Livet skal fejres - også arbejdslivet

Livet det skal fejres! Det er en af mine helt grundlæggende holdninger. Jeg ved, der er mange, som ikke ønsker at fejre deres fødselsdage eller bryllupsdage. Nogle giver udtryk for, at de ikke kan lide tanke om at blive ældre. Andre siger, det er fordi de ikke kan lide at være i centrum. Og det er helt fint med mig.
Men i mit liv skal det hele fejres. Det gælder både store og små begivenheder. Jo mere vi kan markere, det som har betydning i vores liv - jo bedre.

Den holdning prøver jeg at tage med  mig ind i arbejdslivet. Ikke bare mit eget, men så sandelig også mine medarbejders arbejdsliv. I dag kunne én af lærerne på min skole fejre 10 års jubilæum. Selvom jeg kun har været leder for hende i 7 måneder, er jeg dybt taknemmelig over, at hun har valgt at gøre en forskel hver eneste dag i 10 år på netop vores skole. Derfor blev hun fejret. Det kom vist lidt bag på hende, hvilket bare bekræftiger mig i vigtigheden af at huske folk - og fejre dem.

Det er dog ikke kun jubilæer der skal fejres. Det skal de små og store succeser i arbejdshverdagen også. Vi skal hjælpe hinanden med at få øje på dem - succeserne. Og så skal vi sammen glædes over det der lykkes og anerkende, at der faktisk ligger en indsats bag  - og at hver enkel af os gør en forskel, som kun vi kan gøre.

Jeg har været i den heldige situation at både medarbejdere og kolleger har givet mig små gaver, fordi jeg åbenbart har gjort en positiv forskel. Nogle gange er det i form af fysiske ting - andre gange er det i form af ord med betydning. Jeg bliver så afsindig glad og rørt over det. Det giver mig lyst til at være bedre og gøre mere.

Så gå på opdagelse i dit eget og andres liv og find de ting og episoder, som fortjener at blive fejret. Sig det og marker det. Fejr livet og dem, der gør en forskel. Det betyder mere, end du tror.

Det smukke i det små...

I dag så jeg et gult tæppe af erantisser under en hæk. Det var et smukt syn. Da slog mig, at erantisserne er som de mange små skønne øjeblikke i mit liv.
En erantis er lille og godt nok skøn i sig selv - men når et væld af erantisser blomster frem og danner gule tæpper, så er det helt særligt.

På samme måde ser jeg min dag. Mine dage er generelt fyldt med en masse enkeltstående og små skønne øjeblikke. Jeg værdsætter dem alle sammen. Men når jeg ser tilbage på min dag, og oplever dynamikken og sammenspillet i alle disse øjeblikke, bliver dagen som et smukt gult tæppe, der fylder mit hjerte med glæde og taknemmelighed.

 

Inden du kommunikerer, så spørg: Hvordan, Hvad og Hvorfor

Jeg har nok ry for at snakke meget... Men jeg prøver virkelig på at tie stille i store dele af tiden og lytte i stedet for. Dels fordi jeg ikke synes, at jeg er så interessant at lytte til, som jeg syntes for bare få år siden. Og dels fordi jeg er meget interesseret i mine medmennesker og deres syn på livet.

Det betyder dog ikke, at jeg ikke kommunikerer. (Hvilket heller ikke kan lade sig gøre...) Faktisk bruger jeg rigtig meget af min tid på at kommunikere. Hvor mit yngre jeg nok mere bare snakkede, så har jeg i dag stor fokus på, hvordan, hvad og hvorfor jeg kommunikerer.

Det kan lyde som om, at jeg aldrig bare lader en samtale flyde. Men sådan er det heldigvis ikke. Forskellen er mest, at jeg ikke snakker for at snakke, men for at fremme kommunikationen med andre. Jeg ønsker ikke bare at fortælle om mig selv eller mine oplevelser for at virke interessant. Jeg deler ud af mit liv og mine erfaringer, hvis jeg synes, det kan give mening for andre eller for vores relation.

Når jeg har fokus på hvordan jeg kommunikerer, tænker jeg bl.a. over om det er det rigtige tidspunkt at sige, det jeg vil sige. Eller om jeg skal sige det i enerum eller som fællesbesked. Her arbejder jeg ofte ud fra mine værdier.
Hvad jeg kommunikerer handler om indholdet af mit budskab. Jeg overvejer tit, at andre jo ikke ved, hvad der foregå i mit hoved - og hvis vi skal forstå hinanden, er jeg nødt til at forklare mig, så på en ordentlig måde.
Hvorfor jeg kommunikerer handler rigtig meget om de mål, jeg har med samtalen. Det kan fx være at jeg gerne vil dele mine synspunkter eller forklare en opgave. Inden jeg snakker med andre, prøver jeg at huske på, hvad formålet er - og fjerne alt det overflødige.

Disse fokuspunkter bruger jeg naturligvis også i min forståelse af andres kommunikation med mig. Det er især vigtigt for mig, hvis jeg synes, at kommunikationen er svær. Så prøver jeg at forstå den andens hvordan, hvad og hvorfor. Jeg vil ikke påstå, at det løser alle misforståelser - men det tager mig et langt stykke af vejen.

Forhåbentlig vil de tre spørgsmål gøre dine samtaler mere værdifulde og betydningsfulde - og ikke mindst giver dine samtalepartnere end oplevelse af at blive taget seriøst.

Giv slip på alle antagelserne - Råd til mit yngre jeg

Åhh, hvor jeg brugt meget tid på at antage, hvad andre mon antog om mig. Så meget god og ellers brugbar energi er blevet lagt i at give udtryk for, at jeg var på en måde, så andre bedre ville kunne lide mig. I dag har jeg glemt præcis, hvad det var, at jeg var så bange for at de skulle tro om mig. Jeg har også glemt, hvad det var jeg tænkte om dem. Så jeg kan konstatere, at det var total spild af tid... Det må jeg kunne gøre bedre.

Mit råd til mit yngre jeg (og alle som stadig er yngre end mig) er at give slip på alle bekymringerne. Lad facaden falde og mest af alt lad være med at lyve om den du er.
Indrøm at du ikke synes alt, hvad de andre siger er super interessant eller endnu bedre - indrøm at du ikke ved noget som helst om deres yndlingsemne. Og nok aldrig rigtig kommer til at ville vide noget om det.
Indrøm at du ikke er i god form - og at du bare løber langsomt. Indrøm at du elsker at danse, synge og skrive.

