Viser opslag med etiketten Intention. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Intention. Vis alle opslag

mandag den 19. august 2019

Det er ikke venlighed at finde sig i hvad som helst...

Ofte - faktisk alt for ofte har jeg i venlighedens navn bidt alle mulige ting i mig. Alt fra at blive gjort grint med, skældt ud, trådt for nært, hængt ud, blive overset og mange andre ting. Og jeg har ikke sagt noget til det - for jeg vil gerne være venlig og forstående overfor andre. Så jeg har bare smilet, prøvet at bevare den gode stemning og har bidt det i mig.

Men erfaringen har lært mig, at det ikke er venlighed at bide andres uforskammetheder i mig. Det er derimod rigtig dårlig behandling af mig selv. Og det er der intet venligt i.
Derfor vil jeg nu hellere sige fra, sige stop og nogen gange helt holde mig fra visse mennesker, end at blive trådt på. Jeg er erkendt, at andre ikke altid er klar over, at deres måde at begå sig på i verden går ud over deres omgivelser, men det betyder ikke ,at jeg behøver at blive i deres drama.
Jeg vil dog gerne sige fra på en ordentlig og venlig måde. Ja, jeg håber, at når jeg gør det, kan jeg vise andre, hvordan vi passer på os selv. Uden at jokke på hinanden.

Så står du i samme situation, som jeg ofte har gjort, så er du i din fulde ret til at sige fra. Øv dig i at gøre det med venlighed - men gør det! Det er nemlig ikke venlighed at finde sig i hvad som helst.

torsdag den 8. august 2019

Morgenattituder

Hvordan starter du dagen? Altså ikke hvilke rutiner du har, men hvilken attitude du starter ud med.

Jeg har i mødt temmelig mange børn og unge, som har haft rigtig dårlige morgener inden deres skoledag overhovedet startede. Og jeg har talt med mange voksne, som ligeledes har tilbragt timer inden arbejdsdagen på måder, som ikke har været gavnligt for nogen.
Og når dagen er startet sådan, så kan det altså væres svært at indhente god karma og glad stemning.

Der er ikke en bedst opskrift på, hvordan en god dag starter, men nogle af ingredienserne kunnet være:

  • Et oprigtigt smil til dit spejlbillede (måske endda efterfulgt af et par pæne og opmuntrende ord). Ville det ikke være rart, hvis du hver eneste dag blev talt pænt til af den person, som har størst betydning i dit liv - nemlig dig?
  • At vise tydelig glæde over at se dine familiemedlemmer (kæreste, ægtefælle, børn, dyr) efter en nats søvn. Smil til dem - og sig gerne at du elsker dem, som det første de hører om morgenen. Der er mange, mange mennesker, som nok et eller andet sted ved, at deres familie elsker dem. De hører eller mærker det bare ikke så ofte. Tænk på hvad den tydelige kærlighed kunne gøre af forskel i din families liv og i dit.
  • Tid til at sidde sammen med familien. Kærlighed staves ofte T-I-D. Brug tiden på de vigtigste personer i dit liv. Når de bliver prioriteret, så mærkes kærligheden.
  • Endnu et smil og nogle pæne ord til spejlbilledet inden du går ud af døren. Du kan sagtens tåle lidt mere god energi inden du møder livet udenfor. 
Det er ikke de store omvæltninger i morgenrutinerne, men det kan gøre en kæmpe forskel i dem måde  vi opfatter os selv og vores nærmest. Og det gør en forskel i, hvordan de opfatter dem selv. Som justeringer kan ændre din attitude hele dagen igennem. 


tirsdag den 26. marts 2019

Ligeværdige men ikke ligestillet

"Vi er ligeværdige - men ikke ligestillet."
Sådan sagde ét af de kloge mennesker, jeg er så heldig at omgive mig med en dag. Hvilket lige ramte ned i nogle tanker, jeg har haft i et stykke tid om, hvordan vi er sammen som mennesker.

