Nej.

Nej.

Mere skal der ikke til for at få sagt fra...
Altså jeg er godt klar over, at det sikkert ikke føles så nemt. Det ved jeg fra mig selv - og fra de mange, mange mennesker i alle alder, som jeg gennem årene har talt med om netop dette emne.

Men vi har hver i sær retten til at sige fra, når vi bliver trådt for nært uanset om det drejer sig om ord, der sårer, grænser der overskrides eller bare når vi ikke har lyst til at passe ind i andres planer for os eller ideer om, hvordan vi bør være.
Vi kan sagtens sige nej til et besøg.
Vi kan sige nej til at gøre andre en tjeneste.
Vi kan sige nej til at låne vores ting ud.
Vi kan sige nej til at påtage os en opgave.
Vi kan i høj grad sige nej til at finde os i, at andre udstiller os med ord og handlinger.

Vi behøver ikke at forklare, hvorfor vi siger nej og siger fra, når nok er nok. Vi behøver ikke at undskylde, at vi føler os trådt på - og vi behøver ikke at få den anden til at forstå, hvorfor vi rammes.

Alt hvad vi behøver er gøre, er at sige:"Nej."
Og lade det være hele sætningen.

Der er en første gang for alt...

Der er mange, som er blevet mere eller mindre kendte for, at de var de første til at gøre én bestemt ting. Og mange af de mennesker har ændret verdens opfattelse af, hvad der er muligt.

Men når man som mig er et helt almindeligt menneske i et land med mange og gode muligheder, så ligger det måske ikke lige først for at blive den første til et eller andet. Ihvertfald ikke sådan set i verdenshistorisk perspektiv.

Alligevel henter jeg ofte inspiration i disse "jeg-var-den-første" menneskers handlinger. Jeg tænker ofte, at når andre har haft mod til at gøre, det som var rigtigt for dem, så kan jeg også...

I mit liv (og i dit) er der plads til en masse første-handlinger.
Og selvom de måske ikke kommer til at påvirke verdenshistorien, så kommer de til at påvirke vores syn på os selv og på vores egen styrke og muligheder. De kommer til at påvirke vores nærmeste. Ikke bare lige nu, men også på længere sigt. Og de enkelte modige handlinger kan sprede sig som ringe i vandet - og give andre lyst og mod til det samme...

Venlighed handler om meget mere end at holde døren for andre...

Venlighed er helt centralt for mig og for min måde at leve mit liv på.
Det er også et emne, jeg har tænkt meget over ikke mindst i forhold til, hvordan det kan udfolde sig i mit liv. For mig går venlighed flere veje. Det handler både om hvordan jeg møder verden - og om hvordan jeg behandler mig selv.

Så venlighed handler for mig også om:

• at sætte regler - og følge dem, så alle ved, hvad der forventes af dem i fællesskabet
• at sætte grænser for, hvad jeg som person vil finde mig i, så mine værdier og den jeg er ikke bliver trådt på.
• at sige det jeg mener (på en ordentlig måde), og til dem det omhandler, så ingen skal følge sig utrygge omkring, hvor de har mig.
• at hjælpe andre med at se deres egne rolle i fællesskabet, så de ikke gennem fx ugennemtænkte handlinger kommer til at stå udenfor.
• at havde modet til at stå for det, jeg tror er rigtigt og vigtigt - også selv når andre ikke er enige med mig, så jeg kan forblive tro mod den, jeg er inderst inde. 

Mod til at være dig.

Har du mod til at være dig? Altså den du ved, der virkelig dig.

Det har jeg gennem livet spurgt mig selv. Og svarene har været meget forskellige.
Jeg har været på min egen vej, på vildveje og tilbage på sporet, hvor jeg med stolthed har modet til at følge og forfølge mig, og det der er vigtigt i mit liv.

Modet er kommet indefra, men har også kunne ses på min omgangskreds...
Mod til at være sig selv kan ses og opleves på lang afstand.

Hverdagsmodig.