Drop antagelserne om, hvordan du bør være, bør klæde dig eller bør opføre dig. Drop antagelserne om at du ikke lever op til de krav, som andre stiller til dig. De gode mennesker omkring stiller slet ikke sådanne krav. De har fokus på helt andre og mere værdifulde ting.

I det øjeblik, du dropper antagelser, krav og et latterligt ønske om at leve op til dem, falder skuldrene ned og smilet blomstre frem. I det øjeblik bliver der plads til at være dit autentiske jeg - og det er sådan en fantastisk person at være sammen med.

Det unikke foreningsDanmark

Det er  højsæson for generalforsamlinger. I denne uge alene har jeg selv deltaget i to af slagsen. Generalforsamlingerne er ikke bare grundpillerne i alle de frivillige foreninger, men det er også deres højeste myndighed. 

Når jeg sidder til disse generalforsamlinger tænker jeg, at tilliden til bestyrelserne og de andre frivillige må være meget høj, siden der ikke er flere, som deltager. Men det kan jo ikke betale sig at komme med sådan et ytring til dem, som netop er mødt op.

Egentlig vil jeg heller ikke bruge pladsen her til at at lange ud efter dem, som vi ikke kan få øje på i foreningsDanmark. Jeg vil meget hellere hylde dem, som uge efter uge, måned efter måned og år efter år bruger deres kostbare tid på at gøre noget for andre. Det kan være alt fra børn og unges udvikling, over fokusset på voksnes fysiske og psykiske velbefindende til udvikling af lokalområder. Der er mange som virkelig brænder for, at vi andre får bedre og flere muligheder. ForeningsDanmark er helt unikt, og vi skal værne om det. 

Mit liv har i høj grad været præget af det frivillige unikke foreningsDanmark. Begge mine forældre har hele mit liv været engageret i forskellige former for foreninger. Min mand og jeg har ligeledes brugt store dele af vores liv og fritid på frivilligheden. Jeg kan ikke beskrive, hvor givende det er.  

Derfor håber jeg, at dig som læser dette vil bakke op om de frivillige og deres foreninger. Har du ikke mulighed for at deltage i deres generalforsamlinger, så vis din opbakning på andre måder. Det giver energi og ekstra engagement til dem som knokler for os alle. Husk at give dem det velfortjente skulderklap.

Hvorfor dog?

Når man arbejder med børn og unge eller bare har dem, som en del af husholdningen, så ved man, at de meget ofte spørger HVORFOR?
Jeg er helt vild med det spørgsmål - også selvom jeg ofte har syntes, at det har været super svært at svare på. Men hvor er det skønt at være omgivet af nysgerrige og vidensbegærlige unger, som ikke bare finder sig i tamme undvigende svar. Og kan jeg ikke svare på, hvorfor vi gør noget bestemt eller måden vi gør det på, så skal jeg virkelig overveje, om det i det hele taget er værd at gøre.

Nogle gange stopper vi voksne med at stille det samme spørgsmål. Ikke fordi vi pludselig forstår livet meget bedre, men fordi vi synes, vi burde forstå det. Eller at vi bare har affundet os med en manglende logik.
Hvor er det dog trist, at vi bare finder os i, at livet er som det er - og det er der åbenbart ikke noget at gøre ved.

Derfor vil jeg slå et slag for HVORFOR! Stil det ofte. Stil det mange forskellige steder. Stil det ikke mindst til dig selv. Se om svarene ændrer sig over tid. Hvis de gør, så er det super fedt, det betyder, at du også ændrer dig...

Tænkedag

I dag er det spejdernes Tænkedag. Meget kort fortalt var det i dag spejderbevægelsens stifter Robert Baden-Powells fødselsdag (og faktisk også hans kones). Det er derfor en helt særlig dag, hvor spejderne rundt om i verden har fokus på deres globale fællesskab og bruger tid på at tænke på hinanden og forstå de andres situation.

Jeg har været en del af dette globale fællesskab siden jeg var ca. 8 år gammel. Som barn var jeg meget fascineret af forskelligheder hos spejdere rundt om i verden. Bl.a. det at deres uniformer så anderledes ud, eller at  de lavede noget andet end jeg til deres ugentlige møder. Men i dag er det vores ligheder, der for alvor betager mig.

Spejderbevægelsen tæller næsten 40 mio. mennesker rundt om i verden. Vi bygger på nogle grundlæggende værdier, som frivillige bruger til at udvikle lederskab og færdigheder hos den enkelte og til at understøtte fællesskabet i en større gruppe af børn og unge. Og det gør vi over hele verden.
Hver eneste uge mødes børn og unge mennesker, der ønsker at være bedre beredte til deres liv med voksne, som ønsker at gøre noget ekstra for dem. Selvom rammerne og kulturerne kan være meget forskellige har vi alligevel et fælles mål - at skabe en bedre verden, end den vi har modtaget.

Når jeg møder andre spejdere enten fra Danmark eller fra andre lande, mærker jeg med det samme vores fællesskab. Jeg har bl.a. oplevet at rejse i andre lande, hvor det, at jeg er spejder, har åbnet døre til både spejdermøder, lejre og private hjem. Selv i lille Danmark, hvor fremmede ellers kan være meget reserveret overfor hinanden, nedbryder vores tørklæder også afmåltheden og åbner op for samtaler om bl.a. det, der har betydning for os, eller hvordan vi udlever vores fælles værdier.

Så uanset om du er spejder eller ej, vil jeg opfordre dig til at tænke over det fællesskab du og jeg er en del af - og over hvordan du bedst kan byde positivt ind i det.

 

Vi er forbundet...

Vi er forbundet - det har jeg vist med sikkerhed i mange år. Jeg kan ikke lange ud efter et andet menneske - uanset hvor tilfældigt eller retfærdigt, det end kan virke i mit hoved - uden at det påvirker den større helhed. Sender jeg vrede ud påvirker det også min egen verden. Og sender jeg glæde ud, sker nøjagtig det samme.

Det betyder desværre ikke, at jeg aldrig udsender intentioner, følelser eller ord, som jeg ikke selv ønsker. Det betyder dog, at jeg virkelig prøver at være bevidst om, hvad jeg sender ud, og hvad jeg ønsker at give til verden.

Så når jeg modtager fx en vred telefonsamtale (som jeg fortalte om i går), kan en primitiv del af mig have lyst til at svare igen og sætte den anden på plads. Men jeg ved, at hverken den anden person eller jeg bliver gladere af den tilgang. Hvis jeg ikke afbryder den negative tone og tilgang, risikerer jeg også, at mine nærmeste betaler prisen for den negativitet jeg så inviterer ind i vores liv.