For jeg er ikke på nogen måde i tvivl om, at alle mennesker har lige meget værdi - og at vi har værdi, ganske enkelt fordi vi er til.
Når vi møder hinanden med den bevidsthed, sker der noget ganske særligt. Min værdi mindskes ikke af at møde andre værdifulde mennesker. Derfor er det også muligt for mig at indgå i mere ligeværdige samtaler eller relationer. Den måde jeg ser andre på ændres også med bevidstheden om vores værd.

Samtidig er jeg klar over, at det har en betydning, at vi ikke er ligestillet.
Vi har ikke de samme forudsætninger i livet
Vi har ikke samme betydning i samfundet.
Vi har ikke samme indflydelse i vores familier, vennekreds, på arbejdspladser m.m.
Vi har nogle gange ikke de samme muligheder.

Den bevidsthed kan også ændre måden vi mødes på. For som Pippi siger: "Når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre."
Det betyder for mig, at jeg er opmærksom på om andre mærker deres værd i mit selskab - samtidig med, at jeg er klar over, at vi kan have forskellige positioner. Det hjælper mig også til ikke at føle mig mindre værd sammen med andre, fordi jeg ved, at det er jeg ikke.


onsdag den 30. januar 2019

Måske er din nabo den mest fantastiske person, som du ikke har mødt endnu...

Uanset om du allerede har en masse fantastiske mennesker i dit liv - er om du er på udkig efter en eller to personer, som vil inspirere dig, give dig nye indsigter og bringe en masse glæde ind i dit liv, så er der stor sandsynlighed for, at de personer allerede er tættere på dig, end du måske lige tror.

Når jeg siger det, så bunder det ikke kun i min grundlæggende tro på, at alle mennesker har noget særligt og værdifuldt at bringe med til fællesskabet.
Det handler i høj grad om, at rigtig mange mennesker ønsker at gøre en forskel for andre. Og når vi “bare” tager os tid til at møde hinanden og lytte til hinanden, så bliver vi overrasket over al det fantastiske, som bor lige ved siden af os...

mandag den 21. januar 2019

Find lysglimtene i din hverdag

Mange af de jobs, jeg har haft gennem mange år, har budt på travlhed - og en hel del af den... Samtidig har jeg haft et ligeså travlt fritidsliv.
Og jeg har været vild med begge dele - for det meste.

For én af de bagsider der er ved at have meget travlt, er at overskuddet og forståelsen for andre ofte svinder ind i takt med, at det ydre travlhedspres øges...
Og for mig har det ofte betydet, at jeg ikke helt levede på den måde, jeg virkelig ønskede og heller ikke udlevede de værdier, jeg gerne ville. Jeg har simpelthen ofte været under et for stort pres til helt at agere, som jeg ønskede.

Når man, som jeg, oplever det med sig selv, så er det på tide at stoppe op... trække vejret og tage det mere roligt. Men det er nemmere sagt en gjort. 
Jeg er sikker på, at mange der har stået i samme situation som jeg, også lige som mig har læst eller hørt en masse om, hvordan vi lige kunne få mere overskud og ro i vores liv. Det er bare ikke altid sådan lige til at stoppe op, når man føler, at det hele går lidt for hurtigt - og når det måske virker en lille smule uoverskueligt at springe af i farten.

Derfor er mit bedste råd til en mere rolig hverdag - at gå efter de små lysglimt. Dem du kan opleve, når du fx
  • går en lille tur
  • tager en pause hvor du bare kigger ud af vinduet
  • tillader dig selv bare at falde i stave
  •  stopper op og nyder naturen omkring dig
Når du begynder at lede efter de små lysende huller, så vil du opdage, at du faktisk har en masse af dem lige omkring dig.


torsdag den 18. oktober 2018

Hvis alt var muligt...

Hvis alt var muligt i din verden...

Hvordan ville du så udleve dit fulde potentiale?
Hvordan ville du bruge din tid?
Hvem ville du omgive dig med?
Hvad ville bruge din opmærksomhed på?
Hvordan kunne andre mærke det?

onsdag den 5. september 2018

Drop undskydningerne...

Hold nu op, hvor har jeg haft mange undskyldninger i mit liv - alle af meget varierende kvalitet.

Undskyldningerne har bl.a. handlet om, hvorfor:
  • Jeg ikke tager kontakt til venner, familie, bekendte eller bare dem jeg har lovet det overfor.
  • Jeg ikke er i bedre form.
  • Jeg ikke nåede aftaler eller opgaver til tiden.
  • Jeg har sagt forskellige mere eller mindre heldige ting.
  • Jeg ikke har opnået, det jeg gerne ville.
Ja, listen kunne nemt forsættes...

Men det ændrer ikke på, at jeg har brugt en masse undskyldninger  og dermed en masse energi på at dække over det faktum, at jeg er ansvarlig for alt det overstående. Derfor øver jeg mig også meget i, ikke at komme med alle de undskyldninger.

Det med at droppe undskyldninger er meget befriende. Det handler nemlig ikke bare om at være ansvarlig... Det handler i høj grad om at være troværdig - især overfor sig selv.
For mig har undskyldnings-dropningen betydet, at jeg er blevet bedre til at tilgive mig selv, når jeg glemmer, laver fejl eller dummer mig. For når jeg ikke skal skyde skylden på nogen eller noget, så flytter jeg fokus til mig selv. Det fokus har jeg brugt til at tilgive mig selv... Og give mig selv muligheden for at gøre det bedre næste gang.

søndag den 26. august 2018

Ting uden betydning

Min familie og jeg er i fuld gang med at forberede salg af vores hus. Det betyder, at rydder op og smider ud, så vi er klar til en nemmere flytning, når vi når så langt.
Derfor har jeg tilbragt dagen med at gennemgå en masse af vores ting og pakke ned. Og efter mere end 12 år i samme hus har vi faktisk en del ting uden egentlig betydning...

Det fik mig til at  tænke over, hvorfor vi mennesker dog gemmer alle mulige ting, som vi ikke har glæde af, hverken praktisk eller følelsesmæssigt.

Jeg har fx svært ved at skille mig af med ting, som har været dyre, som har været gaver eller som engang var noget jeg var glad for, men som jeg ikke længere har brug for. Egentlig tror jeg, at det er fordi, at jeg ikke vil være utaknemmelig over, alt det jeg har - især det andre har syntes, at jeg skulle have.
Desværre kan en større samling af disse ting forplumre mit syn på mit eget værd. Der er som om, at alle disse ting får lov til at fylde og i værste tilfælde overskygge, det som egentlig har betydning i mit liv her og nu.

Heldigvis er jeg et menneske, som elsker handlinger ligeså meget som jeg elsker refleksion, så jeg er i fuld gang med udsmidning. Til gengæld oplever jeg en masse glæde og det jeg vælger at beholde...

lørdag den 11. august 2018

Mere end vi forventer...

”Er det godt nok?”
Det spørgsmål har du sikkert ligesom mig både hørt og stillet selv mange gange. Og det er også af og til er reelt spørgsmål, som handler om at forventningsafstemne eller lære om konkrete standarder. Meeeen.. jeg har altså selv brugt det til at sikre mig, at der ikke blevet stillet flere krav til mig. Og det er jeg nok ikke alene om 😉

Men hvis vi alle tænker sådan, så bliver det vi gør sammen eller gør for hinanden temmelig fattigt. Når vi bruger det som laveste fællesnævner, så fratager vi fællesskabet og os selv noget værdifuldt.

I stedet skal vi hellere tænker i, hvordan vi kan bidrage mere eller gøre tingene bedre, end der forventes af os. Hvordan vi alle kan lægge til fællesmængden...
Tænk på hvordan venskaber, familier, arbejdspladser og møde mellem tilfældige fremmede kan udvikle sig, hvis vi alle gør mere, end andre forventer. Tænk på hvordan vores natur og vores ressourcer vil blive passet på, når vi alle tager ekstra ansvar og passer bedre på.

Det er egentlig så såre enkelt og så såre nemt at gøre. Og så bliver du bare gladere af at bidrage...

søndag den 24. juni 2018

Skinner vores intention igennem i samtalerne?

Jeg sidder i disse dage og skriver tale til 9. klassernes afslutning, hvilket betyder, at jeg prøver at finde ord, som er opløftende, som de kan tage med sig i livet, og ord som forhåbentlig kan vise vej uden at være belærende.

Jeg ved ikke om det lykkes, eller om de overhovedet har ro inden i til at lytte, men jeg vil alligevel gøre et ihærdigt forsøg...

Det er en flok unge mennesker, som jeg har haft en del mere eller mindre alvorlige samtaler med, så de har allerede hørt en del af det, jeg har haft at sige. Hvilket fik mig til at tænke på, om jeg nu også har valgt ordene i de samtaler ordentligt. Højst sandsynlig ikke.

Men hvor ville de være rart! Hvis vi indgik i samtaler med intentionen om at bidrage positivt - og hvis vi synes, at der var brug for retningsjustering, at vi så sagde det uden at være belærende...

lørdag den 23. juni 2018

Brug bålet til at danne ramme omkring fællesskaber.

Set udefra ligner Sct. Hans traditionen en underlig fokus på bål og brand... hvilket ofte ikke har varslet gode tider.

Men når jeg lige om lidt er klar til at feje Sct. Hans aften sammen med min nærmeste famile og en flok gode venner, så kommer bål og brand til at symbolisere varme, hygge og fællesskab. Det sidste skyldes ikke mindst, at jeg gennem mere end 25 år jævnligt har mødtes med netop disse mennesker omkring lejrbålet rammer.

Og selvom jeg ved, at vi i aften kommer til at dyrke vores eget lille fællesskab, så vil jeg alligevel sende et håb ud om, at vi og alle andre vil bruge den varme og hygge, der er at findes omkring bålet til at invitere endnu flere ind i fællesskaber rundt omkring i landet.

tirsdag den 19. juni 2018

Hvad er du blevet klogere på?

De sociale medier boomer af opslag fra unge, som (forståeligt nok) er stolte over deres karaktere - og ikke mindst med opslag fra deres forældre, som praler af børnene.
Samtidig florer der også en masse udsagn om, at vi skal huske at fejre alle karakteren uanset, hvor på skalaen de befinder sig.
Og der sidste er jeg meget enig i.

Men jeg synes dog, at det er mere interessant at spørge de unge om, hvad de dog er blevet klogere på midt i al eksamenslæsningen.

Måske er det bestemte emner, som de nu ved meget mere om, eller som giver mening på en ny måde. Måske er de blevet klogere på deres egen måde at reagere på, når de er under pres. Måske er de blevet klogere på deres egen formåen i forhold til arbejdsindsats og indlæring. Eller måske er det noget helt fjerde.

Jeg vil så gerne have, at vi viser de unge mennesker, at vi tror på dem - og tror på, at de er på vej til at blive endnu bedre udgaver af dem selv. Og det gør vi ikke, hvis vi kun fokusere på et bestemt resultat eller et tal... det gør vi, hvis vi oprigtigtog iinteresseret spørger ind til deres udvikling.

lørdag den 9. juni 2018

Kærligheden kan ikke stå alene.

I formiddags var jeg til min svoger og svigerindes bryllup. Hele deres store familie stod tæt sammen om dem i det fine bryllupsværelse på rådhuset. Og for mig var det meget symbolsk.

For efter snart 19 års ægteskab kan jeg konstatere, at kærlighed alene hjælper os ikke gennem et langt ægteskab. Det kræver en masse andet - heriblandt familiens opbakning.

Og det er sådan set også en af de bedste gaver vi kan give andre...

tirsdag den 29. maj 2018

Det tager tid at gøre en forskel.

I mit liv har jeg været heldig at møde mange skønne mennesker, der har gjort en forskel for mig.
Jeg har også haft en hel del korte møder med folk...møder som har været særlige og som måske kunne, hvis der havde været flere af slagsen, have gjort en virkelig forskel for mig.

For det tager tid at gøre en forskel for andre.
Vi kan gøre noget for at møde andre med et positivt syn og give dem opløftende ord med på vejen, men er det, det eneste vi gør, så forsvinder det stille og roligt.
En forskel, som sætter spor hos den anden, som måske ændrer deres syn på sig selv, komme ikke af tilfældige møder, men gennem vedvarende relationer og tid sammen.
Tid til at finde ud af, hvem den anden egentlig er... Tid til nogle gange bare at sidde stille sammen og sige ingenting... Tid til at mærke ord og handlingers betydning.

Er du så heldig at møde nogle, som er interesseret i at bruge tiden på dig og i at gøre en forskel, så ved du, at det er det hele værd. Og endnu mere hvis du selv investerer tiden i dem...

torsdag den 3. maj 2018

Planlægning er ikke bare skemaer...

Dagen i dag har bragt på mange uplanlagte samtaler, som har været af den sjove, alvorlige og inspirerede slags.
Det har faktisk været en af den slags dage, hvor tingene på mange måder er sket på deres egen helt firnurlige måde - og det har været super skønt.

På mange måder er jeg fortaler for, at vi planlægger vores liv og vores hverdag, så vi har en vis form for kontrol og retning... men et af formålene med at planlægge, er så sandelig også, at det kan give os tid til dage med pauser, pudsige indslag, uforpligtende samtaler og latter.

Og når jeg nu planlægger dele af mit liv, så der er plads til de løse rammer - og ikke bare tænker “go with the flow” i forhold til det hele, så er et fordi min erfaring siger mig, at hvis jeg hele tiden flyder med strømmen, så fyldes mit liv med en masse mudder, som ikke giver værdi.

Så planlægning handler ikke bare om at putte vores livs indhold i kasser og skemaer, det handler for mig i høj grad om at skabe god plads det alt det, der virkelig giver mig liv indhold...

tirsdag den 1. maj 2018

Hvad er det egentlig, du gerne vil?

Hvad er det egentlig, du gerne vil med det, du går rundt og gør? Altså på et mere overordnet plan.
Det er jo ikke sådan, at jeg ikke forstår, hvorfor du skræller gulerødder, når det er det, du er i gang med...

Men hvad der din overordnet plan med det, du gør? Hvad er din intention bag dine handlinger?

Jeg tror nemlig mange af os, ikke helt er klar over, hvad vores intentioner er. I den seneste tid har jeg tænkte en hel del over mine egne.

Jeg har igennem mange år været styret af, at jeg gerne ville have andres anerkendelse. Og selvom jeg har fået en hel del af den, så har der selvfølgelig også været mange gange, hvor jeg har følt, at jeg ikke har fået den. Og ironisk nok så fylder de gange sindssygt meget i min bevidsthed. Hvilket har givet mig lyst til at kaste mig ud i endnu flere projekter, som kunne imponere mine omgivelser. Og det uanset hvor anstrengende og til tider udmattende, det har været.

Og i bund og grund er det jo lidt trist, at min egentlige intention har været noget, som er forholdsvis uopnåelig, når nu intentionen kunne være noget meget mere positivt...

Jeg har ikke præcis løsningen på, hvordan jeg (eller andre) får “styr” på intentionen bag vores handlinger, men jeg ved, at vores bevidsthed om den, er det første skridt.

Lad os mødes i åbenhjertet og åbne samtaler, hvor vi kan blive klogere på, hvad der egentlig er vores intention - og hvordan vi kan bruge den på en positiv måde.

mandag den 30. april 2018

Gør noget, der gør dig stolt!

Hvornår har du sidst gjort noget, det virkelig gør dig stolt?

Hvis du skal tænke for længe over det, så er det vist på tide at gøre noget ved det...

Vi gør så meget mere eller mindre af pligt. Og det synes jeg faktisk også, at der er noget kvalitet i. For når vi tager os sammen og gør, hvad vi har lovet at gøre - om det så er overfor os selv, vores familier eller en arbejdsgiver, så kan der ske en masse godt for en masse mennesker.
Men vi skal altså også huske at gøre noget som kan gøre os stolt.

Noget hvor vi har ydet en ekstra indsats eller har været ude af komfortzonen. Måske noget som i den grad handlede om at gøre noget for andre - uden at tænke på egen vindning. Uanset hvad det er, så har vi også brug for at være stolte af os selv, dem vi er, og det vi har at byde ind med.