I dag har jeg talt med en flok skønne unge mennesker om at være modig.
Egentlig tog jeg udgangspunkt i Martin Luther King Jr.'s "I have a Dream"-tale, fordi det netop i den forgangene uge er  55 år siden, at han stod på trappen til Lincoln-monumentet i Washington DC og delte drømme med tusindvis af mennesker. Dr. King udviste på mange måder mod både den dag og på mange andre tidspunkter.

Men sådan ser hverdagen jo ikke ud for de fleste af os. Det skal dog ikke forhindre os i at lade os inspirere af ham.

For hvad er det vi lægger mærke til, når vi oplever andre "store" modige mennesker?
Er det alt det usædvanlige? Eller alt det almindelige?
Ofte er det jo det sidste. Men mod udspringer egentlig af almindelig hverdag. Der hvor nok er blevet for meget, eller vi endelig har fået øje på noget, som vi bare ikke synes er i orden - og vi så finder modet til at gøre noget ved det. Ofte ved vi slet ikke at vi har modet før det pludselig overvælder os.

Det sker som regel ikke på særlige dage eller ved særlige lejligheder. Det sker i ganske almindelige hverdage... som så godt nok bagefter bliver skelsættende i vores liv.
Nogle gange ved vores omgivelser måske slet ikke, at vi har været modige... Fordi de som vi gør, kan virke normalt for andre.

Mod findes nemlig i mange former og udtryk. Nogle springer i vandet for at redde en fremmed fra at drukne. Nogle kæmper for rettigheder til alle. Og nogle kæmpe for at være en almindelig del af vores samfund eller et fællesskab, selvom det ikke er så lige til for dem.

Jeg vil håber, at vi alle ville anerkende modet i os selv og andre - også selvom det ikke stilles til skue for hele verden.

Hjælp smilet på vej...

Det siges, at smilet er den kortest vej mellem to mennesker - og det tror jeg også kan være rigtigt langt hen af vejen. Jeg bliver i hvert glad, når andre smiler til mig. Og selvom det er en fuldstændig fremmede, som afsender smilet, så føler jeg mig forbundet med denne anden i den tid det smil varer.

Men hvis vi virkelig skal skabe en reel kontakt til et andet menneske, så kan smilet ganske vist være en start - med det er ikke nok. Der skal mere til.
Vi skal på en eller anden måde samle mod til os - og henvende os direkte til den anden.
For nogle er det en super let opgave, for nogle en temmelig svær - og for de fleste af os, er det en overkommelig opgave, som alligevel kræver en vis indsats.

Men jeg synes, at vi skylder os selv og hinanden at gøre den indsats. For hver eneste dag kan vi gå glip af samtaler, nye synspunkter og interessante relationer, hvis vi ikke efterfølger smilet med er "hej", et spørgsmål, et kompliment eller noget helt fjerde.

Det behøver ikke at være nemt...

I dag tiltræder jeg min drømmestilling som forstander for en efterskole, hvis værdier stemmer overens med min egne. Det er en skole, jeg har beundret i mange år. Så jeg meget fuldstændig begejstret over muligheden for at skulle stå i spidsen for noget, der ligger mit hjerte nært.

Det er dog ikke en nem opgave. Forude ligger meget arbejde, vigtige beslutninger og opbyggelse af betydningsfulde relationer. Samtidig med at jeg flytter fra min barndomsby, som også har dannet rammen om min families liv gennem de sidste 16 år.
Men alt dette er også helt i orden. For det behøver ikke at være nemt - det skal “bare” være det værd.

Alt for ofte oplever jeg, at vi mennesker vælger nemme spiselige løsninger, som nok giver os en vis form for tryghed, men som også får os til at gå på kompromis med det, der virkelig har betydning for os...
Så i stedet for at vælge noget for nemhedens skyld, vælge for at tilfredsstille andre eller at vælge i trods, vil jeg meget hellere vælge med hjertet og værdierne. Så skal alt andet nok falde på plads...

En udfordret rollemodel...

Det der med at være en god rollemodel eller i det mindste prøve at være det, er ikke altid så lige til.