Jeg prøver i stedet, at forstå den anden persons følelser og reaktioner, samtidig med at jeg tager ansvar for mine egne følelser og reaktioner. Det bliver ofte nemmere, hvis vi ikke hele tiden har fokus på os selv, men flytter fokusset over på andre mennesker. Da vi alle er forbundet, mister jeg ikke betydning i det store billede, bare fordi at jeg ikke sætter mig selv i centrum.
Forbundenheden gør det på mange måder nemmere at være mig. Jeg føler mig aldrig helt alene og verdens ansvar ligger ikke kun på mine skuldre. Når jeg går ind i et rum og tænker på de andre - mine forbundsfæller - bliver det lettere at være en naturlig og afslappet version af mig. For når jeg blot er én blandt mange, behøver jeg ikke tænke på, om jeg siger tingene godt nok eller om mit udseende er perfekt.

Vi er forbundet - og derfor er du meget vigtig i mit liv.

Tal ordentligt - og kommuniker med en reel intention

Der har heldigvis gennem længere tid været fokus på, at vi skal tale ordentligt til hinanden. Bl.a. har Call Me's kampagne fået mange af os til at se, hvordan ord kan påvirke vores måde at være sammen på. Det er dog ikke kun ordene, som betyder noget for samtalen. Det gør tonen og intentionen også. De fleste forældre til teenager, ved at tonen i en samtale kan have virkelig stor betydning for, hvordan en besked modtages 😏.

Vi skal tale ordentligt til hinanden, især fordi det er rigtigt hårdt at være modtager af et surt og beskidt opstød, hvor intentionen ikke er at kommunikere, men at sætte en anden på plads.
Sådan en telefonopringning har jeg fået i dag. I kraft af mit job blev jeg ringet op. Jeg var slet ikke forberedt på, at jeg åbenbart i den andens øjne havde gjort noget galt. Eller i hvert fald repræsenterede et system, som han ikke var vild med.
Efter min arbejdsdag officielt var slut ringede telefonen. Manden i den anden ende var vred allerede inden jeg præsenterede mig. Jeg blev helt overrumplet. Jeg prøvede at forstå, hvorfor hans budskab til mig var så stærkt. Men når jeg stillede spørgsmål, var det som om, at jeg gjorde irritationen værre.
Jeg nåede aldrig rigtig at forstå, hvorfor han var vred - altså den bagvedliggende årsag. Det ærgrer mig, da jeg synes, det er vigtigt. Når jeg kan få et indblik i grunden til en andens reaktion, bliver det så meget nemmere for mig at møde dem på en ordentlig måde. Men samtalen efterlod mig med følelsen af, at jeg skulle sættes på plads. Det handlede vist ikke om at skabe dialog eller forståelse.

Derfor er det så vigtigt, at vi husker, at dem vi kommunikerer med også er mennesker. Vi skal bruge ordentlige ord, en ordentlig tone og have en ordentlig intention med vores kommunikation. Som Steve Covey skrev i sin meget berømte bog 7 gode vaner: "Søg først at forstå - dernæst at blive forstået." Det huskeråd kan hjælpe med at undgå mange misforståelser.

Taknemmelighed på lavt blus

Jeg ser mig selv som et taknemmeligt menneske, der glædes over livet, Faktisk har jeg nemt ved at se gaverne i de udfordringer jeg møder i min hverdag eller i de små skønne øjeblikke. Jeg er taknemmelig over de mennesker, som er i mit liv. Og jeg glædes over de muligheder jeg har fået i mit liv.

Men på det seneste har jeg opdaget, at jeg ikke er så taknemmelig. Ikke fordi jeg holder det op mod andres standard om, hvor taknemmelig jeg skal være. Men i forhold til hvor meget af det gode jeg gerne vil nyde i mit liv, så halter det altså med taknemmeligheden.
Det er ligesom en lidt ligegyldig holdning til mange ting har sneget sig ind. Jeg får slet ikke set verden omkring mig... sådan rigtigt.

Det der er med taknemmeligheden for mig er nemlig, at jo mere jeg fokuserer på, hvad jeg sætter pris på og er taknemmelige over - jo gladere er jeg. Og jo gladere jeg er - jo mere overskud til mine medmennesker har jeg. Jeg føler simpelthen en skøn samhørighed med min omverden, når jeg er taknemmelig. Alt får en større betydning, og jeg lever tættere på mine værdier.

Så når jeg nu vil tage mig selv i nakken og hive mig op af ligegyldigheden - og igen være taknemmelig over fuglene kvidrer, de første forårsblomster titter op i græsplænen, en fremmedes smil eller noget helt fjerde - er det ikke fordi, jeg prøver at leve op til andres forventninger. Det skyldes ene og alene, at jeg sørger glæden i mit liv, som varmer min sjæl.

Hvem kom til at have betydning i dit liv?

Jeg har stort set altid vidst, at nogle mennesker i mit liv, har haft stor betydning for mine valg og mine interesser. Her mener jeg ikke kun mine forældre og min nære familie. Men fx alle de dygtige og engagerede historielærere jeg har haft, som alle har givet mig en forkærlighed for faget. Eller den spejderleder jeg havde, da jeg var 10-12 år gammel, som altid troede på mine evner. Hvilket ikke bare betød meget for mig dengang, men så sandelig også betyder noget i dag. Ikke mindst i min tilgang til børn og unge mennesker, hvor jeg også prøver at få dem til at tro på deres egne evner. Jeg kunne nævne så mange flere skønne mennesker her, som på mange måder har bidraget positivt til mit liv. Jeg håber, at du også har det på samme måde.

Ikke alle er betydningsfulde på den gode måde

I samtale med en god veninde, som også er coach, blev jeg dog opmærksom på, at ikke alle mennesker, som har haft betydning for mig, har gjort en positiv forskel. Jeg har aldrig ønsket at til vælge dem som rollemodeller.Ikke at jeg tænker, nogen af dem har ønsket at være direkte negative eller har ønsket at skade mig. Deres måde at være på, har desværre bare gjort, at jeg har handlet efter deres overbevisninger, måske for at modbevise det de sagde eller for at ikke stå i samme situation igen.
Selvom jeg ser mig selv som en intelligent kvinde stammer en del af mine overbevisninger fra et naiv barns synspunkt.

