Lad medmenneskeligeheden smitte.

Gennemlæsning af dagens nyheder eller opdatering fra TV-Avisen kan ofte få mig til at tvivle på det gode i mennesker omkring mig. Eller rettere sagt det gode i menneskeheden.
Det er blevet fuldstændigt acceptabelt at lange ud efter vores medmennesker, stramme grebet om dem, der har det svært i livet eller stiller særlige krav til dem, der ikke har så meget.

Til gengæld glædes jeg ofte i samtale med mennesker jeg møder (altså sådan i virkeligheden) over deres medmenneskelige syn. Jeg glædes over historier, hvor fremmede hjælper hinanden, fordi de inderst inde ved, at vi er mere ens, end vi er forskellige. Jeg glædes over impulsiv medmenneskelighed. Og jeg glædes over det sammenhold, der spontant kan opstå når mennesker mødes.

Når jeg er sammen med andre, mærker jeg, at der stadig er så meget godt i verden - alle steder. Og at så mange er villige til at gøre noget ekstra for andre - også dem de endnu ikke kender.
Samtidig mærker jeg, at der graves grøfter mellem mennesker af dem, der har magt, dem der har meget taletid og dem der har mere end gennemsnittet. Jeg ved ikke helt hvorfor det er sådan - det kan psykologer, antropologer, sociologer og andre kloge sikkert sige en masse om. Jeg ved bare, at jeg synes, at det er helt forkert.

Men jeg håber til gengæld, at al den medmenneskelighed, som jeg møder så mange forskellige steder kan smitte - sprede sig som en steppebrand.
Lad os kigge hinanden i øjnene og se hinandens værdi. Og lad os vise magthaverende, at vi ikke vil finde os i et samfund, hvor mennesker stilles overfor hinanden som fjender. I stedet skal vi alle bære ved til et samfund, hvor medmenneskelighed, samhørighed og fællesskab er omdrejningspunkterne.