Begge mine store børn er i gang med læseferie - og for det meste er de faktisk i gang med at læse...
Det samme er jeg, for jeg skal til eksamen om to dage.

Så hjemme hos os har mange af samtalerne handlet om forberedelse, håndtering af nervøsitet og hvordan vi kan tro på os selv. Og jeg har fundet ud af, at jeg på en eller anden mystisk måde har givet mine børn et indtryk af, at tingene er rimelig lette for mig. Hvordan det er gået til, aner jeg ikke! 😃😉 For det er så langt fra sandheden...
Men jeg har knoklet med at lære gennem mange år. Knoklet med at finde troen på mig selv. Og knoklet med at bruge nervøsitet til noget forholdsvis konstruktivt.

Derfor har jeg også besluttet mig for, at de skal have et større indblik i al den nødvendige forberedelse, jeg lægger for dagen og min håndtering af usikkerhed og nervøsitet. Det har betydet, at jeg på forskellig vis har udleveret den tvivl, jeg også ofte oplever. Og det er så blevet sat sammen med samtaler om, at vi skal anerkende vores usikkerhed, vores viden og det vi allerede er.
Det har på mange måder været udfordrende, fordi jeg igen kommer gennem processer, som jeg troede var overståede kapitler af mit liv. Men også fordi, at jeg ikke ønsker, at min historie og mine oplevelser skal påduttes mine børn.

Jeg ved endnu ikke, hvordan vores fælles eksamensoplevelse ender. Det at være rollemodel har mange facetter og ingen “rigtige” svar.
Et er dog sikkert - vi bliver klogere på hinanden og os selv undervejs, og det er vel ingen skade til....

Der er en første gang for alting...

Fredag aften sad jeg i min have og pustede ud efter en meget varm arbejdsdag. Så kom jeg pludselig i tanke om, at jeg da havde glemt at købe gave til det bryllup jeg skulle til om lørdagen. Heldigvis vidste jeg præcis, hvad jeg skulle købe og kunne også finde tiden til indkøbet.

Til bryllupsreceptionen fortalte jeg historien til nogle gode bekendte, så til gengæld kunne fortælle om en gang de selv fuldstændig havde glemt en bryllupsgave. De var blevet klar over den manglende gave midt under vielsen.

Så mellem vielse og fest var de kørt i det nærmest byggemarked iført festtøj for at købe gaven. På det her tidspunkt i historien kunne de begge konstantere, at det vist var første gang, at de have været i byggemarkedet i den slags tøj. Det førte samtalen videre til... der er en første gang for alting!

Og når jeg taler med andre om, at de skal prøve noget nyt, så er det som regel ikke den slags vi taler om. Men hvorfor egentlig ikke. For når vi har brug for at udfordre os selv på vanetænkning eller at skubbe os kærligt ud af komfortzonen, så behøver vi ikke altid tage fat i de mest vilde ting, vi overhovedet kan komme i tanke om. Det kunne jo bare være, at “turde” gå ind i det lokale byggemarkedet i den fineste kjole eller jakkesæt...

Sikke en spændende liste af “første gangs hændelser” vi alle kunne kreere.

Er du modig nok til at være usikker?

Der er så meget, jeg ikke er sikker på. Både på vidensplan, menneskeplan, personlig plan - ja listen er vel uudtømmelig.

I mine unge år prøvede jeg at skjule min usikkerhed. For jeg var troede på, at andre ville synes mindre om mig, hvis de vidste besked om alt det, jeg ikke vidste...
Så jeg lod som om.
Lod som om jeg forstod fremmedordene i de lange sætninger mine medstuderende på universitet brugt til at formulere selv enkelte og måske også ubetydelige ting.
Jeg lod som om, at jeg forstod, hvordan andre havde det eller agerede i forskellige situationer.
Eller som om jeg godt forstod selv svære og indviklede teorier.
Men værst af alt lod jeg som om, at det ikke gjorde mig noget, at jeg i den grad løj overfor mig selv og andre stort set hver eneste dag.

Det var dog bare eneste, jeg turde gøre. For det kræver virkelig meget mod at fortælle åbent om det, du ikke forstår eller endnu ikke ved.