Den negative betydning

I mange år har jeg bl.a. opfattet mig selv, som grimmere og mindre tiltrækkende end gennemsnittet, netop fordi jeg som et naivt barn engang blev fortalt, at jeg var grim. Det har påvirket mit syn på mit eget ydre, noget som stadig arbejder med at få en anden holdning til.
Det var i lang tid også vigtigt for mig at blive opfattet som klog. Måske fordi jeg som barn havde svært ved at lære at læse. Jeg ved det ikke helt, men følelsen fulgte mig helt op i voksenlivet, endda til et godt stykke tid efter min universitetsuddannelse. Den opfattelse har jeg dog heldigvis næsten smidt væk.
I selskab med bestemte mennesker i mit liv indtager jeg også det lille naive barns rolle, hvor jeg ikke føler mig ligeværdig eller betydningsfuld. Selvom jeg med min intellekt godt ved, at sådan hænger tingene ikke sammen mere, så gør det alligevel følelsesmæssigt.

Jeg tror ikke på nogen måde, at mine oplevelser er unikke. Jeg tror, at vi alle har dem, og at vi alle er i risiko for at lade os styre af disse oplevelser, og de følelser der blev plantet i os.

Fjern deres betydning

De mennesker - deres ord og holdninger - som vi gav så stor betydning i vores liv, skal de virkelig bestemme vores syn på os selv og vores egne muligheder? Igen kan jeg intellektuelt hurtigt svarer nej. Men hvordan får jeg mine følelser med på ideen?

Det første skridt er at erkende, hvordan tingene hænger sammen. Vi kan ligesom ikke ændre på noget, som vi ikke vil erkende eksistere. Når vi har gjort det, må vi dykke ned i, hvad det egentlig handler om. Hvilke handle- eller tankemønstre har jeg, som ikke passer til den jeg gerne vil være? Og hvor har jeg fået dem fra? Jo mere vi belyser den problematik vi oplever, jo bedre forstår vi, hvad den handler om. Samtidig oplever jeg også, at det kommer til at virke fuldstændig absurd , at vi i den grad lader fortiden bestemme.
Når de første trin er på plads, så må vi give os selv nogle nye overbevisninger. Prøv at se dine alle de gange, hvor du har haft medgang indenfor de områder, hvor du før har været usikker og har følt dig mindre end. Fx oplevede jeg gennem mine forskellige uddannelser, at nogle gange vidste jeg mere om et emne end andre, og andre gange vidste de andre mere end mig. Det gjorde mig hverken speciel klog eller speciel dum. Jeg var som de fleste studerende. Langsomt begyndte jeg, at fortælle mig selv en ny historie. En hvor jeg også huskede at have fokus på mine succeser.

Du har betydning i dit liv

Jeg er taknemmelig over, at mange positive mennesker har gjort ting, som har betydet noget i mit liv og for mine valg. Men når alt kommer til alt, er jeg jo den mest betydningsfulde person i mit liv - ligesom du er i dit liv.
Det er på tide at løfte ansvaret fra det lille naive barn og påtage os en voksenrolle i forhold til vores valg og vores syn på os selv. Så lad os sammen sætte os i førersædet i vores liv og bestemme retning, rute og relevans.

Alle de irriterende mennesker omkring os.

Hvordan møder du mennesker, som irriterer dig? Konfronterer du dem med det eller ignorer du dem?

Irritation kan nok ikke undgås, når mennesker med forskellige livssyn og normer mødes - enten på arbejdspladserne eller via vores uddannelse. Men hvordan håndtere vi det? Og er der overhovedet en rigtig måde at behandle irritation på? Jeg har i hvert fald ikke et endelig svar... kun nogle overvejelser.

Nogle af de problematikker, jeg ser i forhold til vores samvær og den irritation, som kan opstå, er

• dels, at vi nok ikke er rummelige nok i forhold til andres måde at leve på. Her gælder store som små ting. Det kunne være deres interesser, deres musiksmag eller deres måde at være sociale på. Det er som om, mange af os har udråbt os selv til herre over, hvad der er rigtigt og forkert. Og i det spil, er det svært ikke at træde ved siden af.
• og dels at vi holder afstand (og nogle gange holder helt udenfor) til de andre - dem som er anderledes end os. Vi prøver slet ikke af forstå dem. Hvis de ikke er med på vores spilleregler, vil vi bare ikke lukke dem ind i vores fællesskab.

Så drop rigtigheden og se de andres levemåder som skønne alternativer til din måde at leve på. Jeg lever ikke på samme måde, som jeg gjorde for 10 år siden. Det jeg kan lide har ændret sig meget gennem mit liv. Så jeg har åbenbart heller ikke et patent på, hvordan jeg lever mit liv rigtigt. Så har jeg nok heller ikke patent på, hvordan andre skal leve deres. Så er der noget, der skal ignoreres er det, som irriterer os - ikke dem der gør det.

Den anden side af irritationen er, at vi kan holde så meget afstand til dem, som er anderledes end os, at de bliver lukket ude af sociale fællesskaber. Det synes jeg ikke, at nogen kan være tjent med. Jeg ved ikke, om vi nødvendigvis skal ændre dem. Men hvis de skal konfronteres med irritationerne, så skal det være på en måde, hvor de stadig har plads til at være dem. Målet må være, at de skal inviteres ind i fællesskabet - ikke at de skal udstilles yderligere.

Familien og deres særheder

Jeg elsker min store familie. Alle vores historier, vores særheder og vores måde at være sammen på. Når jeg prøver, at se os udefra, tænker jeg, at vi er ret komiske. Hvilket jeg tror, at de fleste familier er. Forskelligheder kan virke så modsættende, at de aldrig ville give mening i en gruppe. Men når vi alle er samlet, indtager vi vores roller, hvor vi spiller ind med vores forskelle og særheder - og så giver det alt sammen alligevel mening.

De fleste af os har nok også prøvet, at familien nærmest kan drive os til vanvid. Sådan havde jeg det nok også, da jeg var yngre. Men i dag elsker jeg virkelig vores måder at være på. Og det er netop kærligheden til hinanden, som får det hele til at give mening. Når særhederne næsten bliver for meget, så minder jeg mig selv om al den kærlighed, som også er en del af min familie. Og så betyder det andet ikke så meget mere.

Så find hinandens særheder, elsk dem og dyrk dem.

Influenza, ro og ingenting

Influenza kan virkelig slå benene væk under en... Men er også en påmindelse om at tage det med ro og lave ingenting overhovedet. Dagens største udfordring har været bare at flytte rundt på mit korpus i sengen.

For mig er det svært at lave absolut ingenting - også selvom jeg er syg. Derfor er det også fornuftigt og lærerigt at lytte til kroppen og fjerne mig fra det moderne menneskers trang til kontrol. I dsg har det for alvor handlet om bare at være...

Nærværet i alt sin enkelthed

Vinterferien og feriestemningen har ramt matriklen. Vores skønne datter er hjemme fra efterskole og i en hel uge, skal hele familien igen være sammen.

