Livet som træningsbane

Der er så mange kloge ord, som er sagt om livet. Mange af dem har sikkert hjulet mange af os med at huske det, der er vigtigt for os. Det der i sidste ende har betydning.

Nogle af de kloge ord, som har lagret sig hos mig, handler om, at livet ikke er en generalprøve...
Og selvom mening nok mest er den, at vi skal huske, at livet er her og nu  - og ikke noget der venter på os, så betyder ordene også for mig noget helt andet. For til en generalprøve skal alting helst klappe og gå "perfekt" - og det behøver de slet ikke i livet.

For livet er også en træningsbane, der hvor vi øver os i alt det, vi gerne ville kunne. Det er en træningsbane, hvor vi endnu ikke behøver at have styr på "livet". Hvor fejl er helt i orden.

Træningsbanen kan ændre udseende, indhold, holdkammerater og trænere - alt efter hvor vi befinder os fysisk og psykisk. Du kan bestemme formålet med din træning...

Og er der noget, som du ikke kan endnu - så er det godt at træningen forsætter igen i morgen.

Temperament... er også en gave.

Temperament har jeg ofte hørt omtalt som en dårlig ting - eller ihvertfald ikke som en særlig positiv ting. 
Hvilket nok skyldes, at mange omkring mig har ment, at jeg havde rigelig af det...

Men min måde at reagere og agere på i verden har også betydet, at jeg har gjort mange ting, haft modet til at stå for noget og har været hurtigt til at hjælpe eller handle.
Mit temperament har været katalysator for meget af det, jeg er så stolt af i dag.

I mange år var mit temperament fyldt med skam - fordi det på en eller anden måde ikke passede til det billede, andre gerne ville have af mig.
Men temperamentet er mit, og det er på ingen måde hele mig! Og temperamentet er som en del af livserfaringen blevet en god ven og hjælper.

Uden mål...

Forleden gik jeg en tur....
Sådan helt uden formål...

Altså jeg havde bare lyst til det. Men jeg bevægede mig i et tempo, som nok ikke forberede min kondition - og jeg gik nok heller ikke længe nok til at det kom til at betyde noget.
Og selvom vejret var skønt og jeg nød det, så tror jeg faktisk ikke, at jeg huskede at være mind fuld eller være opmærksom på at være til stede i nuet.

Jeg gik bare fordi jeg havde lyst til det...

Sidder venligheden i benene?

I dag fik jeg vist nok det forkerte ben ud af sengen...
Eller jeg tror i hvert fald, at det må være det, der skete. For jeg var ikke særlig sød eller venlig overfor min familie ( og er nok meget heldigt, at jeg ikke skulle på arbejde og kunne sprede den stemning der...) - og jeg tænker, at det må være det, vi mener, når vi siger, at folk har fået det forkerte ben ud af sengen.

Og når jeg tænker på vending på den måde, er den er godt nok lidt spøjs.
Men hvis vi tror, at venlighed rent faktisk sidder i benene. Så kan det give mening at få det rigtige ben ud af sengen, så vi kan gå ud i livet og gå andre i møde med "det rigtige ben" - altså venligheden.

Heldigvis kan vi finde det rigtige ben frem - helt uden at gå i seng igen. Vi skal bare ændre vores fokus og omfavne den venlige del af os selv...

First impressions - er total hypet...

Jeg har mødt en hel del mennesker, som har voldsomt meget fokus på “first impressions” og nærmest bliver unaturlig bekymret, hvis dette første gode indtryk ikke lykkes.

Og der findes da også mange bøger, artikler, videoer osv., som gerne vil fortælle os, hvordan vi lige får styr på det der 1. håndsindtryk, så vi ikke for evigt sørger for, at andre mennesker går rundt med et forkert indtryk af os.

Men prøv lige at tænke på mange af de mennesker, som du kender og gerne vil omgive dig med...
Kan du huske første gang du mødte dem?
Eller har det første møde overhovedet betydning for, hvordan du ser dem i dag?

Hvis svaret er nej - så er der nok ikke så meget grund til at bekymre dig om andres holdninger til dig første gang i mødes...
Vær bare dig selv - det må være godt nok 😃

En udfordret rollemodel...

Det der med at være en god rollemodel eller i det mindste prøve at være det, er ikke altid så lige til.

Begge mine store børn er i gang med læseferie - og for det meste er de faktisk i gang med at læse...
Det samme er jeg, for jeg skal til eksamen om to dage.

Så hjemme hos os har mange af samtalerne handlet om forberedelse, håndtering af nervøsitet og hvordan vi kan tro på os selv. Og jeg har fundet ud af, at jeg på en eller anden mystisk måde har givet mine børn et indtryk af, at tingene er rimelig lette for mig. Hvordan det er gået til, aner jeg ikke! 😃😉 For det er så langt fra sandheden...
Men jeg har knoklet med at lære gennem mange år. Knoklet med at finde troen på mig selv. Og knoklet med at bruge nervøsitet til noget forholdsvis konstruktivt.

Derfor har jeg også besluttet mig for, at de skal have et større indblik i al den nødvendige forberedelse, jeg lægger for dagen og min håndtering af usikkerhed og nervøsitet. Det har betydet, at jeg på forskellig vis har udleveret den tvivl, jeg også ofte oplever. Og det er så blevet sat sammen med samtaler om, at vi skal anerkende vores usikkerhed, vores viden og det vi allerede er.
Det har på mange måder været udfordrende, fordi jeg igen kommer gennem processer, som jeg troede var overståede kapitler af mit liv. Men også fordi, at jeg ikke ønsker, at min historie og mine oplevelser skal påduttes mine børn.

Jeg ved endnu ikke, hvordan vores fælles eksamensoplevelse ender. Det at være rollemodel har mange facetter og ingen “rigtige” svar.
Et er dog sikkert - vi bliver klogere på hinanden og os selv undervejs, og det er vel ingen skade til....

Når der ikke er så mange ord til overs....

For mere end et år siden begyndte jeg at blogge (næsten) hver dag. Mit udgangspunkt har været, at jeg jo alligevel indleder samtaler hver eneste dag.Og når jeg kan det, så kan jeg jo også skrive her eneste dag. Alligevel har der været dage, hvor jeg ikke har skrevet noget.

Mest af alt skyldes det, at der har været dage, hvor jeg har været ordløs. Enten pga. at de alle er brugt i løbet af dagen, eller at jeg har været fyldt med oplevelser, som ikke skulle deles her.

Det har fået mig til at tænke på, at sådan er det for mange af os, også selvom vi kun indleder samtalerne verbalt og med mennesker vi kender...

Hvad gør vi så, når vi fredag aften er i selskab med andre og er ordløse? Begynder vi at tale om noget, som egentlig skulle placeres et andet sted? Eller tier vi bare stille?
Jeg har prøvet begge dele - og ikke med den store succes.

Og det er heller ikke fordi jeg har et godt råd til, hvordan jeg selv eller andre bedst håndtere sådan en situation...
Måske kun det, at hvis vi møder nogle der enten snakker løs om noget, som de nok ikke skulle eller overhovedet ikke er snaksaglige - så skal vi møde dem med forståelse...

Der er en første gang for alting...

Fredag aften sad jeg i min have og pustede ud efter en meget varm arbejdsdag. Så kom jeg pludselig i tanke om, at jeg da havde glemt at købe gave til det bryllup jeg skulle til om lørdagen. Heldigvis vidste jeg præcis, hvad jeg skulle købe og kunne også finde tiden til indkøbet.

Til bryllupsreceptionen fortalte jeg historien til nogle gode bekendte, så til gengæld kunne fortælle om en gang de selv fuldstændig havde glemt en bryllupsgave. De var blevet klar over den manglende gave midt under vielsen.

Så mellem vielse og fest var de kørt i det nærmest byggemarked iført festtøj for at købe gaven. På det her tidspunkt i historien kunne de begge konstantere, at det vist var første gang, at de have været i byggemarkedet i den slags tøj. Det førte samtalen videre til... der er en første gang for alting!

Og når jeg taler med andre om, at de skal prøve noget nyt, så er det som regel ikke den slags vi taler om. Men hvorfor egentlig ikke. For når vi har brug for at udfordre os selv på vanetænkning eller at skubbe os kærligt ud af komfortzonen, så behøver vi ikke altid tage fat i de mest vilde ting, vi overhovedet kan komme i tanke om. Det kunne jo bare være, at “turde” gå ind i det lokale byggemarkedet i den fineste kjole eller jakkesæt...

Sikke en spændende liste af “første gangs hændelser” vi alle kunne kreere.

Overspringshandlingernes lyksagligheder.

Min søn har indledt sin læseferie, og til trods for at han på mange måder er fuldstændig teenage-agtig (hvilket egentlig er i orden, når nu han er teenager), så har han alligevel kastet sig over læsningen og forbedredelsen til afgangsprøverne.

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, spurgte jeg nysgerrigt ind til, hvordan læsningen var gået. Og det var gået OK, kunne han bekræfte. Men der havde også været forskellige overspringshandlinger i løbet af dagen...

Det fik mig til at tænke på alle de gange, hvor jeg er blevet ledt ud af overspringshandlingernes sti. Og alle de gange, hvor jeg har lovet mig selv, at næste gang skulle jeg nok tage mig mere sammen...

Men er det egentlig så slemt, at vi vover os ud på den slags afveje?

For det er jo ofte der, hvor jeg har fået tænkt gode tanker, kommet væk fra skærmen og har fået nye input og derfor pludselig er kommet frem til gode løsninger og lign.
Overspringshandlinger (i begrænset mængder) kan være med til at udvikle nye ideer, give ro til hovedet, få nyt perspektiv og meget mere.

Jeg tror, at vores overspringshandlinger kan bringe “gaver” med sig.

Er du modig nok til at være usikker?

Der er så meget, jeg ikke er sikker på. Både på vidensplan, menneskeplan, personlig plan - ja listen er vel uudtømmelig.

I mine unge år prøvede jeg at skjule min usikkerhed. For jeg var troede på, at andre ville synes mindre om mig, hvis de vidste besked om alt det, jeg ikke vidste...
Så jeg lod som om.
Lod som om jeg forstod fremmedordene i de lange sætninger mine medstuderende på universitet brugt til at formulere selv enkelte og måske også ubetydelige ting.
Jeg lod som om, at jeg forstod, hvordan andre havde det eller agerede i forskellige situationer.
Eller som om jeg godt forstod selv svære og indviklede teorier.
Men værst af alt lod jeg som om, at det ikke gjorde mig noget, at jeg i den grad løj overfor mig selv og andre stort set hver eneste dag.

Det var dog bare eneste, jeg turde gøre. For det kræver virkelig meget mod at fortælle åbent om det, du ikke forstår eller endnu ikke ved.

Siden da har jeg trænet mit mod rigtig meget - dagligt vil jeg sige. Jeg vil hellere være ærlig overfor mig selv  - og sige hvis jeg ikke forstår eller ikke ved noget. Det giver mig tillige en mulighed for at blive klogere - hvilket jeg ikke havde før.

Nogle gange bliver jeg stadig ramt af usikkerhed, når andre fx siger “ved du ingen gang det???”.
Jeg vælger dog for det meste at være modig og stå ved, den jeg er, og det jeg har at bringe med ind i samtalen.
Jeg håber, at du er modig nok til at gøre det samme...

Når vores værdier udfordrer os selv...

Værdier... jeg synes, de er vigtige. Ikke mindst når vi bruger en del tid på at finde ud af, hvad de egentlig betyder for vores hverdag. Der hvor livet kan virke som om, at det suser forbi... kan værdierne hjælpe os med at finde fodfæste.

Derfor kan det også være en temmelig voldsom omgang, når vi har svært ved at rumme vores egne værdier. Når vi mister fodfæstet på trods gode intentioner og smukke tanker. 

For værdier som rummelighed og ordentlighed kan være svære at håndtere, når andre træder os for nær.

Jeg synes egentlig ikke, at værdier skal ranglister sådan så nogle er vigtigere end andre. Eller at de kun skal gælde, når vi enes godt med vores omgivelser. 

Derimod synes jeg, at vi skal dykke ned i vores egen forståelse af dem. For betyder rummelighed fx, at jeg skal finde mig i alt, hvad andre kunne finde på at sige eller gøre? Eller betyder rummeligheden bl.a. at det er helt i orden, at en del af mig ikke vil finde sig i hvad som helst? Og er jeg stadig et rummeligt menneske, når jeg ikke forstår andres valg i livet?

Måske betyder rummeligheden mest af alt, at jeg har forståelse for og accept af, at jeg ikke er et perfekt menneske, men bare er på vej til at blive en bedre udgave af mig selv... 

Du er så uperfekt... på den mest skønne måde!

Vi skal tale meget mere om alt det uperfekte ved os. Uden at udstille os selv eller gør grin med det. Men jeg synes, at vi skal snakke seriøst om, det, vi selv synes, er uperfekt. Vi skal snakke så meget om det, at det bliver normalen!

Det er dog ikke så nemt, som jeg lige troede. For jeg føler mig en lille smule udstillet, når jeg fortæller om alle mine uperfekte sider. Jeg bliver faktisk en kende nervøs for at fremstå “dårligere” end alle andre mennesker. Jeg gør det dog alligevel - for jeg synes, det er endnu værre, når vi vælger at gemme det væk - og tillader at skammen tager over...for noget som næsten altid er ganske normalt og almindeligt.

Derfor har jeg fundet mig en rollemodel. Hun ved nok slet ikke, hvor stor betydning hun har for mig. Det er en god bekendt, der er total sej og modig. Hun er intelligent, vidende, empatisk og arbejdsom. Hun vil virkelig gerne gøre en forskel i verden - og knokler hårdt for at gøre det. Samtidig har hun en masse skæve sider... og uperfektheder, som hun gerne fortæller om. I hendes selskab er det simpelthen så nemt at være mig - uden at føle mig “mindre-end”. Hun er lige præcis uperfekt på den mest skønne måde. Og det vil jeg også være!

Dine handlinger definerer dig ikke alene...

Andre lærer os oftest at kende gennem vores handlinger. Men vi er så meget mere end dem...

Vi definerer dog også ofte os selv ud fra vores handlinger.
Når jeg gør noget godt, er jeg et ordentligt menneske. Og når jeg gør noget dumt, er jeg et dårligt menneske.
Faktisk kan vi desværre bruge vores handlinger til at slå os selv temmelig meget oveni hovedet med...

Jeg prøver at møde verden med gode intentioner. Intentioner om at være ordentligt. Intentioner om at se det gode i andre. Intentioner om at skabe noget positivt i samspil med mine medmennesker.
Men engang imellem rammer jeg alligevel helt ved siden af. Ikke bare sådan at jeg kan fornemme det. Men så meget at det bliver temmelig tydeligt for mine omgivelser.
Og her bliver det nemt for mig at føle mig som et dårligt menneske. Jeg er overbevist om, at mange kender til følelsen.

Derfor er det vigtigt at huske på, at handlinger alene ikke definerer os. For selvom vi dummer os, kommer til at såre andre, eller gør noget som andre ikke synes om - så gør det os ikke til dårlige mennesker. Det gør os menneskelige.
Det betyder netop ikke, at der er noget grundlæggende galt med os som mennesker. Vi udførte handlinger, som var dårlig valgte. Og det der er en temmelig stor forskel.
Hvis du, hver gang du dummer dig, ser dig selv som et dårligt menneske, er der jo ikke meget at arbejde med...
Hvis du til gengæld minder dig selv om, at trods alt det gode i dig, kom du til at lave fejl - så er der jo mulighed for at det gode i dig kan gøre det bedre næste gang.

Du kan ikke hjælpe nogen om bord på et tog, der er kørt...

Prøver du (i bedste mening selvfølgelig) at få andre til at bruge dine erfaringer til at træffe deres beslutninger ud fra?
Det kan være, at du gerne vil have, at din datter kender til din uddannelseshistorie - og ikke træffer de samme valg, som du gjorde. Eller at din bror lige huskede, hvordan det gik dig, dengang du søgte det der spændende job - og fik det.

Selvom dine intentioner med at dele erfaringer sikkert er rigtige gode, så er det jo netop dine erfaringer  - ikke deres.
At ville have at dine omgivelser gør det, der var rigtigt for dig, er ikke altid en hjælp. For de er ikke dig, og situationen er ikke den samme. Det svare lidt til at ville hjælpe dem ombord på et tog, der allerede er kørt.

I stedet skal du hellere hjælpe dem med at finde deres eget tog, som kan bringe dem lige derhen, hvor det giver mening for dem...

Fri leg til alle!

Begrebet “Fri leg” dækker over tid til ikke-planlagte aktiviteter. Tid til at lave noget, hvor der ikke er et bestemt mål eller formål. Tid som på en eller anden måde er helt vores egen - også selvom den bruges sammen med andre.

Og når det nu ikke er noget direkte mål med det, vi laver, kan vi jo heller ikke bruge tiden forkert!
Og ja...så kan tiden jo ligeså bruges til noget, som vi synes er sjovt - uanset om vi kan finde ud af det eller ej.

Derfor synes jeg, at der skal være meget mere fri leg til alle i hverdagen - og livet generelt. Fri leg til tosserier, mellemrum eller det som slet ikke giver mening andre steder.
God fornøjelse 😉🤪

Når der bare ikke er et rigtigt svar...

Mange af os - både voksne og børn har lært, at vi skal levere det rigtige svar. Ellers er det ikke bare forkert - vi er forkerte.
Derfor oplever jeg desværre, at mange helst ikke vil kaste sig ud i nye prøvelser - uanset om det er forholdvis enkle opgaver, som dog er ukendte, eller om det er noget totalt vovet, som de fleste af os ville få lidt klamme håndflader over... Det nye og ukendte vælges fra på forhånd - fordi muligheden for at fejle er ret stor.

Men med de fleste ting i livet, er der bare ikke noget rigtigt svar!

Til gengæld kan vi lære sindssygt meget af hinanden, når vi prøver at finde svarene sammen. Når vi finder svar på nye måder. Eller når vi finder svarmuligheder, som andre slet ikke havde tænkt på.

Så drop pænheden og bekymringen om, hvad andre tænker - og svar løs. Fejl ofte og gerne. Overrask dig selv og andre. Eller opfind nye løsninger.
Det trænger vi vist alle til...

Virkelighedens rollemodeller.

Jeg tror, at det kan være utrolig inspirerede og udviklende at have nogle gode rollemodeller i livet. Mennesker, som har gjort noget af det, som du også gerne selv vil, og som derfor kan vise dig, hvordan vejen frem kunne se ud.

Men vi skal dog aldrig lade os forblænde mere af vores rollemodeller, end at vi stadig lige husker at se dem, som det de er - ganske almindelige mennesker ligesom du og jeg.
Det kan nemlig være en super dårlig ide, hvis du udvælger nogle mennesker, som du kun ser, som nogle med overnaturlige superkræfter, hvis liv og karriere flyder let og legende fremad på en evig positiv bølge... altså sådan nogle helt umenneskelige størrelser.

I stedet skulle du hellere dykke ned i dine rollemodellers liv. Finde ud af hvad de har fejlet med. Hvad de direkte mislykkedes med. Eller måske hvordan deres mål overhovedet ikke blev nået.
Og så skal du undersøge, hvordan de håndterede modgangen, tilbagegangen, eller det som var endnu værre. Hvem hjalp dem igennem? Hvilke valg fik dem tilbage på sporet (eller måske hen på et helt ny spor)? Hvad gjorde de helt konkret for at komme ovenpå igen?

Det er de historier, som virkelig kan få dine rollemodeller til at gøre en forskel for dig. Ikke deres forsider, pokaler eller forfremmelser.

Vi skal øve os i at være kompetente.

Jeg tror, at de fleste af os kender til følelsen af at føle os inkompetente. En følelse som er ganske ubehagelig - men heldigvis er den for det meste også forbigående.

Alt det vi kan, har vi engang været dårlige til... det glemmer vi vist bare af og til.
Engang var vi dårlige til at spise med ske - og det mestrer de fleste af os trods alt. Engang kunne vi ikke hoppe på et ben - også den udfordring har vi overkommet. Jeg kunne blive ved.
Og sådan er det også med vores job eller andre udfordringer, vi støder på i livet. Engang kunne vi ikke leve op til de krav, der stilles. Så øvede vi os. Fejlede. Prøvede igen. Og blev langsomt bedre.

Vi skal nemlig øve os i at være kompetente. Desværre kigger vi alt for ofte på os selv eller andre og glemmer hele den lange forhistorie, der er, før vi (eller de andre) blev kompetente. Vi ser vores kompetenceniveau som noget her og nu - og som en facitliste. Og ikke som en igangværende proces.

Så giv dig selv et klap på skulderen over alle de ting, som du er blevet bedre til - bare indenfor den sidste måned. Og jeg er ligeglad med, hvor gammel du er, eller hvor meget erfaring du har - du er helt sikkert blevet bedre til noget. Og du skal blive ved med at øve dig på det.

Alt det vi ikke taler om...

Egentlig tror jeg, at de fleste af os går rundt og tumler med tanker om vores ve og vel - som vi aldrig snakker med andre om. Muligvis fordi vi tænker, at vi er de eneste, der oplever den slags - og i hvert fald ikke ønsker at udstille os selv som freaks.

Måske er det også derfor mange af os Googler symptomer og andre "underligheder" for at finde frem til, at det måske ikke er så unormalt endda.
Problematikken er bare, at selvom vi kan møde mange ligesindede på nettet, så får det os ikke til at føles os en del af vores nære fællesskab.

I stedet skulle vi snakke mere om de ting, der virkelig undrer os ved fx vores helbred og vores kroppe, når vi får flere lys i lagkagen. Eller vores oplevelser med jobbets krav eller økonomien - og hvordan vi får det til at hænge sammen.
Og selvom jeg for mit indre blik kan se venindesamtaler, hvor mange emner bliver vendt, så er der stadig noget, som jeg tror aldrig kommer frem i lyset.

Men vi ville nok føle os mere normale og mere som en del af flokken, hvis vi begyndte at tale om det, som vi kun tør Google os frem til...

Det behøver ikke at være smukt.

Jeg tror altid, at mennesker har gjort det. Det er ikke en nymodens sociale-medier-ting. Altså det der med at holde en pæn facade.
Der er måske et eller andet dybt i os, noget der hænger sammen med vores ønske om at høre til, der også får os til at forsøge at fremstille den pæne udgave af os selv.

Guderne skal vide, at jeg så sandelig også har gjort det - og stadig gør. Men det duer bare ikke hele tiden og på alle områder, for så fjerner vi også det sjove og interessante. Vi fjerner vores egen mulighed for at udvikle os, hvis vi hele til skal virke pæne og smukke.

I min ferie har jeg kastet mig over en gammel interesse - at male. Og jeg er i den grad ved at øve mig. Men det er sjovt. Jeg ved godt nok ikke, hvad jeg skal med malerierne, når jeg synes de er færdige. Det kan være at jeg løber tør for opbevaringsplads, før jeg har styr på maleteknikker m.m. Og hvad så?
Lidt i samme stil har jeg i det sidste stykke tid eksperimentet med sammensætning af farver, tøj og smykke. Det er ikke lige smukt hver eneste dag - men det er sjovt. Jeg bliver glad i låget over at udfolde min kreativitet.
Jeg elsker at skrive - o glædes over det hver dag. Er der nogle, som er dygtigere end mig? Helt klart. Og hvad så? det kan da ikke tage glæden fra mig, at andre har talent.

For nogle år siden hørte jeg et klogt menneske sige, at man skal turde være grim i processen. Og livet er en lang proces... Så lad os være grimme og glade sammen.