Siden da har jeg trænet mit mod rigtig meget - dagligt vil jeg sige. Jeg vil hellere være ærlig overfor mig selv  - og sige hvis jeg ikke forstår eller ikke ved noget. Det giver mig tillige en mulighed for at blive klogere - hvilket jeg ikke havde før.

Nogle gange bliver jeg stadig ramt af usikkerhed, når andre fx siger “ved du ingen gang det???”.
Jeg vælger dog for det meste at være modig og stå ved, den jeg er, og det jeg har at bringe med ind i samtalen.
Jeg håber, at du er modig nok til at gøre det samme...

Når tiden ikke er til det.

Forlænget weekend - hvor er du ventet med glæde. Og det til trods for, at jeg godt kan lide min hverdag.
Men ofte føles det bare som om, at døgnet ikke har nok timer til at nå det, jeg synes, jeg skal nå - og slet ikke til alt det jeg også ønsker at nå. Og livet skal også indeholde en hel del af det, som vi virkelig ønsker - og ikke bare forpligtelserne.

Derfor tror jeg, at det er tid til en ordentlig gang forårsrengøring. Ikke sådan er traditionel en, men en grovrengøring i alle kalenderforpligtelserne. Der er helt sikkert ting, som jeg har puttet i kalenderen, hvor jeg enten ikke er den eneste, som kan løse opgaven eller er den bedste til den. Og der er endnu mere sikkert ting, som jeg har sagt ja til, fordi jeg tror, at andre forventer det af mig, eller at jeg gerne vil have, at de synes jeg er flink.

Men når tiden nu ikke er til at gøre alt det, jeg drømmer om, så må jeg rydde op. Og det kræver mod. Mod til at sige nej tak til nye aftaler, som måske kunne lede frem mod de aftaler jeg drømmer om. Mod til at sige til andre, at en tom dag i kalenderen er ligeså vigtig, som alt mulig andet. Og mod til at sige nej - og “risikere” andres skuffelse.
Men det der med en kalender fyldt med huller, skal da prøves.

Fedt at du er modig.

Vi har alle kampe, der skal kæmpes - og nogle gange er de kampe med os selv. Uanset hvad så kræver det mod at kaste sig ud i dem... og styrke til at forsætte med at kæmpe. Og det kan virke som en meget ensom færd.

Så når du møde nogle, som du ved (eller finder ud af) kæmper modige kampe, så sig det til dem! Sig at du har opdaget, at de er super seje og modige. Og fortæl hvad det er du har lagt mærke til. Spørg ind til hvordan de klarer det.
Din interesse og anerkendelse kan give dem fornyet styrke til modet. Og det er så fedt, at de tør være modige...

Når der bare ikke er et rigtigt svar...

Mange af os - både voksne og børn har lært, at vi skal levere det rigtige svar. Ellers er det ikke bare forkert - vi er forkerte.
Derfor oplever jeg desværre, at mange helst ikke vil kaste sig ud i nye prøvelser - uanset om det er forholdvis enkle opgaver, som dog er ukendte, eller om det er noget totalt vovet, som de fleste af os ville få lidt klamme håndflader over... Det nye og ukendte vælges fra på forhånd - fordi muligheden for at fejle er ret stor.

Men med de fleste ting i livet, er der bare ikke noget rigtigt svar!

Til gengæld kan vi lære sindssygt meget af hinanden, når vi prøver at finde svarene sammen. Når vi finder svar på nye måder. Eller når vi finder svarmuligheder, som andre slet ikke havde tænkt på.

Så drop pænheden og bekymringen om, hvad andre tænker - og svar løs. Fejl ofte og gerne. Overrask dig selv og andre. Eller opfind nye løsninger.
Det trænger vi vist alle til...

Hvis de har ondt i r... , så må de stå op!

Det kan være svært, når andre bliver skuffet, sure eller direkte vred på os - over ting, som vi har gjort i bedste mening. Ikke mindst, hvis det er noget, som vi virkelig brænder for, og som er vigtigt for os.