Ferien skal bruges på det enkle og ligetil nærvær. Vi skal gå ture sammen, sidde tæt i sofaen og se en god film sammen eller bare lave lige præcis ikke noget som helst  -  sammen. Vi skal kramme og snakke om alt og ingenting. Vi skal snakke om det som betyder noget i livet, og det som betyder noget lige her og nu.

Nærværet kan ikke planlægges eller udvikle sig, fordi der lige er plads i kalenderen. Nærvær tager tid. Langsom tid. Og det har vi masse af. I hvert fald i den næste uge. 🙂 Nærværet er uendelig vigtig for at mærke værdien af fællesskabet. Og mærke sin egen værdi for fællesskabet.

Nærværet har mulighed for at være hos os hele tiden. Det kræver dog, at vi er opmærksomme på hinanden. Virkelig opmærksomme. Kigger på hinanden. Dybt i øjnene uden at lade omverden forstyrre. Have tid og mod til at være i øjeblikket uanset, om det er svært, det som snakkes om. Og du har værdi i mit nærvær ene og alene, fordi du er til.

Nærværet er på mange måde så enkelt og bliver måske endnu mere særlig, når vi bare holder fast i enkeltheden. Men det er også det, som gør det svært...

Jeg lever ikke for at imponere nogen!

Jeg lever ikke for at imponere nogen! 

Den erkendelse har betydet en masse frihed for mig - ikke mindst i min tankeverden. Sandheden er jo også, at jeg nogle gange falder ned i en tankegang, hvor jeg bekymrer mig over, hvad andre synes om mig. Men for det meste af tiden, fokuserer jeg på, hvad der har betydning for mig, mine værdier og mit arbejde.

Når jeg siger, at jeg ikke lever for at imponere andre, betyder det slet ikke, at jeg er ligeglad med, hvordan andre oplever min tilstedeværelse i deres liv. Slet ikke - for så ville jeg modsige mig selv i forhold til min grundlæggende overbevisning om, at vi alle sammen er forbundet. 

Jeg vil gerne gøre en forskel, som mine medmennesker kan mærke, også når jeg ikke er tilstede. Allerhelst på en måde, der også inspirerer dem til at gøre en forskel. Men jeg gør det ikke for, at de skal sige WOW. Jeg gør det, fordi det betyder noget for mig. Jeg gør det fordi, det giver mig glæde og det fylder mit indre med mening.  

Med respekt for andres frihed og erkendelsen af, at de lever anderledes liv end mig, søger jeg stadig friheden og glæden i at leve mit eget liv uden hensyn til, hvordan det ser ud i andres øjne. Jeg elsker mine interesser, min familie og mine venner, mine tanker og pludselige indskydelser. Jeg elsker, at der i mit hovedet fx er en rød tråd mellem mine forskellige uddannelser (frisør- cand. mag. - lærer). Og grunder ikke over, hvad andre mon tænker om det. 

Det er selvfølgelig også vigtigt ikke at leve på en måde, så jeg undgå at imponere. At sætte mit lys under en skæppe gavner heller ikke nogen. At leve et sådan et vil også betyder, at andres meninger kommer til at styre.

Jeg har naturligvis også fokus på, at andre heller ikke skal leve for at imponere mig. Derfor opfordrer jeg mine medmennesker til at gøre det, som er rigtigt for dem. Gå ud og lev jeres værdier ud - uanset hvordan det må se ud i andres øjne.

Nej, kan være vejen til at passe på dig selv.

Er du god til at pleje og passe på dig selv? Det tror jeg egentlig ikke jeg er. Og rigtig mange af de voksne mennesker jeg taler med, er heller ikke. Flere af dem prøver, men føler ikke, at de har succes med det.

Når jeg taler om at pleje sig selv og passe godt på sig selv, så mener jeg de handlinger, som gør at jeg har det fysisk, psykisk og spirituelt godt. Ikke om jeg har husket at fjerne hård hud fra mine fødder, eller om mit hår får en kur engang imellem. For selvom det kan være dejligt, så rykker det ikke rigtigt ved mit liv.
Det gør plejen af mit fysiske helbred, plejen af min psykiske helhedstilstand og plejen af min spirituelle væren derimod.

Mange af os føler, at vi har så travlt, at vi slet ikke når at være sammen med os selv i løbet af en dag. Og når vi kommer hjem, er der atter masse af forpligtelser eller ting, vi synes vi burde gøre. Jeg ved ikke, hvad der sker hjemme hos dig, men hos mig kunne der ske følgende:
På vej hjem fra en travl arbejdsdag, hvor jeg måske ikke lige har taget tid til frokost, stopper jeg ved bageren. Her køber jeg kager med hjem til min mand og søn. Dels fordi jeg synes, at jeg (og de) har fortjent lidt forkælelse ovenpå en hård dag (jeg er jo også lidt sulten nu), og dels fordi jeg ved, at jeg bliver populær... Kagespisningen (indtaget sammen med en kop kaffe) bliver også til en rolig hyggestund. Hvilket i høj grad forsvarer, at jeg overhovedet købte kagen. Bagefter skal vi i gang med hundeluftning, lektielæsning, madlavning , måske lidt nødtørftig rengøring inden jeg altid lige kan indhente lidt arbejde eller læse noget af det som jeg er bagud med. Alt dette inden jeg sætter mig i sofaen, og ser et eller andet ubetydeligt i fjernsynet. For derefter at gå i seng, hvor jeg hurtigt falder i søvn. Hvilket også er vigtigt, for i morgen har jeg travlt igen.

Sådanne dage passer jeg slet ikke på mig selv. Tværtimod. Og de er ikke enestående - desværre tror jeg mange mennesker lever i en lignede hverdag.

Derfor øver jeg mig i at sige nej. Nej til ting, som vil presse min hverdag endnu mere. Nej til at være andre steder fredag aften, end hjemme med min familie i nærvær og samtale - over et godt måltid. Nej til at skulle lade som om, at jeg ikke har brug for pauser. Og nej til at skulle imponere andre med min effektivitet og formåen.
Nej betyder tilgengæld ja til mig selv og til Lone-tid.

Hvor går grænsen i din rummelighed?

Jeg elsker at være omgivet af andre mennesker - ikke mindst mennesker, som er anderledes end mig. Det er netop i mødet med andre, at jeg henter energi og glæde. Fx kan jeg godt lide, når folk fortæller deres historier, og min verden bliver udvidet. I hvert fald min forståelse af verden. Jeg får nye perspektiver. Det ville være dødssygt, hvis vi alle var ens.

Min rummelighed er stor, når det kommer til andre mennesker (hvis jeg skal sige det selv). Der, hvor min rummelighed bliver begrænset, er i forhold til de handlinger, vi som mennesker udsætter hinanden for.
I rummelighedens tegn har jeg længe prøvet at forstå en del mennesker, som jeg møder i mit liv. Mennesker, som på nogle måder er anderledes end mig, og på en hel del områder agerer anderledes end mig. Inden i mig har jeg kæmpet med min rummelighed. Og jeg har ikke helt kunne forstå hvorfor. Faktisk har jeg været skuffet over mig selv. Over at jeg åbenbart har haft svært ved at acceptere disse mennesker. Hvad var der dog galt med mig ?
Det var lige indtil, det gik op for mig (gennem samtale med en god ven), at det slet ikke var menneskene, jeg havde svært ved at acceptere - det var deres handlinger.

Helt grundlæggende kan jeg sagtens møde dem som mine medmennesker.  Jeg er bare nødt til at sætte foden ned i forhold til deres opførsel overfor mig. Det handler især om, at mine grænser bliver overtrådt. Hvilket igen handler om mine værdier. Så er jeg nødt til at sige fra eller sige stop.

Jeg gør det selvfølgelig hovedsageligt for min egen skyld. Men jeg gør det også for vores fællesskabs skyld. For ofte har disse mennesker slet ikke været klar over, at mine grænser er blevet overtrådt. Og ofte er det slet ikke det, de ønsker at gøre. Så jeg tænker, at jeg gør alle en tjeneste, når jeg siger fra.

Så hvor går grænsen i din rummelighed? Og husker du at forsvare den?

Ikke dem og os - bare os

Hvornår blev der så meget fokus på os - og alle de andre? Altså sat op som modsætninger.
Måske har der været det hele tiden... men jeg synes, det fylder meget i den offentlige debat, i medierne og i den måde helt almindelige mennesker taler sammen på.

Jeg er overbevist om, at der er en forbundenhed og samhørighed, som hverken politiske taler, journalister og small talk kan rykke ved eller lave om på. I bund og grund er vi alle sammen bare atomer, sat sammen på en eller anden måde. Tilfældigt eller pga. universets orden - alt efter hvilket perspektiv du anlægger.
Derfor tænker jeg heller ikke, at der er nogen grundlæggende forskel på mig og mine medmennesker. Forskellene kommer af den måde, vi vælger at leve vores liv på. Men vi er stadig forbundet.

Lad os møde hinanden med et åbent sind, ærlig nysgerrighed og følelsen af, at vi er sammen om dette liv. Lad os dyrke samhørigheden og forbundetheden - og lad os tale positivt om hinanden, også selvom vi måske ikke helt forstår hinanden endnu.

Modig og ansvarlig

Når jeg kigger på mange af de politikere, der slår deres folder på den lokale, nationale eller internationale politiske scene i øjeblikket, bliver jeg ikke bare overrasket men nærmere forarget. Det er som om, at det er blevet det nye normale at nedgøre og latterliggøre andre mennesker, træde på deres rettigheder og fremme forskelsbehandling.

I en periode tænke jeg, at vi havde brug for modige politikere. Men det er vel egentlig ikke problemet. For mange af de ting, som politikerne siger eller gør, er på en eller anden måde modigt. Eller nærmere dumdristig - med streg under dum. For jeg synes, det er dumt at lange ud efter andre mennesker, bare fordi... Ja, vel bare forbi.
Men modigt - og dristigt er det vel på en eller anden måde.

Det vi mangler er modige og ansvarlige politiker. Modige på den måde, hvor de tager ansvar for de mennesker, der har valgt dem i tiltro om, at de vil skabe et godt liv for alle. Politikere som er så ansvarlige for deres medmennesker, at de ikke behøver at se ned på andre.

Den nye politiker-konkurrence bør ændre sig fra kun at overgå hinanden i dumdristigheder, til at være en konkurrence i at turde stå ved de svære beslutninger, der nok i er lige populære, men som er ansvarlige. Kunne det ikke være skønt, hvis vores politikere prøvede at overgå hinanden i at stå ved deres beslutninger, blande sig udenom sager, de ikke kender til, men dog giver nogle minutter i spotlightet? Kunne det ikke være fantastisk, hvis vores politikere turde være omsorgsfulde og venlige medmenneskelig elskende forbilleder, der satte nye standarder for vores samfund?
For jeg er sikker på, at disse af mine medmennesker, som har valgt et offentligt embede, også har en masse smukt inden i, som jeg skal huske at se.

Kærligheden i lektielæsning

Spisebordet er ofte vores families samlingssted. I øjeblikket bliver det i høj grad brugt til fælles lektielæsning. Min søn i 8. kl. har haft svært ved at overskue de krav, der stilles i skolen - ikke mindst lektierne. Vi kunne som forældre vælge at sige, at han bare skal have styr på det. Men når han nu ikke kan overskue det, ja så kan han jo ikke overskue det.

Derfor har min mand og jeg sat ind med ekstra støtte og opbakning. Selvom skolen leverer undervisning af høj kvalitet, gør det en kæmpe forskel, når vi som forældre støtter op om vores børns læring. (Her kunne jeg sige noget om Folkeskolelovens formålsparagraf, men det gemmer jeg til en anden gang...)
I dag hjalp jeg bl.a. med bøjning af franske verber. Jeg kan overhovedet ikke fransk, men jeg kan hjælpe med at holde fokus. Jeg kan spørge ind til, hvordan opgaven bedst kan løses. Og jeg kan sørger for at der er ro til fordybelse.

Lektielæsningen er blevet en hyggelig fællesaktivitetet. I forbindelse med aftensmaden læser vi højt i historie-, samfundsfags-, og kristendomsbøgerne. Det giver anledning til mange interessante snakke. Snakke som forhåbentlig ikke bare giver min søn en bedre forståelse af fagene, men også giver os alle anledning til værdisnakke og skubber til vores nysgerrighed.
Lektielæsningen er også kærlighed til min søn og hans følelse af at kunne mere. Det er ikke bare en  investering i min søn uddannelse, men også i nærværet med ham.

Kærligheden i en gåtur

I en travl hverdag, kan jeg nemt glemme at passe på mig selv. Det er jeg så sandelig ikke ene om. Både mennesker i mit arbejdsliv og i mit privatliv fortæller, at de har samme udfordringer. Nogle gange ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal få tiden til det. Altså intellektuelt ved jeg godt, at jeg skal prioritere tiden. Den dukker jo ikke bare op af sig selv. Men jeg ved stadig ikke altid, hvad det så er, jeg skal prioritere væk...

For at passe på mig selv, har jeg sørget for mere stille weekender. Som jeg skrev om for et par uger siden - så dyrker jeg min uambitiøse side. Bl.a. fordi jeg på den måde nyder livet mere. Og fordi jeg dyrker kærligheden til mig selv.

I går gik jeg en skøn tur ved stranden med min mand, vores søn og vores hund. Vinden var stille og bølgerne ramte dovent strandkanten. Selv med noget tåge kunne jeg se langt. Jeg mærkede kulden på min hud og fornemmede sandets stille lyd under mine støvler. Både sønnen og hunden løb glade langs vandkanten, mens jeg holdet min mand i hånden. Ind imellem talte vi og ind imellem fyldte en smuk stilhed stranden. Der var på alle måder højt til loftet.

En sådan gåtur kan fylde mig med selvkærlighed, glæde og overskud - og rigeligt af det. Der var så meget kærlighed i den gåtur, både mellem os og inden i mig. Og det mindede mig om, at kærligheden altid er lige her, hvis jeg bare husker at lukke den ind.

Sådan kan du finde dine værdier

I går skrev jeg om, hvordan mine værdier har skabt meninger i mit liv. Fordi jeg har så stor glæde af at have arbejdet med dem, ønsker jeg for alle jeg kender (og ikke kender), at de også finder frem til deres værdier. Jeg synes, det vil være en fantastisk investering i dit eget liv. Men der sidder nok mange derude, som ikke ved, hvordan de skal gå i gang.

Kerneværdier

Når jeg omtaler mine værdier, så mener jeg mine kerneværdier. Dem, som har størst betydning for mig, og som jeg ved, at jeg ikke ville kunne leve lykkelig uden. Dvs. at hvis jeg skulle gå på kompromis med dem, ville det have negativ betydning i mit liv. Kerneværdier er lidt som en grundlov. Alle dine andre værdier, dine handlinger og dine beslutninger kan ikke stride imod dine kerneværdier - for så lever du ikke i overensstemmelse med det, som er vigtigt for dig. Vi har ikke super mange kerneværdier, men nogle få, som bl.a. kan dække over flere mindre værdier.
Du behøver nødvendigvis ikke kunne forklare dine værdier i et "fornuftsperspektiv", da værdier meget handler om vores tilgang til livet og vores overbevisninger. Men de skal selvfølgelig give mening for dig. 😉

Find kerneværdierne

Når du skal finde frem til dine kerneværdier, så stil dig selv spørgsmål som fx

• Hvad gør mig rigtig glad?
• Hvilke handlinger træder over mine grænser? Og hvad gør, at jeg reagerer på de handlinger?
• Hvad giver mig energi? Og hvad dræner mig?
• Hvad gør mig stolt? Og hvad gør mig flov?

Det kan godt være, at svarerene ikke lige kan finders i din hverdag. Måske er du nød til at gå tilbage i tiden og udforske din barndom eller ungdom - tiden før du pressede dig selv ind i kasser med andres forventninger. Luk ned for al det forstyrrende i dit liv og giv dig tid til at lytte til dig.

Udforsk dine værdier

Når du har fundet frem til dine kerneværdier, så skriv dem endelig ned. Hæng dem gerne et sted, hvor du ser dem hver dag. Afprøv dem og find ud af om de er de rigtige. Husk at du sagtens kan ændre dem, det er jo dig, der bestemmer.
Det kan også være, at der dukker mange værdier op, som du gerne vil efterleve. Prøv at finde ud af, om de ikke bliver dækket ind af en anden værdi. Fx er én af mine værdier integritet. Når jeg lever et liv med integritet, så lever jeg tillige et sandfærdigt liv, jeg er til at stole på, og jeg sørger for at gøre tingene på en ordentlig måde. Derfor står der "kun" integritet på min liste og ikke sandfærdighed, pålidelighed eller ordentlighed.

Tag værdierne i brug

Nu har du en liste, som giver mening for dig. Den kan bruges til at være dit kompas, dvs. du bruger den til at bestemme i hvilken retning du vil gå. Hvis en retning ikke giver mening i forhold til dine værdier, så er den ikke rigtig for dig. Listen kan også bruges som dit fyrtårn, som er dit pejlemærke, der hjælper dig udenom de "farlige" skær og sikre at du ikke støder på grund. Listen vil gøre det mere åbenlyst, hvad du skal sige ja til og hvad du skal vælge fra.
Del gerne dine værdier med andre. Bliv nysgerrig på, hvordan de ser dig udleve dem. Og juster din adfærd, hvis andre ikke kan genkende dine kerneværdier ud fra dine handlinger.

Find dine værdier

Forleden fortalte jeg om, hvordan jeg ville være værdistyret venlig. Jeg håber, at mange af mine medmennesker vil følge mit eksempel, så vi kan mød hinanden på en ordentlig måde uden at gå på kompromis med os selv.

Men hvis vi skal kunne være værdistyret, er vi nød til at dykke ned i vores værdier. Min erfaring er, at rigtig mange slet ikke kender deres værdier, eller hvad de lader sig styre af. Det, synes jeg egentlig, er lidt trist. Mine værdier skaber nemlig mening i mit liv bl.a. gennem mine handlinger og den værdiskabte mening giver mig følelsen af lykke, samhørighed og af at have et større formål med mit liv.

Jeg mener ikke, at vi skal have en lang liste af værdier, men vi skal derimod finde frem til nogle få grundlæggende værdier, som har betydning i alle dele af vores liv. Værdierne skal dels væres vores kompas og dels vores fyrtårn. Forstået på den måde, at værdierne er dem vi bruger til at finde retning i vores liv. Uden dem kan vi ikke sætte et holdbart og helhjertet mål, som er værd at stræbe efter for lige netop dig eller mig. Værdierne er samtidig det, som giver os meningen tilbage i en til tider kaotisk verden - og hverdag, hvor tusindvis af indtryk, påvirkninger og krav hele tiden rammer os. Med værdierne som pejlemærke bliver det nemmere at sortere i, hvad der er vigtigt, hvad der er knap så vigtig - og ikke mindst hvad der er fuldstændigt uvigtigt!
Værdierne er desuden det grundlag, du kan bruge til at udvikle dig selv som menneske. Der hvor du kan finde tilbage til kernen af dig selv. Hvor titler, position, succeser og fejltagelser ikke har betydning, men dog kan skabe en mening i kraft af værdierne.

Så brug tid sammen med dig selv og find frem til dine værdier. Det vil måske tage dage - måske år. Men det er en investering i dig selv, som kunne være den gave, du ikke vidste, du ønskede dig.

Ansvarlighed - hvad er det egentlig?

Jeg tænker på mig selv, som et ansvarlig menneske. Men hvad betyder det egentlig at være ansvarlig? Når jeg nu fiser rundt og kalder mig ansvarlig, hvad er det så, jeg gerne vil tage ansvar for? Hvis jeg skal være ærlig, så ønsker jeg slet ikke at have ansvar for alle mulige ting. Jeg ønsker at have ansvar for ting, som jeg kan gøre noget ved. Men ikke for de ting, som er helt uden for min indflydelse.

Måske ligger noget af ansvarligheden i, at jeg gerne vil påtage mig ansvaret for de ting, som jeg netop kan gøre noget ved - og at jeg er klar til at stå for skud for det.

Ansvarligheden handler også om min tilgang til andre og min håndtering af fx problemstillinger. Det er bl.a. her den værdistyret venlighed kommer i spil. Fordi ansvarlighed også omhandler, det jeg giver til fællesskabet - og det jeg trækker fra det.

Gad vide hvor ansvarlige vi husker at være på en ganske almindelig dag.

Hovsa, jeg glemte vist min venlighed

Som den opmærksomme læser måske allerede har regnet ud, så er venlighed meget vigtig for mig. Både som en overordnet værdi og som grundlag for mine daglige handlinger. Trods min tildels koleriske natur fokuserer jeg på at møde mennesker med venlighed og omsorgsfuldhed.

Det har dog ikke været helt nemt at udleve venligheden i det sidste stykke tid. Måske skyldes det, at jeg har haft meget travlt. Haft for mange bolde i luften - og for mange tanker i hovedet. Måske skyldes det, at jeg har følt, at nogle mennesker omkring mig har overtrådt mine grænser. Uanset hvad grundene måtte være, opdagede jeg pludselig, at jeg var blevet temmelig mavesur.

Venligheden havde gemt sig bag gnavenheden. Jeg har gået og brokket mig over små og større ting. Også de ting som jeg ved, at jeg ikke kan gøre noget ved. Jeg har været fejlfinder... mest overfor andre. Faktisk har jeg haft så travlt med at fokusere på alle de irriterende ting, jeg kunne finde hos mine medmennesker, at jeg overhovedet ikke har haft tid til at se nærmere på, hvordan jeg selv har opført mig. Indtil i dag, hvor jeg talte med en kollega, som i al venlighed fik sagt noget, der fik mig til at standse op.

Nu sidder jeg så her og vil gerne tilbage på venligheds-sporet igen. Dog uden at få overtrådt mine grænser. Den balance er ikke så lige til for mig - og sikkert heller ikke for andre. Den balance er svær for mig at finde, for det er nemlig en problematik, som i perioder dukker op i mit liv.
Det får mig til at stille spørgsmålene: Er det uvenligt at stille krav? Og er det uvenligt at være tydelig?

Umiddelbart er mit svar Nej, selvfølgelig ikke. Men det er ikke nok. Jeg må vende det om. Er jeg venlig overfor mig selv, hvis jeg hele tiden går på kompromis med mine holdninger og værdier? Og er jeg venlig overfor mine medmennesker, hvis det at gå på kompromis, kommer til at betyde en falsk venlighed? Igen er svaret Nej, selvfølgelig ikke.
Konklusionen for mig må være, at jeg skal være værdistyret venlig. Det er mit mål. Hvordan turen bliver, ved jeg ikke endnu....

Afvigerne

I min søns historiebog er der et længere afsnit om Afvigerne. Det handler bl.a. om de udstødte fx de småkriminelle, tiggerne og de sindssyge - og ikke mindst hvordan de blev behandlet i samfundet.
Mens jeg læste, blev jeg først forarget over de vanvittige metoder og tiltag, man fx i 1800-tallet brugte til at "helbrede" de mennesker. Men så mindede jeg mig selv om, at folk den gang jo ikke vidste bedre. Og når forandringerne skete, var det netop fordi, nogle mennesker udfordrede status quo.

Nutidens afvigere

I dag har vi selvfølgelig stadig afvigere. Vi kender dem med det samme. Det er dem, som ligesom ikke passer ind i vores kontekst. Det kan fx være alkoholikerne, de hjemløse eller dem, som har så tydelige fysiske skavanker, at vi føler, de er anderledes end os. Men afvigere findes alle steder. Det er nemlig også dem, som vi møder i klassen, på arbejdspladsen eller i bussen. Som måske endda selvvalgt er anderledes end dig og mig. Det kan være fordi, de føler, at den kasse jeg bl.a. passer ind i, slet ikke kan rumme dem.Det er også dem, der hvis de skal være tro mod sig selv og deres omverden skiller sig ud fra eksempelvis den forestilling, jeg har om, hvordan en "almindelig" teenagepige er og agerer.

Hvor er tolerancen?

Samtidig med at jeg dyrkede min forargelse over fortidens synder, slog det mig, at vi er godt nok også dårlige til at rumme forskellighederne i vores moderne og oplyste samfund.
Hvis et mennesker taler med nordjysk dialekt, synes vi sjællændere straks, at personen fremstår som dummere end os. Og helt galt er det, hvis nogle taler med accent. Så er de for alvor uintelligente! Også selvom dansk er deres fjerde fremmedsprog og deres danske ordforråd er større end den gennemsnitlige danskers.
Vi vil ikke sidde ved siden af ham med de mange piercinger eller hende med den lilla hanekam.
Tolerancen er åbenbart byttet ud med en sikker viden om, hvordan vi bør se ud og opfører os, så vi ikke kommer til at støde vores medmennesker.

Kast fordommene væk

Mens jeg kan undskylde vores forfædre for deres begrænsede verdensforståelse og kendskab til den menneskelige udvikling. Så ved jeg slet ikke, hvordan vi på nogen måde kan forsvare vores snæversynede møde med andre i dag.
Vi trænger til at kaste fordommene fra os, Udfordre alle dem som hele tiden dyrker vores modstand mod hinanden. Lad være med at acceptere, at nogle få skal definere det normale.
Til gengæld skal vi tage fat i dem, som vil os alle. Dem som bygger broer og skaber bånd mellem mennesker. Være nysgerrig på de afvigelser vi møder. Møde hinanden med ægte interesse og ikke overbærende blikke.

Du skal ikke bare gøre det for de andre, men i høj grad for din egen skyld. Dyrk også dine afvigende sider. Skab rum til at være dig selv - og hav modet til at udfordre et begrænsende status quo.