Så hvis du ikke kan huske, hvornår du sidst har gjort dig selv stolt - så skal du se at komme igang...

fredag den 27. april 2018

Når tiden ikke er til det.

Forlænget weekend - hvor er du ventet med glæde. Og det til trods for, at jeg godt kan lide min hverdag.
Men ofte føles det bare som om, at døgnet ikke har nok timer til at nå det, jeg synes, jeg skal nå - og slet ikke til alt det jeg også ønsker at nå. Og livet skal også indeholde en hel del af det, som vi virkelig ønsker - og ikke bare forpligtelserne.

Derfor tror jeg, at det er tid til en ordentlig gang forårsrengøring. Ikke sådan er traditionel en, men en grovrengøring i alle kalenderforpligtelserne. Der er helt sikkert ting, som jeg har puttet i kalenderen, hvor jeg enten ikke er den eneste, som kan løse opgaven eller er den bedste til den. Og der er endnu mere sikkert ting, som jeg har sagt ja til, fordi jeg tror, at andre forventer det af mig, eller at jeg gerne vil have, at de synes jeg er flink.

Men når tiden nu ikke er til at gøre alt det, jeg drømmer om, så må jeg rydde op. Og det kræver mod. Mod til at sige nej tak til nye aftaler, som måske kunne lede frem mod de aftaler jeg drømmer om. Mod til at sige til andre, at en tom dag i kalenderen er ligeså vigtig, som alt mulig andet. Og mod til at sige nej - og “risikere” andres skuffelse.
Men det der med en kalender fyldt med huller, skal da prøves.

mandag den 23. april 2018

Insisterende venlig

Der er uden tvivl store kampe, der endnu skal kæmpes for, at vi mennesker kan leve ligeværdige liv. Nogen gange skal vi dog bare starte i det små - og lade det sprede sig derfra.

I dag vil jeg derfor slå et slag for venligheden!

Vi har alle brug for venlighed i vores liv - i vores hverdag. Der er så meget, der kan være svært nok i forvejen - uden at vi selv putter mere tyngde oveni.

Så vær venlig alle steder. Vær det i samtale med andre. Lyt interesseret, spørg oprigtigt. Vær det i dine handlinger og lad andre mærke din hjælpsomhed og imødekommendehed. Vær det med fremmede - og vis at de ikke er dig uvedkommende. Og vær det med dine nærmest, så de for alvor kan mærke den betydning, de har i dit liv.

Og skulle andre møde dig med vrede, uretfærdighed og irritation - så vær insisterende venlig. Gå ikke på kompromis med din venlige livsindstilling. Du kan sagtens være bestemt og tydelig i forhold til dine grænser og meninger - og du kan sagtens være det på en insisterende venlig måde.
Det tror jeg, at både du og jeg har brug for.

søndag den 22. april 2018

Den stille venlighed...

Nogle gange havner jeg på en eller anden måde i selskab med mennesker, som bare ved bedst! Uanset emnet... og når de omtaler andre mennesker, som handler det om andre, der åbentbart ikke er særlig dygtige...
Med andre ord er deres samtaler (som måske nok mest er enetaler, som afløser hinanden) fyldt med kritik af andre og andres måder at være på.

Når jeg havner i sådanne selskaber, så har jeg prøvet i lang tid med at være venlig og lyttende. Men jeg er på mange måder så meget på overarbejde indeni. For jeg synes ikke, andre er tåbelige mennesker, der har til formål at gøre min hverdag mere besværlig. Samtidig vil jeg også gerne se de gode intentioner i de mennesker, som jeg er i selskab med.

I mange år sagde jeg enten ikke noget, eller også “eksploderede” jeg nærmest og langede ud efter folk. Ikke nogle særlige hensigtsmæssige reaktioner.
Så jeg har øvet mig i at forsvare min holdninger om det gode i andre mennesker på en ordentlig måde. Sådan en slags stille venlighed.
Der kan virke meget banalt, men min erfaring har lært mig, at mange ikke kaster sig over den disciplin.
Hvis du ikke vil være i konflikt med dit indre, så lær at italesætte dit positive menneskesyn. Sig det højt - det du tror på. Og være venlig i din måde at sige det på.