tirsdag den 7. maj 2019

Mød de unge uden konstante vurderinger

I disse dage sidder en masse unge mennesker rundt om på skolerne i Danmark og er i gang med de skriftlige afgangsprøver. Og jeg oplever igen i år unge mennesker, som bliver nervøse og usikre - ikke fordi de ikke kan det, de skal - men fordi det i bund og grund er ubehageligt at skulle vurderes af andre.

Vi vil jo egentlig bare gerne gøre vores bedste. Sådan er det i hvert fald for de aller fleste. Men når vi bliver mødt med kravet om, at det vi gør (og i det her tilfælde skriver) skal gøres op i en karakter på en skal, hvor nogle tydeligvis klare sig bedre end andre... ja, så kommer nervøsiteten frem.

Derfor har jeg gennem årene haft mange samtaler med unge mennesker især på denne tid af året, hvor jeg har forsikret dem om, at de er gode nok som de er - uanset hvad de mener en karakter siger om dem.
Men det er vigtigt, at vi tager deres nervøsitet alvorlig. Og måske kan vi ikke lige gøre noget for dem her og nu - men vi kan være opmærksomme på, hvordan vi møder dem i hverdagen. For vi kan sagtens møde dem på måder, hvor de føler, at de ikke hele tiden bliver vurderet - og som giver dem ro til at være alt det skønne de er.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar