Jeg vil da ønske, at jeg ikke behøvede at ødelægge stemingen

Kender du det, at du er midt i en situation, hvor nogle siger eller gør noget, som du bare kan mærke slet ikke føles OK? Som får noget inde i dig til at krympe og vride sig. Du ved måske ikke helt, hvordan du skal håndtere det. Skal du lade som ingenting? Lade som om det der sker eller bliver sagt er helt i orden. Måske endda risikere at virke som om, at du er enig i det. Eller skal du sige noget højt. Tage en konfrontation og gøre opmærksom på det, som du oplever.

Sådan har jeg desværre haft det mange gange, for jeg har levet forholdsvis længe. Jeg har mødt mange mennesker - og det er altså bare ikke alle af dem, som har haft fokus på ordentlighed eller venlighed. 

Det er nok lidt naivt… men jeg vil virkelig ønske, at jeg ikke behøvede at “ødelægge” stemningen. Men jeg kan ikke lade være. I hvert tilfælde ikke hvis jeg skal være tro overfor mig sig og loyal overfor mine værdier og mit menneskesyn.

Desværre er det ikke noget, jeg bliver synderlig populær på. Eller sådan føles det i hvert fald.

Forleden oplevede jeg, at der kom en potentiel ansøger ind i på min arbejdsplads. Jeg mødtes ikke vedkommende, så jeg har ikke selv kunne danne mig et billede af ham. Men snakken gik i bygningen bagefter, fordi han åbenbart havde et mere anderledes udseende, end de fleste var vant til at se. 

Da jeg hørte den første kommentarer om ham, tænkte jeg, at min kollega nok bare sagde noget højt, fordi det kan man godt komme til, hvis man sådan lige er blevet overrasket. Så jeg slog det bare hen. Men da jeg skulle spise frokost, viste det sig, at en flok kolleger blev ved med at kommentere på vedkommendes udseende og morede sig lidt over det. 

Jeg vidste simpelthen ikke lige, hvad jeg skulle sige. For nok kan vi blive overrasket måske endda blive lidt rystet over egen opfattelse, når vi møder nogle, som er markant anderledes end os selv. Men at bruge det som underholdning og gøre sådan lidt "hyggegrin" af andre (også selv om de ikke ved det), er bare ikke i orden.

Men jeg sagde ikke noget. Jeg krympede mig, spise min frokost på rekordtid og gik tilbage til kontoret. Bagefter var jeg skuffet over mig selv. Fordi jeg ikke havde sagt fra. Jeg havde ikke kæmpet for det, jeg tror på. Det jeg ved er ordentligt.

Men det er ved Gud heller ikke nemt at føle, at man skal ødelægge den “gode” stemning IGEN.

For jeg er da lidt bekymret over, om mine kolleger allerede er en smule trætte af, at jeg ikke gider høre på småracistiske, sexistiske eller almindelige nedgørende bemærkninger og siger fra. Om de føler, at jeg går rundt og retter på dem. Jeg er ny på arbejdspladsen og har dårlige oplevelser med udelukkelse fra fællesskabet med i bagagen. Det har jeg bestemt ikke lyst til at opleve igen. Derfor kan det føles svært at navigere mellem ordentlighed og at være en del af et fællesskab.

Men jeg sige ofte fra. Siger at vi skal huske at være ordentlige overfor hinanden og møde forskelligeheder med forståelse. Jeg vil ikke tie stille, når jeg høre "dumme" bemærkninger. Ikke mere. Det har jeg gjort i alt for mange år. Det tror jeg en stor del af min generation har gjort. Det var som om, at det gjorde vi som en del af konceptet “god opførsel”.  Men opfattelsen af god opførsel kan ændre sig. Vi kan skubbe til grænserne og opfattelserne, hvilket rigtig mange mennesker allerede har gjort. De har gjort det på trods af, at de er blevet gjort til grin og blevet kaldt krænkningsparate. Men vi er ikke krænkningsparate. Vi er krækningsTRÆTTE! Trætte af at lade som ingenting og bevare en "god" stemning, hvor det er både almindeligt og tilladeligt at nedgøre andre mennesker.

