Viser opslag med etiketten Værdier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Værdier. Vis alle opslag

torsdag den 6. december 2018

Hvor langt rækker dine værdier?

Min mand og jeg har prøvet at opdrage vores børn efter vores værdier - og har prøvet at hjælpe dem med at finde frem til deres egne værdier, så de selv kan leve deres eget liv efter dem. 

Langt hen ad vejen, synes jeg også, at det er gået meget godt. Det er dog bare sådan med to teenagere... at de også prøver grænser af. Bl.a. deres egne - og vores...
Og som forældre kan jeg opleve ting, som bare er i strid med det, jeg synes er rigtigt eller vigtigt... Her er det så, at jeg kunne forfalde til at blive sådan helt gammeldags sur.
Det er jeg så også blevet en del gange, men heldigvis er det aldrig noget som holder særlig længe hos mig.
For når jeg gennem mine børns liv har haft fokus på, at vi skulle leve efter vores værdier - så er netop de værdier. som er vigtige at huske, når de unge dummer sig og skal komme hjem og finde styrke til at rejse sig igen.

Hvor langt rækker vores værdier egentlig, når livet bliver svært og følelserne kommer tæt på?
Det er et spørgsmål, som er værd at spørge sig selv om fra tid til anden...


søndag den 2. september 2018

Venlighedens betydning.

I går blev jeg stillet det gode (og for mig) reflekterende spørgsmål... “Hvorfor er venlighed så vigtigt for dig?”
Det er på samme tid både svært og nemt at svare på. For min interesse for og intention om venlighed fylder bare meget i mit liv.

Taler andre om venlighed, får jeg lyst til at deltage i samtalen og lære deres synspunkter at kende.
Ser jeg venlighed blive udøvet, stopper jeg op for at følge med i handlingerne.
Når noget bare virkelig intereser os, kan det være svært at forklare hvorfor. Måske er den bedste forklaring, at vi ikke kan lade være med at dyrke vores interesse.

Samtid er det let at forklare, at venlighed gør mig glad - også når den ikke rettes direkte mod mig.
Venlighed får mig til at føle mig som en del af fællesskabet.
Og venlighed gør, at vi kan vise hinanden, at vi har betydning for andre - og for noget der er større end os selv.

onsdag den 1. august 2018

Det behøver ikke at være nemt...

I dag tiltræder jeg min drømmestilling som forstander for en efterskole, hvis værdier stemmer overens med min egne. Det er en skole, jeg har beundret i mange år. Så jeg meget fuldstændig begejstret over muligheden for at skulle stå i spidsen for noget, der ligger mit hjerte nært.

Det er dog ikke en nem opgave. Forude ligger meget arbejde, vigtige beslutninger og opbyggelse af betydningsfulde relationer. Samtidig med at jeg flytter fra min barndomsby, som også har dannet rammen om min families liv gennem de sidste 16 år.
Men alt dette er også helt i orden. For det behøver ikke at være nemt - det skal “bare” være det værd.

Alt for ofte oplever jeg, at vi mennesker vælger nemme spiselige løsninger, som nok giver os en vis form for tryghed, men som også får os til at gå på kompromis med det, der virkelig har betydning for os...
Så i stedet for at vælge noget for nemhedens skyld, vælge for at tilfredsstille andre eller at vælge i trods, vil jeg meget hellere vælge med hjertet og værdierne. Så skal alt andet nok falde på plads...

torsdag den 5. juli 2018

Ved du hvorfor?

Lige om lidt starter et nyt kapitel for mig. Nyt job...et helt nyt sted.

Det betyder også, at der er mange som er interesseret i mine begrundelser for jobbet, hvilket er interessant nok. Ikke mindst fordi at jeg synes, vi som mennesker bør kigge næremere på vores “hvorfor” i livet - også i arbejdslivet.

Nu er det tilfældigvis andre, som spørger mig. Det kunne ligeså godt være en samtale med mig selv...

Når vi ved hvorfor - altså virkelig hvorfor - så finder vi også ro i os selv.
Prøv du at spørge dig selv om det både med hensyn til dit privatliv og dit arbejdsliv...

mandag den 7. maj 2018

Har du selv mærket dine værdier i dag?

