndag den 14. oktober 2018

Selv-venlighed

Har du husket at være venlig overfor dig selv i dag?

Det er slet ikke sikkert, at du har tænkt over det. Og det kan meget sandsynligt betyde, at du ikke har været det....

Selv-venlighed er desværre noget, vi nemt kan glemme - også selvom vores omverden oplever både overskud, smil og venlige handlinger fra os.
Men tænk bare på, hvordan det vil føles, når du overøser dig selv med sympati, tålmodighed, tilgivelse, mildhed og meget mere...

fredag den 12. oktober 2018

Mod til at være dig.

Har du mod til at være dig? Altså den du ved, der virkelig dig.

Det har jeg gennem livet spurgt mig selv. Og svarene har været meget forskellige.
Jeg har været på min egen vej, på vildveje og tilbage på sporet, hvor jeg med stolthed har modet til at følge og forfølge mig, og det der er vigtigt i mit liv.

Modet er kommet indefra, men har også kunne ses på min omgangskreds...
Mod til at være sig selv kan ses og opleves på lang afstand.

torsdag den 4. oktober 2018

Du er stærk.

Stærkhedsbegrebet er en underlig størrelse - ikke mindst fordi vi alt for ofte bruger den til at sammenligne os med andre... og til at konstatere, at vi ikke kan vinde i den konkurrence...
Og måske som følge af det ser vi os selv som... måske ikke ligefrem svage, men så ihvertfald "mindre end".

I dag opfordrede min (YouTube) yogalærer mig og alle andre til at bruge mantraet "I am strong". Ikke en dårlig måde at begynde dagen på.
For jeg er stærk - og det er du også!

Jeg har mødt mange mennesker, der er stærke på forskellige måder.
Jeg har mødt dem, som står op før alle andre for at passe job, studie, træning eller noget helt fjerde.
Jeg har set selv helt unge mennesker og børn står fast på det de tror på, kæmpe for andre og dem selv og gå mod strømmen.
Jeg har talt med mennesker, der har været igennem forfærdelige oplevelser og stadig har overskud til at gøre en forskel for andre.
Jeg har oplevet familier i krise, der har kigget ind ad og dykket ned i et hidtil ukendt indre ressourcesystem og kommet igennem noget, som syntes umuligt.

Så vi skulle tage og udfolde stærkshedsbegrebet til fuld størrelse og med venlige øjne se på især os selv, for at opdage al den styrke vi besidder og udfolder hver eneste dag.

tirsdag den 2. oktober 2018

Du er betydningsfuld!

Det kan som menneske - sådan et helt almindeligt menneske, være svært at forstå, at vi har betydning for andre end dem, der er tættest på os. 
Dermed ikke ment, at mange af os ikke samtidig stræber efter at gøre en forskel i andres liv...
Det er egentligt nok lidt underligt...

Jeg har mødt mange mennesker, som gør en indsats for at være ordentlige, venlige og opmærksomme overfor deres medmennesker. Som gerne gør en ekstra indsats for andre... men som samtidig bliver overrasket over den betydning vi har i andres liv. Jeg har det selv ofte sådan. Jeg er selv en af dem. 

Men vi har betydning for hinanden - også meget mere end vi ellers går rundt og tror. Og på måder vi slet ikke kan forestille os. 

I stedet for at undre os over det, eller italesætte vores betydning som noget ubetydeligt, skulle vi i stedet omfavne det fantastiske i at få mulighed for at gøre en forskel for andre. Og vi skulle oftere tage at sige til hinanden: "Du har betydning for mig!"





"Our deepest fear is not that we are inadequate. 
Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. 
It is our light, not our darkness that most frightens us." 
- Marianne Williamson

mandag den 3. september 2018

Når du bliver i det, der er svært...

I dag var jeg i samtale med et menneske, som jeg ikke rigtig kender. Faktisk har jeg kun mødt hende én gang før - og det er første gang, vi taler sammen.
Samtalen handlede om stresshåndtering og vores tankemønstrer i den forbindelse.

Det var tydeligt, at den næsten fremmede, jeg talte med, var presset mere end almindeligt - og nok også mere end det var sundt...

Så pludselig stod jeg der - midt i en samtale, som havde taget en drejning hen imod noget meget personligt og egentlig også noget meget svært.
Jeg kunne have afsluttet samtalen hurtigt uden, at det umiddelbart havde været underligt. For vi kender jo slet ikke hinanden - og da slet ikke nok til at være personlige.
Men jeg blev stående - og holdt fat i emnet.

For jeg har stået der selv. Midt i noget der var ved at stige mig over hovedet...
Uden styrke til at kunne bede om hjælp...
Men med håb om, at bare én eller anden ville lytte til mig. At jeg ikke var ved at blive usynlig i takt med, at jeg følte, at jeg var ved at drukne i arbejdslivet.


Nogle gange har vi bare brug for at mærke andre - at mærke at vi har betydning for selv fremmede, om det så kun er for et øjeblik.
Og vi skal finde modet, empatien og nærværet frem til at blive i samtalen, selv når den bliver svær eller vækker ubehagelige minder hos os.
For når vi gør det, kan vi styrke en samhørighed med andre, som samtidig giver os fornyet kræfter til at være stærke i det, der er svært.

torsdag den 23. august 2018

Lad os mødes i enkelthed.

I dag havde jeg fornøjelse af at tilbringe et par timer sammen med en flok skønne teenagere. Vores plan var såre enkelt... Vi skulle ud i naturen og bevæge os - og synge en masse sange samtidig. Vi fulgte stierne og skiftedes til at vælge sange.

Det kan jo næsten lyse som en gammel "Far til fire"-film, hvor de alle traver i takt og synger af lungernes fulde kraft.
Så var det dog ikke, men vi var mindst lige så glade.

For der noget særligt i at mødes i enkelthed. Uden at skulle vise eller bevise sig. Men bare at være og hygge sig sammen.