Til trods for at det ikke er rart - så må vi øve os i at være i det. For det er bare temmelig umuligt at for alvor at stå for noget uden også at stå for skud.
Og selvom jeg synes, at vi skal gøre vores bedste for at se situationer fra alle sider, så kan vi altså ikke altid gøre alle glade. Hvis vi prøver, så rammer vi som regel helt ved siden af.

Som altid vil jeg slå et slag for, at vi handler ud fra vores værdier - til flest muliges bedste og med menneskers værdi i fokus... Og hvis andre så synes, at det er helt hen i vejret, og de får ondt bag i over det... ja, så må de stå op - indtil de er kommet videre.

Det behøver ikke at være smukt.

Jeg tror altid, at mennesker har gjort det. Det er ikke en nymodens sociale-medier-ting. Altså det der med at holde en pæn facade.
Der er måske et eller andet dybt i os, noget der hænger sammen med vores ønske om at høre til, der også får os til at forsøge at fremstille den pæne udgave af os selv.

Guderne skal vide, at jeg så sandelig også har gjort det - og stadig gør. Men det duer bare ikke hele tiden og på alle områder, for så fjerner vi også det sjove og interessante. Vi fjerner vores egen mulighed for at udvikle os, hvis vi hele til skal virke pæne og smukke.

I min ferie har jeg kastet mig over en gammel interesse - at male. Og jeg er i den grad ved at øve mig. Men det er sjovt. Jeg ved godt nok ikke, hvad jeg skal med malerierne, når jeg synes de er færdige. Det kan være at jeg løber tør for opbevaringsplads, før jeg har styr på maleteknikker m.m. Og hvad så?
Lidt i samme stil har jeg i det sidste stykke tid eksperimentet med sammensætning af farver, tøj og smykke. Det er ikke lige smukt hver eneste dag - men det er sjovt. Jeg bliver glad i låget over at udfolde min kreativitet.
Jeg elsker at skrive - o glædes over det hver dag. Er der nogle, som er dygtigere end mig? Helt klart. Og hvad så? det kan da ikke tage glæden fra mig, at andre har talent.

For nogle år siden hørte jeg et klogt menneske sige, at man skal turde være grim i processen. Og livet er en lang proces... Så lad os være grimme og glade sammen.

Hvor går grænsen?

Er du klar over, hvor din grænse går i forhold til, hvad du synes er acceptabelt? Eller opdager du hele tiden sådan lidt for sent, at du igen har "tilladt", at den bliver overskredet?

Mange af os finder os til opførsel, som overskrider vores grænse - hvilket egentlig betyder at vi fortæller os selv, at vi ikke er nok værd i vores egne og andres øjne. I hvert fald ikke så meget værd, at vi kan stille krav til, hvad vi vil finde os i.

Hver gang vi lader andre overskride vores grænser, går vi på kompromis med den vi virkelig er, og det vi virkelig står for.
Så måske er det nu tid til at spørge dig selv, hvad du faktisk vil finde dig i. Hvad er det, som er acceptabelt for dig? Og hvad er ikke?
Når du har fundet frem til de svar, så sig det højt - og sig det tydeligt til dine omgivelser. Sig fra når det er nødvendigt.

Kære forældre

Kære forældre

Dit barn kan så meget mere, end du måske tror.
Det kan fx godt bære sin skoletaske selv, binde snørebåndene selv og rydde op efter sig selv. Det kan også sagtens være høflig, tage hensyn til andre og vente på tur - uden at det overhovedet tager skade. Faktisk tværtimod.
Når du stiller alderssvarende og reelle krav til dit barn, signalerer du, at du for alvor har tiltro til dit barn og dets evner - og ikke anser ham eller hende for at være et sølle skvat, som kun kan klare sig i hverdagslivet, hvis du lige løber i forvejen med kosten og fejer alle forhindringer af vejen...