Jeg har mange gange skrevet om værdier - og om hvordan vi kan udleve dem, så vores omverden kan mærke dem.
Men har du nogensinde stoppet op og overvejet om du egentlig kunne mærke værdierne i forhold til dig selv? Ikke noget med... jeg har været ordentlig, fordi jeg har gjort noget for andre. Men at du har været ordentlig fordi du har gjort noget for dig?

For selvom jeg synes, at vi skal huske, at vi “bare” er en del af et større fællesskab, så synes jeg samtidig, at vi skal huske, at vi i vores egen verden, er den væsenligste del...

Jeg har brug for at kunne mærkes mine egne værdier helt dybt inden i. Og være brutal ærlig overfor mig selv, hvis jeg ikke lige kan mærke, at jeg har udlevet dem...

I dag nåede jeg fx ikke store dele af det, jeg havde aftalt med mig selv, at jeg skulle. Jeg fik heller ikke ringet til nogle, som venter på min opringning.
Det kunne godt være uordentligt...
Tilgengæld prioriterede jeg at ordene en akutsag på bedst mulige måde. Jeg brugte tid til at overveje, hvad jeg skulle gøre og på hvilken måde. Jeg fik gjort det, som jeg vurderede skulle til.
Det kunne godt opleves som ordentlighed...

Værdier kan faktisk godt udleves og opleves på mange forskellige måder. Det betyder ikke, at vi bare kan bøje fortællinger, så vi altid kan påstå, at vi selvfølgelig handlede værdibaseret. Det betyder, at vi dagligt skal stoppe op - se os selv i spejlet - og finde ud af, om vi virkelig har kunnet mærke vores egne værdier i dag.

fredag den 4. maj 2018

Når vores værdier udfordrer os selv...

Værdier... jeg synes, de er vigtige. Ikke mindst når vi bruger en del tid på at finde ud af, hvad de egentlig betyder for vores hverdag. Der hvor livet kan virke som om, at det suser forbi... kan værdierne hjælpe os med at finde fodfæste.

Derfor kan det også være en temmelig voldsom omgang, når vi har svært ved at rumme vores egne værdier. Når vi mister fodfæstet på trods gode intentioner og smukke tanker. 
For værdier som rummelighed og ordentlighed kan være svære at håndtere, når andre træder os for nær.

Jeg synes egentlig ikke, at værdier skal ranglister sådan så nogle er vigtigere end andre. Eller at de kun skal gælde, når vi enes godt med vores omgivelser. 
Derimod synes jeg, at vi skal dykke ned i vores egen forståelse af dem. For betyder rummelighed fx, at jeg skal finde mig i alt, hvad andre kunne finde på at sige eller gøre? Eller betyder rummeligheden bl.a. at det er helt i orden, at en del af mig ikke vil finde sig i hvad som helst? Og er jeg stadig et rummeligt menneske, når jeg ikke forstår andres valg i livet?

Måske betyder rummeligheden mest af alt, at jeg har forståelse for og accept af, at jeg ikke er et perfekt menneske, men bare er på vej til at blive en bedre udgave af mig selv... 

onsdag den 14. marts 2018

Uden værdier mister vi fodfæste.

I en verden fuld af muligheder og valg, hvor det kan virke som om, at morale og etik hører fortiden til, kan det være svært at finde fodfæste. Det kan virke som om, at alt er tilladt... men når først handlinger og ord er ude i blandt andre, er fordømmelse og pegen fingre normalen.

Det kan være usikkert og forvirrende at bevæge sig rundt i en verden, hvor det er så nemt at være forkert på den... Ikke mindst fordi det også rammer indad.
Men vores personlige værdier kan være der, hvor vi finder fodfæste - og hvorfra vi kan nagivere sikkert igennem en foranderlig verden.

Jeg mener, derfor, at vi som enkeltindivider skal finde frem til, hvilke værdier der er vigtige for os - og som samtidig støtter op om vores fællesskab.
Og når vi har fundet frem de grundlæggende værdier, som vi ønsker at bygge vores liv op om, så det  bliver dem, vi tager vores valg ud fra.
Når vi har det på plads, er jeg sikker på, at mange flere vil kunne nagivere sikkert gennem deres liv med fødderne plantet godt på (rimelig) sikker grund.

torsdag den 8. februar 2018

Servicetjek til værdierne.

Værdier... i mine øjne nogle super gode pejlemærke, der kan lede os rimeligt sikkert gennem en omskiftelig verden.
Måske har du allerede fundet frem til dine. Og måske bruger du dem allerede bevidst.
Sådan er det i hvert fald for mig.

I dag blev jeg dog udfordret... egentlig ikke på mine værdier, men på mine handlinger. For når jeg nu går rundt og synes, at jeg har rimelig godt styr på mine værdier - kan det så ses og mærkes af mine omgivelser?

Jeg har ikke helt svaret - men det er interessant at give sig selv et servicetjek på den front.

torsdag den 21. december 2017

Hvad betyder tid for dig?

Nogle gange synes vi, at tiden løber afsted, mens vi andre gange synes, at den snegle sig og trækkes i langdrag.
Tid er egentlig en underlig størrelse... vi kan måle den, men ikke dens betydningen. Men måske kan tiden måles i forhold til dens betydning for os...

Jeg har levet fuldt ud i øjeblikket, som var så intense, at de tog pusten fra mig. Jeg har fyldt tiden med det der gav mening for mig og med de mennesker, som har størst værdi for mig. Og jeg har oplevet timer bevæge sig ganske langsomt gennem dage, som jeg slet ikke kan skelne fra hinanden.

Tiden har kun den betydning, vi giver den - alt efter den værdi vi putter ind i vores minutter, dage og år. Tiden har ikke sammen betydning for dig, som den har for mig - for vi kan aldrig tillægge den ens værdi.

Nu nærmere juletiden sig, hvad den får af betydning for dig, bestemmer du helt selv. Men jeg håber, at du vil overveje, hvilken værdi du vil give til tiden.

mandag den 13. november 2017

Har du styr på familiens værdier?

Har du styr på dine og din families værdier? Altså ved du, hvad der har grundlæggende betydning for jer - og har I talt om det?

Mange mennesker ved desværre ikke, hvorfor de lever, som de gør eller tager de forskellige valg i livet.
De går gennem livet uden et værdifundament, der kan hjælpe dem med at stå fast i stormvejr eller være kompasset, der hjælpe dem med at navigere.

Udover at finde frem til dine personlige værdier, er det en god ide, at I som familie finder frem til jeres fælles.
Er dine børn små, er det jer voksne, der sætter retningen og værdierne. Når de bliver større, skal de have lov til at byde ind med deres syn på, hvilke værdier der har betydning for netop jeres familie.
Og det skal kunne mærkes i familien, hvad jeres værdier er. Er det fx glæde, så skal alle, der tilbringer tid sammen med jer kunne mærke det. Det betyder ikke, at der ikke kan være tristhed eller tårer - men at glæde fylder mere og har større vigtighed.

Hvis I endnu ikke kender jeres værdier, så er det på tide at finde dem frem. Sæt tid at til at finde frem til jeres fundament. Det er en af de bedste gaver, I kan give hinanden.

fredag den 22. september 2017

Hvor er du på vej hen?

Det siges, at de fleste af os bruger mere tid (og energi) på at skrive indkøbssedler eller planlægge ferier, end vi bruger på at planlægge vores liv. Vi svømmer omkring i livet uden egentligt mål. Ikke forbi vi ønsker det, men forbi vi ikke tager os selv alvorlig nok til at planlægge, hvad vi vil.

Hvis nogle har en plan, så er det ofte en karriereplan. Og selv der må jeg konstatere, at jeg ikke kender mange med sådan en. Desuden er karrieren forhåbentlig kun en lille del af vores liv.

Jeg er ikke fortaler for, at vi skal have fastsatte mål, som vi enten når eller ikke når. Men en retning i livet, som kan guide vejen, vi ønsker at gå, kan være til stor glæde.
Når vi selv sætter en retning, får vi indflydelse i vores liv på en helt anden måde, end hvis vi følger andres retning.

Så find dine værdier frem. Hvad har betydning for dig? Og hvordan kan det udleves?
For mig har det bl.a. betydning, at jeg har et godt familieliv og at jeg arbejder for, at mennesker mærker deres egen værdi, samt at vi sammen skaber nogle stærke fællesskabet, hvor vi kan udvikle os. Det har været mine pejlemærker igennem mange år. Jeg har en forestilling om, hvordan disse pejlemærker udlever sig i mit liv, og de hjælper mig med at bestemme, hvilke projekter (inkl. mit arbejde) jeg vil sige ja eller nej til.

Nu hvor weekenden står for døren, kan du sætte tid af til dig og dit liv. Spørg dig selv:
Hvor er jeg på vej hen i dit liv?
Og hvilken retning viser mine værdier mig?

Svarene vil måske ikke komme med det samme, men når de dukker op, vil de hjælpe dig ind på en gladere og mere tilfredsstillende vej.

tirsdag den 29. august 2017

Skaber det værdi?

Jeg er en heldig kartoffel.
Jeg bliver spurgt om, at deltage i mange forskellige projekter, møder og samtaler. Det er en skøn følelse, at alle mulige forskellige mennesker gerne vil have del i min viden, høre min mening eller dele noget med mig. 

Bagsiden af medaljen er, at min kalender hurtigt bliver fyldt til noget nær bristepunktet... altså hvis jeg ikke sige nej tak til at deltage i nogle af de spændende ting, jeg støder på. Jeg tror, at der er mange mennesker, der står i samme situation.
Vi er glade og taknemmelige over, at andre synes,vi har værdi, samtidig med at vi har svært ved at takke ja eller nej til de ting, som vi allerhelst vil.

Mit råd er at lave et lille værditjek. Når en ny mulighed lander på mit bord, prøver jeg at holde det op mod mine værdier. Passer det overens med mine grundlæggende værdier? Hvis det gør, så spørger jeg mig selv, om det passer til de mål, jeg har i livet.  Der efter om det har værdi for andre end mig og dem, der er involveret. Når det er på plads, så kommer det sidste værditjek - nemlig om det skaber værdi for mig, der hvor jeg er i livet nu.

Husk ja-hatten skal kun på, hvis det skaber værdi...

fredag den 18. august 2017

Tør du være først?

Mange af os har drømt at være først. Altså inden for ét eller andet.
Som barn og ung teenager drømte jeg fx om at blive Danmarks første kvindelige statsminister. Det nåede jeg så ikke...

Dykker vi ned i historien, så vil vi opdage, at det langt fra har været nemt at være først. Kritikere har ofte stået i kø for at hakke nytænkningen eller banebryderne ned. Og os i befolkningen har lige så ofte været hurtige til bakke op om kritikken, uanset hvor unuanceret, unødvendig eller usaglig den end har været.

Men jeg synes, at vi skylder hinanden og vores samfund at bakke om dem, der gør noget for at ændre status quo. Hvis vi drømmer om, at andre vil bakke os op, så skal vi starte med at bakke vores medmennesker op.
Selvfølgelig ikke i hvad som helst. Men i det vi med vores værdier bare ved er vigtigt.

Så næste gang du møder en udtalelse, en politisk kandidat eller et projekt ,som bare taler til dig - så bak det op, uanset om andre synes det samme. Vi har brug for dem, der bryder normerne og sætter nye standarder.
Vi har brug for dem, der tør være først.

tirsdag den 1. august 2017

Værdierne leder vejen

Vær ordentlig og vær beredt! Så kort kan det siges, når spejderbevægelsens formål og mål skal ridses op.

I dag er det 110 år siden, at en halvgammel pensioneret officer lavede en lejr for en flok friske fyre, der skulle afprøve hans ideer, som senere udviklede sig til en verdensomspændende spejder-bevægelsen.

Trods den fremskreden alder er spejderbevægelsen nok mere aktuel end nogensinde. I et samfund hvor politikere og embedsmænd har dyrket målfiksering, og vejet individets evne til at levere i en grad, der nærmest har stresset vores børn og unge til ugenkendelighed, er spejderbevægelsen et tiltrængt modstykke.

Der er ikke kun én opskrift på, hvordan du er en god spejder. Spejdere styrer nemlig efter værdier, som ikke kan måles gennem standardtest, men værdier som kan mærkes ikke bare i spejdernes fællesskab - det kan mærkes i hele vores samfund, som kan trives ved og udvikles igennem de værdier børn, unge og deres ledere byder ind med.

Når jeg skuer ud over den danske børne- og ungebefolkning, ser jeg også et behov for at fjerne fokus og ansvar fra individets skuldre. Og det kan patruljelivet, hvor ingen står alene om ansvaret for succes, gøre. Samtidig møder børn og unge en forventning om, at de tager et reelt ansvar for fællesskabet - ikke noget med at dyrke egne interesser på en egoistisk måde.
Til gengæld er fællesskabet hele tiden klar til at gribe dem, hvis de skulle snuble. Ikke på en pædagogisk nu-skal-jeg-som-voksen-nok-hjælpe-dig-måde, men på en ligeværdig kammeratlig måde, hvor det mærkes, at man har betydning for dem omkring én.

Det spejderbevægelsen ønsker og dyrker er blot, at vores børn og unge er ordentlige mennesker (i den brede forstand), og er de gør sig beredte til livet udfordringer.  Til gengæld får de dybe fællesskabs-værdier med sig i et miljø, hvor de ikke kan dumpe.

torsdag den 18. maj 2017

Det, du har at sige, har værdi for andre.

I går havde jeg fornøjelsen af at holde et foredrag om noget af det, der er vigtigt for mig. Jeg var inviteret til at tale for en mindre flok mennesker, som allerede havde kendskab til dele af mit emne. Så jeg vidste, at det ville kræve en indsats, hvis jeg skulle bringe mere viden og værdi til dem.

I perioden op til, mens jeg forberedte mig, tænkte jeg flere på, hvad jeg dog kunne sige, som havde værdi for andre end mig. Var min viden ikke bare så basal, at jeg ville skuffe mine tilhørere? Eller kede dem?
Men jeg dykkede alligevel ned i emnet. Udvalgte de delemner som fascinerede mig, og havde fokus på at bringe mine værdier i spil. Og da jeg i går stod foran denne samling nysgerrige mennesker, var det nemt at videregive, det jeg brænder for.
Efter foredraget kom flere hen til mig og fortalte, at jeg netop havde givet dem ny viden - og at det, jeg fortalte, havde værdi for dem.

Det bekræftede mig i noget, jeg faktisk godt vidste i forvejen. Vi bærer alle på fortællinger og viden, som kan virke banale for os selv - men som har stor værdi for andre.

Så del ud af det du brændere for. Det der fascinerer dig. Det bringer værdi for os andre at blive lukket ind i dit univers fyldt med viden og erfaringer. Og hvis du går op i noget helt andet end dem omkring dig, så er det bare en ekstra bonus. Så har vi mulighed for at se verden fra endnu flere vinkler.

Vi skal bruge vores stemmer og ikke holde os tilbage. Alt for mange af os tror ikke på, at vi virkelig kan bidrage med noget nyt. Men der er ingen andre en dig, som kan forstå verden på præcis din måde. Jeg er klar til at lytte - det, du har at sige, har værdi for mig.

søndag den 14. maj 2017

Min vej ud af komfortzonen.

Jeg skrev forleden om, at vi voksne skal vise, at vi sagtens kan gå ud af komfortzonen. Det har fået mig til at tænke over, hvornår og hvor tit jeg selv træder ud af den.

Det at træde ud af komfortzonen kan lyde meget stort og måske nærmest grænseoverskridende. Hvilket gør, at vi jo slet ikke har lyst til at tage den rejse.
Men det behøver slet ikke at være stort og forkromet. Ligesom alt andet, kan vi øve os i det små og blive dygtige der, inden vi udfordrer os selv mere.
Bare inden for det sidste døgn har jeg trådt ud et par gange. Jeg har stået foran meget kompentente mennesker, som jeg synes besidder stor viden og erfaring, og har ytret mig om, det der har betydning for mig. Jeg har skulle håndtere opgaver (også meget små), som jeg synes har været svære. Men SURPRISE!!! Jeg kunne jo rent faktisk godt klare dem. Og det har endnu engang givet blod på tanden til at sige ja til nye opgaver.

Så til trods for at komforten kan virke tiltrækkende, bekvemt og familiær, så mærker jeg et indvendige sus af at lykkes, når jeg træder ud af min komfortzone. Og suset gør det tiltalende at besøge det ukendte.
Der er dog nogle gange, hvor besøget er ubehagelig. Det er, når jeg ikke kan have mine værdier med mig. Udlevelsen af mine værdier gør, at det giver mening at træde ud på dybt vand og være usikker - men samtidig have et kompas, der kan vise mig vej gennem udfordringerne.

