Tavshed i cyberspace...

Jeg har for nylig sendt en besked ud til en gruppe mennesker, som jeg kender ret godt.
Beskeden blev skrevet og sendt... og så hørte jeg intet fra de andre. De havde alle læst den, men der var simpelthen radiotavshed.

Det var ikke nogen alvorlig besked, eller en som nødvendigvis krævede et svar... men det var alligevel en underlig oplevelse. Jeg følte mig usynlig.

Det fik mig til at tænke på, hvad der lige sker, når vi ikke svare hinanden. Og naturligvis også om jeg heller ikke selv husker at svare på andres henvendelser. Og så kom jeg til at tænke på, hvorfor det egentlig føles så ubehageligt.

Både på mit job og privat kommunikerer jeg med mange mennesker - og det foregår både via mail, sms, messenger, telefon samtaler - og heldigvis også en masse helt almindelige samtaler, hvor jeg er lige overfor de mennesker, jeg taler med. Kommunikationen foregår på næste alle tidspunkter af døgnet, hvilket betyder, at jeg nogle gange bare er fyldt op - at jeg ikke orker at forholde mig til alle mulige spørgsmål, eller hvad nu jeg skal forholde mig til. Eller også ser jeg en besked, men får ikke lige svaret på den... og så er den ude af mine tanker.
Derfor bliver det nogle gange svært at svare. Men det er ikke den eneste grund. Måske regner vi bare med at andre svare (i gruppebeskeder), eller at det er indlysende for den anden, hvad vi mener - så derfor behøver vi ikke at skrive det. Måske ved vi ikke, hvad vi skal sige - og heller ikke, at det rent faktisk betyder noget, når vi så bare siger "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige..."

Jeg håber i hvert fald ikke, at det skyldes, at vi er blevet ligegyldige overfor hinanden. For det føles ganske ubehageligt at være, som bliver overset i cyberspace. Selv som et voksnet reflekteret mennesker, der sagtens kender til flere af de mulige grunde bag et ikke-svar, så er det bare ikke rart. Det føles som om, at det jeg byder ind med ikke har betydning - og måske også at jeg ikke har betydning.
Jeg ved godt, at det er lidt at sætte tingene på spidsen. Men det er bare skidt, når vi overser hinanden - uanset, hvor det foregår.

Jeg er stolt - også selvom det ikke er alle, der ved det...

Jeg har en aftale med mig selv om ikke at fortælle alt muligt om mine børn på de sociale medier. En aftale mine børn også er meget tilfredse med.

Så når jeg går rundt og er enormt stolt over de mennesker, mine børn er, de gode ting de gør i livet, eller det de gør for andre, så siger jeg det kun min familie eller venner og bekendte, hvis jeg rent faktisk møder disse mennesker - på sådan gammeldagsvis...

Hele den tilgang passer mig fint.
Og så når jeg læser om andres fantastiske unger - om alle de ting de er super dygtige til, de måder de udemærker sig på, eller hvordan de lige har gjort et eller andet totalt hverdagsagtig på en ekstra skøn måde, bliver jeg alligevel ramt på, om andre mon tænker, at mine børn ikke er fantastiske, siden jeg ikke “fortæller” om det til alle på de sociale medier. Eller om jeg ikke er stolte af dem.

Jeg ved jo godt, at det bare handler om min egen forfængelighed i forhold til min omverden.
Men hvis nogle skulle være i tvivl, så vil jeg bare sige til jer... At jeg er super stolt af mine unger. 😉

De sociale mediers glæder

Jeg er slet ikke tilhænger af, at vi skal være online hele tiden - faktisk tværtimod. Men jeg har lige nu lyst til at tage JA-hatten på i forhold til de sociale medier. Jeg har nemlig stor glæde af at kunne tage del i andre menneskers glæde.

Ja, det er et pseudo-agtigt fællesskab, hvor vi kan lure på hinanden. Og der er også en del, der bruger de sociale medier til at brokke sig over alt muligt fis.
Men der er også en anden side - eller flere :-) . Der er den side,  hvor vi bruger medierne til at danne fællesskaber, som ellers ville have svært ved at opstå - eller bestå.
Jeg har bl.a. et online fællesskab med andre forældre til gigtramte børn. Vi kan tale om emnerne, som de fleste af mine venner ikke kender til eller forstår. Det giver mig en tryghed at kunne tale ind i en fælles forståelse, selvom vores hverdage alligevel er meget forskellige.
Glæden ved at sy og hækle har også fået mig ind i et onlinefællesskab, hvor vi kan dele stoltheden over vores kreationer eller spørger hinanden til råds. Jeg er blevet dygtigere til fx at hækle med hjælp fra mine online "venner".

Så er der også den side af de sociale medier, der hjælper mig med at holde kontakt til tidligere elever og kolleger eller familie og bekendte. Jeg nyder at møde op til en julefrokost, hvor jeg har set billeder fra fx min farbror og tantes sommerhus. Så kan vi begynde samtalen et helt andet sted og snakke om betydningen af sommerhuset, og hvad det skal bruges til. Jeg elsker også at følge tidligere elever på deres rejse ud i livet. Jeg kender så mange fantastiske unge mennesker, som byder ind i verden på en smuk måde.

Og mine nære venner, som jeg desværre ikke når at se hver uge, deler også gerne ud af deres liv. Jeg synes, det er givende at følge med i hverdagen. Det lægger også op til dybere samtaler, fordi vi ved noget om hinanden, der gør at vi kan dykke direkte ned i meningsfulde samtaler lige med samme.

Så vel skal vi forholde os kritisk til de sociale medier og omgås dem med en sund skepsis. Men vi skal også have lov til at dyrke de glæder, der kan følge med.