Dit barn kan også sagtens tåle at blive irettesat af voksne, hvis det dummer sig. Det kan sagtens tåle at sige undskyld for fejltagelser. Og det kan tåle at være ked af det - eller endnu være at kede sig. Igen helt uden at du behøver at gøre noget som helst - udover at sige til dit barn, at han eller hun skal stramme sig an, opføre sig ordentligt og havde tiltro til sine omgivelser.

Men dit barn kan ikke rigtig tåle, at du hele tiden ændrer mening, så han/hun ikke ved, hvilke regler der gælder i dag. Det kan heller ikke tåle, at du viser at arbejde, fritidsinteresser eller skærmen er vigtigere end dit barn. Og det har ikke godt af at leve i en verden, hvor de voksne ikke kan enes - og hvor de bruger barnet til at “læsse” af på.

Dit barn skal mærke, at det har værdi, bl.a. gennem de krav du stiller til det, men også igennem den nærhed, hvorved du kan vise din kærlighed.

Jeg ved dog, at det ikke altid er nemt. Så tag pauser til at finde fodfæste i forældrerollen. Det kræver ro til at finde vejen og mod til ikke at følge det, som “alle de andre” siger, er det rigtige.
Men kast dig nu alligevel ud i den udfordring - fordi du kan også så meget mere, end du måske selv tror.

Modet til at være kikset.

Hvornår har du sidst haft modet til at være kikset?
Der hvor du havde det "forkerte" tøj på i farver, der ikke helt klædte dig. Eller der hvor du var overstadig begejstret for noget, de andre ikke synes var noget særligt? Måske er dit hjem fyldt med tilfældige møbler, som ikke helt passer sammen stil- eller farvemæssigt.

Det kræver egentlig temmelig meget mod at være kikset - eller at være lige præcis, som du selv har lyst til.
For mange af os har en ide om, hvordan vi burde være, hvad vi burde kunne lide eller hvordan vi burde "føre" os frem. Men vi passer ofte ikke til de forestillinger om "burde". Vi lader bare som om, at vi gør.

Men det er anstrengende at prøve at være noget andet, end det du egentlig er. Så hvorfor ikke bare være dig, med alt hvad det indebærer?
Hvorfor ikke bare elske dit tøj, din begejstring og dine gamle møbler - uden at undskylde eller sammenligne med andre...?

Du er den, der er allerbedst til at være dig. Så find modet og glæden til at være kikset - og hyld andre for at gøre det samme.

Ledelse er ikke en fest...

Vi er alle ledere - om ikke andet, så i vores eget liv. De fleste af os er dog ledere flere forskellige steder. Vi er ledere i familien, i fritiden og på jobbet. Nogle har endda en titel, der kan  fortælle det til omverden.

Det er bare ikke alle, der er gode ledere. Lederskab handler om bl.a. tillid, at lede, tage ansvar og om relationer - samtidig med at man skal kunne tage beslutninger, som ikke altid falder i god jord. Netop derfor er ledelse ikke en fest.
Så hvis du kun vil have det sjovt, hyggeligt og nemt  - så skal du nok lige have justeret dine forventninger.

Ledelse kræver, at vi træder i karakter. Og hvis vi ikke skal vakle i forandringernes og meningernes storme, skal vi stå fast på vores værdier. Lad dem lede vejen mod et fælles bedste. Værdierne vil hjælpe dig med at sætte kursen og gøre det nemmere at korrigere, hvis du er kommet på afveje.

Det kræver dog mod at lede med værdier - og ikke falde for hurtig popularitet. Og de modigste mennesker er en, der tør være usikre og sårbare. De tør være i tvivl, og de tør vise at livet, beslutningerne og ledelsen kan være svær.
Så ledelse er ikke en fest... det er en værdifunderet, sårbar og modig hverdag.

Gør det nu!

Du ved det godt. Du ved præcis, hvad det er, du har lyst til at gøre, men som du endnu ikke har fundet modet til.

Men nu er tiden kommet til at give dig selv et spark bagi. Droppe undskyldninger og se “frygten” i øjnene. Det bliver ikke nemmere - eller sværere for den sags skyld. Så kom nu bare i gang.
GØR DET NU! Altså det du drømmer om.
God fornøjelse - og nyd det 😉.