Skridtene ud i minefeltet bliver måske taget forholdsvis tilfældigt, men derefter er jeg bevidst om, hvordan jeg igen får sikker grund under fødderne.
Min vej ud af komfortzone er ikke bare en hovedet-under-armen rejse, men derimod en mere bevist udforsken af mulighedernes verden.






fredag den 12. maj 2017

Hvad er sin vigtigste rolle lige nu?

Vi får tildelt mange roller i livet - og påtager os dem oftest også selv. Nogle af dem virker nemme at passe ind i, mens andre nærmest virker som om, at de bliver presset ned over os.  Andre igen har vi påtvunget os selv.
Hvis vi tænker tilbage på hele dit liv, som har vi haft uendelig mange roller.

Jeg er født ind i en familie, hvor jeg blev datter og lillesøster. De roller havde jeg ingen indflydelse på, selvom de har haft stor betydning for mig. Senere blev det til roller, som jeg syntes, at jeg kunne passe ind i. De har ofte ikke været et positivt tilvalg, men mere et udtryk for mit syn på mig selv og min rolle i fællesskabet.

Som voksen er nogle af rollerne kommet i form at titler, måske mest fordi det så giver mening i forhold til andre.
Efterhånden har min bevidsthed om disse roller og titler giver mig en mulighed for at påvirke dem.
En af måderne jeg påvirker dem på, er at sørge for at mine værdier kommer i spil i de forskellige roller. Så min vigtigste rolle lige nu er nok at være med til at udvikle andre (og mig selv), hver eneste gang det er muligt.

torsdag den 27. april 2017

En god kammerat

Der har været meget snak om børns opførsel gennem mange år - og forståeligt. For der er mange børn i dag, som har svært ved at byde ind i sociale fællesskaber på en positiv måde. Det glæder for den sags skyld også de voksne. 

Fokusset har for os voksne, er tilbringer hverdagen sammen med andres børn, været på at få børn til at opføre sig ordentligt. Men jeg synes, vi skal have fokus på, at børnene og deres omgivelser skal være ordentlige. Forskellen for mig handler om, at det sidste kommer indenfra, og nok også skal bringe den ordentlige opførelse med sig. 

Jeg synes, børnene skal lære og mærke, at de har værdi samtidig med, at de er på lige fod med alle andre. En del af den værdi skal gerne kunne mærkes gennem det at gøre og være noget for andre. Når vi er gode kammerater og viser omsorg og hensyn for andre, skaber vores tilstedeværelse værdi for dem.  Når vi lærer vores børn, at ordentlighed er både en værdi og en evne, de skal dyrke, vil de være  mere ordentlige overfor andre. Når vi viser dem, at de ikke behøver at stå forrest eller være bedst for at have værdi i fællesskabet, vil de bedre kunne rumme de andre - og det vil være nemmere at være en god kammerat.

Vi skal rose og støtte vores børn i det gode kammeratskab  - også med de børn, som ikke er bedstevennerne. Vi skal hjælpe dem med at tage hensyn og vise omsorg. 
Vi kan allesammen være med til at understøtte et fællesskab, hvor der er plads til forskelligheder - og vores børn, både dine og mine.

mandag den 6. marts 2017

Giv dine børn de rigtige gaver

Jeg har mødt utrolig mange børn og unger, som har gennem hele deres liv har fået adskillige gaver - alle mulige (og umulige) forbrugsting. Børnene har faktisk ofte fået flere, end de helt har kunne nå at bruge. Og så mange, at de mistede respekten og glæden for gaverne og for tingene. Kom de til at ødelægge noget, deres eget eller andres, trak de bare på skuldrene. Og jeg møder desværre stadig deres kedelige holdninger...

Jeg er sikker på, at forældre giver alle disse gaver med de bedste intentioner. Desværre er de bare flygtige og hjælper ikke børnene til et bedre liv. Derfor er de rigtige gaver, efter min mening af en helt anden kvalitet og med en livslang holdbarhed.