Dagen efter min frokostoplevelse kom der igen kommentarer om ansøgeren. Denne gang sagde jeg noget. For mine kolleger er bestemt ikke onde eller dumme mennesker. De var nok bare ubetænksomme, fordi de jo også er vokset op i en kultur, hvor det at gøre grin med andre har været almindeligt. 

Jeg vælger at sige fra for at være tro overfor mig selv og mine værdier. Jeg gør det for at kæmpe for bedre vilkår for andre, som måske ikke har lige så nemt ved at sige fra. Jeg gør det for, de kommende generationer, så de forhåbentlig oplever, at vi taler om og til hinanden på en mere ordentlig måde, og at de ikke behøver kæmpe de samme kampe.

Men jeg ville da ønske, at jeg ikke behøvede at ødelægge stemningen. Jeg ville ønske, at vi allerede talte ordentlig om og til hinanden. Og mest af alt ville jeg ønske, at det ikke skulle føles som et dilemma for mig, hvor jeg skal vælge mellem det, jeg ved er rigtigt og ordentligt og at kunne være en del af et mellemmenneskelig fællesskab, som også er vigtigt for os.

Venlige grænser

Nogle gange har jeg i mine tanker kæmpet med, hvordan jeg sætter grænser eller er tydelig - når jeg nu også gerne vil være venlig.
Men disse ting er på ingen måde hinandens modsætninger.

For du kan sagtens være venlig - og have tydelige grænser.
Det er bare måden, du sætter de tydelige grænser på, som gør forskellen.

Så sig det, der har betydning for dig på en ordentlig måde.

Sætter du andre på plads - når du egentlig bare vil sætte grænser?

Hvis dit liv og din hverdag minder det mindste om min, så oplever du også af og til, at der sker noget, hvor du lige må kigge indad, for at finde ud af, om du kan acceptere det skete, eller om det træder over dine grænser.
De kan fx være indholdet af en samtale, tonen i kommunikationen eller de handlinger, som du enten bliver vidne til, eller som du bliver en del af. Ikke noget du selv gør eller siger, men noget som du bliver en del af, eller som sker overfor dig.

Som regel bruger jeg lidt tid på at finde ud af, hvorvidt mine grænser blev overtrådt, om jeg kan acceptere det - og hvis ikke, hvad jeg så gør ved det. Ikke noget der fylder min dag, men noget jeg tager med mig i mine refleksioner.
For det at sætte grænser er vigtigt for mig. Jeg vil gerne være ordentlig, have integritet og være loyal overfor mine værdier. Det kræver, at jeg ikke blæser rundt i vinde, der bliver sat af andres dagordner, holdninger eller bare deres dårlige dage.

Men hvordan får vi sat grænser? Hvordan gør vi det tydeligt, hvad der er acceptabelt for os - og hvad der ikke er, uden bare at bruge det som en mulighed for at sætte andre på plads?
Jeg stiller spørgsmålet, fordi jeg synes, at vi skal stille de to handlinger fra hinanden - og fordi jeg ved, at jeg ikke altid lykkes med det.

Når jeg sætter andre på plads (og det er ikke noget jeg ønsker at gøre), sker det fordi, jeg ikke får sagt fra i forhold til mine grænser i tide. Det sker, når jeg - for at skabe fred og ro udadtil - har været i en indre konflikt med mine grænser og værdier alt for længe.

Får jeg derimod sat mine grænser, sker det hurtigt efter, at de er blevet overtrådt.  Jeg bliver ikke sur eller tvær, men gør det klart, at jeg ikke vil være en del af samtalen, handlinger el. lign. Ikke på de præmisser, som er blevet taget i brug.
Det sker selvfølgelig, at sådanne udmeldinger støder andre, men det er ikke intentionen. Derfor tager jeg heller ikke deres følelser på mig.

Så når jeg lykkes med at skille de to ad, er det dels fordi jeg er bevidst om mine egne grænser og dels fordi jeg tør stå ved dem. Men også fordi jeg har fokus på, at andre ikke nødvendigvis har samme grænser som mig eller kender til mine.

Mit råd til dig (og mig) er derfor, at vi skal bruge tid på at finde vores grænser. Og skulle de blive overtrådt, så skal vi være ordentlige overfor dem, der kommer til det. Vi skal sige fra på en ordentlig måde, der handler om os og vores egne grænser - ikke om hvad de andre gør, siger eller er.