De gaver, som børn virkelig skal have (og i rigelige mængder) er:
  • Kærlighed
  • Nærvær
  • Ansvarlighed
  • Opdragelse
  • Dannelse
Kærlighed - så de ved, at de er elsket - ubetinget. Ægte kærlighed kræver ikke et bestemt udseende, gode karakter, eller at de ikke fejler. De skal vide, at de er elsket og værdifulde, bare fordi de er til. Jeg tror, at alle forældre elsker deres børn, men det er bare ikke nok. Børnene skal kunne mærke kærligheden. Find ud af om det er anerkendende ord, tid sammen, gaver (som ikke behøver at være dyre ligegyldige forbrugsting), tjenester eller fysisk berøring, der får dit barn til at føle sig elsket.

Nærvær - så de ved, at de har værdi i andres liv - ikke mindst deres forældre. Nærvær kræver, at vi kigger hinanden i øjnene, lytter til hinanden - også selvom det, der bliver sagt, ikke er behageligt, samt at vi kan være tæt på hinanden fysisk. Så fjern øjnene fra skærmen og kig på dit barn. Lyt til deres dag - deres liv uden at afbryde eller overtage historien. Og kram dem og hold om dem, også selvom de vokser dig over hovedet.

Ansvarlighed - så de ved, hvad der er rigtigt og forkert. Ikke bare i forhold til love og regler, men også i forhold til moralske spørgsmål. For at kunne indgå i et fællesskab, er børnene nødt til at kunne følge regler, der understøtter det fælles bedste. De er også nødt til at være ansvarlige i forhold til hvilke handlinger, der er i orden, og hvilke der ikke er. Lær dem tillige at tage ansvar for deres handlinger. Kommer de til at dumme sig, skal de kunne indrømme det, sige undskyld og evt. være klar til at betale en erstatning.

Opdragelse - så de ved, hvordan de skal opføre sig i forskellige situationer og forskellige steder. Jeg har vidst lige fra mine børn var nyfødte, at jeg nok skulle elsker dem hele deres liv. Jeg ville også bare så gerne have, at de opførte sig på en måde, så andre kunne holde ud at være sammen med dem, og forhåbentlig holde af dem.  I opdragelsen er der stor kærlighed i ordet nej. Børn skal vide, at der er opførsler, som er OK - og nogle der bare ikke er det.

Dannelse - så de kan blive hele mennesker. Dannelse handler bl.a. om viden om sig selv og omverden. Dannelse er også at møde andre mennesker på en ordentlig måde, og kunne indgå i fællesskaber med dem. Dannelse handler om, at kunne forstå sin egne tid og sin egne rolle, samt at være en aktiv del af samfundet.

Så drop de ligegyldige gaver - og giv fuld gas på de fem andre.

tirsdag den 7. februar 2017

Kærligheden i lektielæsning

Spisebordet er ofte vores families samlingssted. I øjeblikket bliver det i høj grad brugt til fælles lektielæsning. Min søn i 8. kl. har haft svært ved at overskue de krav, der stilles i skolen - ikke mindst lektierne. Vi kunne som forældre vælge at sige, at han bare skal have styr på det. Men når han nu ikke kan overskue det, ja så kan han jo ikke overskue det.

Derfor har min mand og jeg sat ind med ekstra støtte og opbakning. Selvom skolen leverer undervisning af høj kvalitet, gør det en kæmpe forskel, når vi som forældre støtter op om vores børns læring. (Her kunne jeg sige noget om Folkeskolelovens formålsparagraf, men det gemmer jeg til en anden gang...)
I dag hjalp jeg bl.a. med bøjning af franske verber. Jeg kan overhovedet ikke fransk, men jeg kan hjælpe med at holde fokus. Jeg kan spørge ind til, hvordan opgaven bedst kan løses. Og jeg kan sørger for at der er ro til fordybelse.

Lektielæsningen er blevet en hyggelig fællesaktivitetet. I forbindelse med aftensmaden læser vi højt i historie-, samfundsfags-, og kristendomsbøgerne. Det giver anledning til mange interessante snakke. Snakke som forhåbentlig ikke bare giver min søn en bedre forståelse af fagene, men også giver os alle anledning til værdisnakke og skubber til vores nysgerrighed.
Lektielæsningen er også kærlighed til min søn og hans følelse af at kunne mere. Det er ikke bare en  investering i min søn uddannelse, men også i nærværet med ham.